Til kamp imod læringsuligheden!

Rådet for børns læring har under titlen ”Ny dagsorden for Danmarks dagtilbud - Sådan styrker vi kvaliteten for de 0-6-årige” udgivet nogle anbefalinger til landets pædagogiske elite (dem selv, deres venner og allierede). Det er jo heldigt, for så kan Stefan Hermann, Agi Csonka, Andreas Rasch-Christensen og rådets andre medlemmer henvise til dem selv, når de sammen med det øvrige pædagogiske oligarki skal finde løsninger for ”fremtidens dagtilbud” i diverse fora. Anbefalingerne flugter også ganske fint med Program for læringsledelses dagtilbudsdel, hvor Lars Qvortrup har svunget taktstokken.

Den nye skrivelse er spændende læsning. Overordnet minder den helt utrolig meget om de centrale tekster fra det hedengangne projekt Ny Nordisk Skole, men for syns skyld er der tilføjet nogle bemærkninger hist og her, der skal give indtryk af en kritisk grød og et ægte pædagogisk engagement. Fx skal der være gode normeringer i dagtilbuddene og børnene skal have det godt. Det er der nok ingen, der har noget imod. Læser man sig nærmere ind i teksten, kommer man dog hurtigt frem til det egentlige budskab: Der skal mere statslig styring og kontrol med området! Og der skal fokus på læring/ tilpasning! Det er kort fortalt det, der menes med rådets forslag til ”kvalitetsløft”. Det er skræmmende læsning! Her citeret fra forordet:

”Et sådant kvalitetsløft er bydende nødvendigt – og nødvendigt nu. Som det fremgår af teksten på de følgende sider, har vi i dag ikke en fælles systematisk viden om, hvilken kvalitet de 0-6-årige dagligt møder i de dagtilbud, som samfundet hvert år investerer cirka 30 milliarder kroner i. Vi ved efterhånden en del om, hvad kvalitet er. Vi ved også, at mange dagtilbud arbejder seriøst og godt med kvalitetsudvikling, men hvor mange de er, og hvor de befinder sig, ved vi ikke, og derfor kan vi heller ikke lære af dem. Hvad vi imidlertid ved er, at dagtilbuddene generelt ikke har mindsket læringsuligheden, det vil sige den systematiske ulighed i betingelser for at lære og udvikle sig, som er et resultat af, at børn fødes ind i familier med forskellig social baggrund. Alene denne konstatering burde være anledning nok til, at samfundets voksne beslutningstagere skærpede deres fokus og højnede deres ambitioner på de yngste medborgeres vegne.”

Hvordan kan rådet sige, at det efterhånden ”ved” en del om, ”hvad kvalitet er”? Er kvalitet i pædagogisk sammenhæng ikke primært et normativt spørgsmål, altså noget, der har med holdninger at gøre? Dernæst bekendtgøres det, at rådet også ”ved”, at mange institutioner gør det rigtig godt, men lige efter får den undrende læser så at vide, at rådet ikke har nogle eksempler herpå. Hvor ved de det så fra?

Noget andet, som rådet åbenbart ved, er, at det altoverskyggende formål med dagtilbud er at bryde den negative sociale arv. Faktisk synes dette formål at kunne overrule alt andet. Det kan undre, at rådet ikke tager konsekvensen fuldt ud, og stiller forslag om, at staten adopterer alle børn fra fødslen, således at forældrene elimineres som socialt skævvridende faktor. Hvorfor ikke? Trods den udprægede radikalitet i rådets anbefalinger, vil de ikke gå så vidt, og satser stadig på en gennemgribende kontrol og central styring – meget lig udviklingen i folkeskolen. Der skal være klare mål, ”kvalitetssikring” og bedre anvendelse af såkaldt ”solid forskning”. På side 5 øjnes den iltfattige pædagogiske tænkning ganske tydeligt:

