Dorthe Staunæs som radikalt accepterende begrebseksperimentator

Professor MSO Dorthe Staunæs, der er ansat på Aarhus Universitet, har indsendt en formel klage over en kollega, nemlig lektor Thomas Aastrup Rømer. Sagen handler om en tekstanalyse, Thomas Aastrup Rømer har skrevet, og derfor er det på sin plads at lave en analyse af selve klageteksten også. Det vil jeg i kortform gøre her.

Først selve baggrunden for klagen, altså Rømers blog om neostrukturalismens tendens til radikal accept af skolereformen. Thomas Aastrup Rømers analyse er bygget meget traditionelt op med præsentationen af en hypotese, som derefter efterprøves tekstnært og struktureret. Rømer skriver:

”Her er en delrefleksion under et mere overordnet emne, som interesserer mig – nemlig spørgsmålet om, hvordan dansk Foucault-inspireret tænkning, den såkaldte neo-strukturalisme, som jo normalt opfatter sig selv som en kritisk bevægelse, er havnet i en situation, der ikke blot accepterer, men ligefrem radikaliserer accepten af den i forvejen radikale tænkning, som ligger i skolereformen.

En radikal neostrukturalistisk kritik af en smalt konciperet klassisk skoletænkning ender således med at blive en radikal forstærkende accept af skolereformens opgør med selvsamme og ligeså smalt konciperet skoletradition. Man forstærker faktisk opgøret med den pædagogiske tradition; et opgør, som allerede ligger i skolereformen. Kritik bliver lig med en form for radikaliseret accept.”

Herefter viser Rømer syv forhold i en tekst af Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær, der understøtter tesens gyldighed. Det er interessant og relevant, da det længe har været en gåde, hvorfor så mange post- og neostrukturalister i så stor stil lader sig indrullere i skolereformens kritikløse inerti. Det har Rømer undersøgt, og således står vi som samfund med et bud på en mulig forklaring. En traditionel akademisk praksis tilskriver nu, at andre forskere – evt. Dorthe Staunæs selv – kritiserer Rømers arbejde, hvorefter videnskaben kan bevæge sig fremad til almen gavn og oplysning. Måske tager Rømer fejl? Måske er der noget, der bør dokumenteres bedre eller nuanceres mere? Som sagt skete det ikke i dette tilfælde. I stedet skrev Staunæs en formel klage til universitetsledelsen, og denne ligger til alt held offentligt tilgængelig på Rømers hjemmeside. Først indleder Staunæs med det formelle:

”Kære Claus Holm og Johnny Laursen

Jeg vil hermed indgive en klage over min kollega Thomas Aastrup Rømer, ansat på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Campus Trøjbrog for chikane i det offentlige rum.

TAR har på en række virtuelle platforme herunder Facebook og folkeskolen.dk på uvederhæftig vis angrebet og tilsvinet senest mig og to af de forskere, jeg ofte skriver samme med, Helle Bjerg/UCC og Malou Juelskjær. Angrebene karikerer og forvrænger vores forskning og dens kundskabsambitioner. Der skelnes ikke imellem, hvad jeg og mine kolleger analytisk beskriver, og hvad jeg måtte have af meninger om samme. Der sker således et alvorligt kollaps mellem forskningsartikler og debatindlæg. TAR’s angreb er præget af manglende analytisk grundighed, af udeladelse og tilskrivelse af lyssky motiver. Hvis man gjorde sig den anstrengelse at læse mit forfatterskab og virke, men også bare grundigt læste den enkelte artikel, TAR skriver henover, ville man vide, at hans anklager og slutninger er helt ude i skoven. Jeg ved fra kolleger fra Trøjborg, at TAR har fået at vide, at han har misforstået og forvrænget vores tekster. Alligevel har han valgt at offentliggøre sine angreb på en offentlig platform, der læses af alle folkeskolens lærere, ledere og interessenter. Det virker ikke som om, der er gang i en akademisk dialog, men om en tilsværtning.”

Allerede her støder vi ind i flere problemer. I den Humboldt`ske universitetstradition er det netop forskernes vigtigste opgave at være uenige, og Thomas Aastrup Rømer passer altså sit job, når han trodser enighed og retter kritik af kollegers arbejde. Det er ikke til at sige, hvad Staunæs mere præcist mener med anklagerne i øvrigt, idet hun ikke dokumenterer sine påstande, og intet sted i Rømers tekst tilsvines der eller foretages uvederhæftige ting (forholder det sig modsat, burde Staunæs redegøre for det). Rømer analyserer, dokumenterer og fortolker – enhver kan vurdere hans udlægning og komme med faglige modsvar. Staunæs ytrer sig altså hinsides enhver form for god akademisk skik, og kalder en kollegas arbejde for uvederhæftigt (et meget stærkt ord, der kan få alvorlige konsekvenser i den akademiske verden!) uden at dokumentere sine påstande.

