Skolepolitisk rangliste 2016

Vi har i en del år oplevet nogle voldsomme problemer med kvaliteten af landets skolepolitik, og man kan med god ret spørge, om vi egentlig får nok for pengene? Som alle ved, bruger vi rigtig mange penge og kræfter på vores parlamentariske system, ministerier og embedsværk, men hvordan ser det ud med udbyttet? Får vi den kvalitet, man kunne forvente?

Jeg har på baggrund af omfattende studier af de forgangne års skolepolitik konstrueret en model, der viser, hvordan de enkelte partier præsterer skolepolitisk. I beregningerne er der blevet lagt stor vægt på Christiansborg-politikken, men for fuldstændighedens skyld er udsagn og handlinger fra partiernes baglande også blevet inddraget i det samlede billede (dette gør datagrundlaget – og dermed validiteten – større).

De enkelte partier er blevet ranket i kategorier, hvor kategori 1 rummer de bedst præsterende, og så fremdeles. Datagrundlaget tillader ikke en opdeling inden for kategorierne, så man kan fx ikke objektivt vurdere, hvilket af partierne i kategori 3, der performer bedst. Til gengæld er kategoriinddelingen af høj validitet.

Formålet med denne ranking er ikke at nedgøre nogen, men alene at hjælpe de både lavt og højt præsterende partier med at blive så dygtige de kan. Ranglisten er baseret på objektive vurderinger af partiernes evne til at handle og formulere sig skolepolitisk, og som det fremgår er der ikke taget højde for, om partierne ligger til højre eller venstre for midten. Denne rangliste er således ikke idelogisk farvet, men en præcis måling af den skolepolitiske kvalitet. Som det vil fremgå, er der nemlig partier, der er meget bevidste om, hvad skolepolitik er, mens andre kun i meget ringe grad kender til området.

Kategori 1

Liberal Alliance

Enhedslisten

Alternativet

Kategori 2

Det radikale venstre

Konservativt Folkeparti

Socialistisk Folkeparti

Kategori 3

Venstre

Dansk Folkeparti

Uden for kategori

Nye Borgerlige

Socialdemokratiet

Partierne i kategori 1 har alle formået at formulere forskellige og velargumenterede synspunkter om det at holde skole. Der er stor forskel på kategoriens partier, og det siger sig selv, at de indbyrdes har en lang række uenigheder. Ikke desto mindre må de alle vurderes som højt præsterende. Alternativet, Enhedslisten og LA har alle vedholdende formået at komme med fine kritikker af grundlaget for den førte politik, hvilket sikrer dem en plads i denne flotte kategori. De tager generelt området alvorligt, og gør sig besværet med både at lytte og tænke.

I kategori 2 finder vi tre partier, der også er meget forskellige. Fremhæves bør især de radikales modige kritik af udmøntningen af den reformpolitik, de selv har været en aktiv del af. Partiet har dermed åbent tilsluttet sig gruppen af partier, der faktisk vil den skolepolitiske dialog. SF og K har overordnet ikke har været så aktive på den nationale scene, men til gengæld har nogle baglande, der på mange måde kompenserer herfor. Dog må man nævne, at Jacob Mark, der sidder i Folketinget for SF, er en flittig debattør. Desværre skal han læse noget mere op på sagerne, før han ville kunne løfte partiet op i kategori 1. De konservative har i grunden nok et større potentiale, da dette parti har et bagland med en lang række tænksomme skolefolk. Men ok, K og SF har i de senere år vist, at de ikke lader sig trække rundt af automatholdninger fra ministeriet og OECD, og dette er hovedårsagen til, at de nu kan indplaceres i den trods alt respektable kategori 2.

Kategori 3 rummer to partier; Venstre og Dansk Folkeparti. Venstre var sammen med Socialdemokraterne hovedansvarlige for skolereformen og de tilhørende tiltag, og forinden havde partiet i Fogh-æraen lagt nogle vigtige byggesten til katastrofen, som Antorini fuldbyrdede. Når partiet ikke ender længere nede på listen, skyldes det især Ellen Trane Nørby, der faktisk indvarslede en lidt mere sober skolepolitisk linje i sin tid som undervisningsminister (bl.a. blev der åbnet op for mere valgfrihed og flere lokale løsninger). Dertil viste Venstre også en vis villighed til at lytte til fornuft i gymnasieforhandlingerne i 2016. Dansk Folkeparti er vanskelige at kategorisere, da partiet ikke rigtig har en gennemtænkt skolepolitik, men snarere synes at navigere fra sag til sag. Dog har Alex Ahrendtsen flere gange – især i Antorinis storhedstid – udfordret automatholdningerne på udmærket vis, og dette vidner i det mindste om et vist engagement.

Uden for kategori finder vi Socialdemokratiet og Nye borgelige. Socialdemokraterne kan ikke rigtig indplaceres på en skolepolitisk rangliste, da partiet i mange år slet ikke har ytret sig skolepolitisk. På både problematisk og pinlig vis har partiet forvekslet skolepolitik med finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik, hvilket især stod meget klart under Antorinis reformhærgen. Beklageligvis er dette stadig situationen i det ellers traditionelt vigtige parti i dansk skolehistorie. Partiets nuværende ordfører Anette Lind har endnu ikke ytret sig kvalificeret i et eneste skolepolitisk spørgsmål, og synes slet ikke at være klar over, hvad en skole i grunden er. Partiet Nye Borgelige har endnu ikke plads i Folketinget, men flere målinger har peget på, at de kan få det hen ad vejen. Ligesom hos Socialdemokratiet kan den skolepolitiske kvalitet her ikke vurderes, da partiet endnu ikke har ytret sig tilstrækkeligt sammenhængende herom.

Det var det. Nogle kan måske principielt finde det arrogant at vurdere en profession på denne måde, men jeg er ret sikker på, at flertallet af partierne på Christiansborg synes, at det er helt ok.

Referencer/ videre læsning:

Den samlede bearbejdning af ranglistens datagrundlag forefindes her: http://briandegnmaartensson.dk/bibliografi.html