”90 procent af landets 1-2-årige og 98 procent af de 3-5-årige er indskrevet i vuggestuer, børnehaver og dagpleje. Intentionerne bag lovgivningen på området er på mange måder ambitiøse. Vi bruger hvert år cirka 30 milliarder kroner på området – og al solid forskning viser, at dagtilbuddene har fundamental indflydelse på børns trivsel, læring og livsmuligheder. Det burde være et stærkt afsæt til at sikre landets børn gode og lige muligheder for at udvikle sig. Men paradokset viser sig, når man ser på, hvordan vi som samfund i praksis prioriterer og håndterer området: Der er ingen klare mål for dagtilbuddenes indhold og kvalitet, en høj andel af dagtilbuddenes personale er ufaglært, og vi har ikke noget overblik over den faktiske kvalitet i institutioner og dagpleje. På trods af de mange skåltaler om vigtigheden af tidlig indsats ser vi ikke denne viden omsat i reelle prioriteringer og ambitioner på sektorens vegne.”

Den store nyhed i skrivelsen er, at rådet reelt synes at have opgivet troen på både folkeskolen og folkeskolereformen, da denne ifølge rådet ikke løfte ambitionen om den totale lighed. I stedet må dagtilbuddene nu holde for i jagten på den totale lighed. På side 6 står der:

”Samtidig er der en stigende opmærksomhed på, at læringsuligheden – forskellen mellem, hvordan børn med forskellig social baggrund klarer sig i skolen – begynder tidligt og bider sig fast. Den mindskes ikke i dagtilbuddene. Og i skolen er det på mange punkter for sent at rette op på det kompetenceunderskud, som de ikke-privilegerede børn har udviklet i løbet af deres første leveår.”

Præcis som med folkeskolereformen formuleres tre overordnede mål, som rådet gerne så ført ud i livet (s. 7):

”1. Strategisk retning og tydelig opfølgning – gennem klare mål, indikatorer, der kan følges op på, og en sikker og brugbar viden om den faktiske kvalitet i de danske dagtilbud.

2. Et løft af de fagprofessionelles kompetencer – gennem fokus på læring i grunduddannelse, efteruddannelse og styrkelse af professionsfagligheden.

3. Bekæmpelse af læringsulighed – gennem en målrettet og tidlig indsats, som skal sikre alle børn lige muligheder.”

Altså tegnes der her konturerne af en slags folkeskolereform for dagtilbud. Er det ikke trist? Hvis man ikke har fået nok, kan man til slut fornøje sig med følgende sproglige perle:

”Der er således mange indlysende grunde til, at der bør sættes en ny og langt mere ambitiøs dagsorden for dagtilbuddene i Danmark. En dagsorden, der har til formål at styrke kvaliteten i den leg, læring og omsorg, de 0-6-årige skal møde i vuggestuer, dagpleje og børnehaver.”

Hvordan voksne menneskers ”dagsorden” skal og kan ”styrke kvaliteten” af børns leg er mig en gåde. Hvad mener de mon? Det får man intet svar på, og jeg tvivler stærkt på at rådets medlemmer selv ved det. Professionshøjskolen Metropol, hvor Stefan Hermann er rektor, udbød  engang et kursus, hvor man kunne lære om målstyret leg. Måske har det noget med det at gøre?

Det ser godt nok sort ud for vores yngste med-medarbejderborgere, hvis rådets medlemmer i deres andre funktioner vælger at støtte deres egen dagsorden.

For en god ordens skyld skal jeg sige, at jeg bestemt mener, at der bør gøres noget ved vores dagtilbud. Blot finder jeg det dybt problematisk, at det Orwelskklingende råd i store træk anbefaler at gentage fiaskoerne fra folkeskolereformen. Kunne vi ikke prøve noget andet? Bare til en afveksling? Fx at give pædagogerne mere frihed og mindre kontrol - kombineret med bedre normeringer. Hvad ville der så ske? Kunne det ikke være interessant at afprøve? 

Referencer:

Rådet for børns læring rapport om dagtilbud: http://www.børns-læring.dk/

Program for læringsledelse: http://laeringsledelse.dk/?page_id=999