Staunæs` næste passage i klagebrevet er – i modsætning til den træge start – noget mere informativ:

”TAR’s angreb skal ses i forlængelse af årelange række angreb iværksat imod individuelle forskere indenfor bestemte forskningstraditioner (Jens Erik Kristensen, Lars-Henrik Schmidt, Lars Geer Hammershøj, Laura Louise Sarauw m.fl.). Især på DPU, men også blandt vores samarbejdspartnere på andre forskningsinstitutioner (Andreas Rasch-Christensen, Stefan Herman og tidligere på tidligere ansatte Heller Bjerg, Katja Brøgger og Lars Qvortrup). Angrebene har (ligesom det ovenfornævnte) karakter af udpegning, beklikning, motivjagt og forvrængning af enkeltpersoners faglige integritet og af angreb på institutionen Aarhus Universitet. Indlæggenes had synes automatisk at rette sig mod folk, der har markeret AU/IUP forskningsmæssigt og arbejdet for AU/IUP udadtil. Det skader os som enkeltindivider, hvis disse angreb fortsætter uantastet. Ligeledes skader det Aarhus Universitets ry og muligheder for at få opgaver, rådsposter, indflydelse og midler til institutionen og på anden vis gøre os gældende nationalt. Det vil gøre det gøre yderligere, hvis det får lov at fortsætte."

Her viser Staunæs med al tydelighed, hvad det hele handler om: Rømers faglige kritik, som hun ikke besvarer, er til gene for universitets omdømme og indtjeningsmuligheder, og kan forhindre toneangivende forskere i at deltage i populære råd, nævn, kommissioner osv. Aarhus Universitet er – på anden måde kan man simpelthen ikke forstå Staunæs – nemlig ikke længere et videnskabens sted, men et økonomiens sted. Hvor er det trist! Staunæs giver med sin klage til universitetsledelsen Rømer ret i, at hun har accepteret konkurrencestatens postdemokratiske totalitarisme, hvor man på et universitet kun bør drøfte, hvordan man bedst kan understøtte magthavernes prædefinerede dagsorden. Staunæs er altså radikalt accepterende, og eksperimenterer (for at bruge et pænt udtryk) grænseløst med betydningen af ord som ”akademisk” og ”universitet”. Staunæs afslutter klagen med det følgende:

"Endelig skaber den slags kollegial uansvarlighed og manglende forskningsetik røre indadtil i miljøet. Der er allerede i mit eget forskningsmiljø skabt uro og en stemning af udsathed. Enkeltpersoner og grupper spørger: ”Hvornår retter han skytset mod mig? Hvordan kan jeg gardere mig mod ubegrundede hadeindlæg og ubehagelige indlæg på konferencer? Skal jeg undgå at lægge mine powerpoints ud, når jeg har holdt oplæg?

Jeg håber, at I som ledelse vil tage hånd om denne sag. For min og mine kollegers skyld, men også for institutionens. Jeg har endvidere henvendt mig til fællestillidsrepræsentant, Charlotte Paludan, for at undersøge, om dette er en sag om digital, akademisk mobning.

Med venlig hilsen

Dorthe Staunæs, phd

Director of the research program on Organisation & Learning

Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)”

Staunæs` brug af ordet ”mobning” vil jeg af respekt for både hende og ordet ikke kommentere ret meget på, men blot påpege, at Rømer er en menig lektor uden indflydelsesrige poster i de politisk favoriserede fora. Han er uden magt og uden ret mange venner i de finere kredse. Derudover handler han alene i sin kritik af en artikel med to forfattere. Hvis Staunæs, der har højere rang end Rømer, føler sig decideret moppet, kan det være fordi, hun opfatter selve universitetets grundide (at kritisere offentligt fremførte antagelser offentligt) som et dysfunktionelt fællesskab. Og i så fald har hun - og andre, der ikke bryder sig om at få kritik - nok valgt det forkerte job. Måske eksperimenterer Staunæs bare med begrebet? Det er ikke til at vide. I hvert fald er der ikke meget i sagen, der kan kan retfærdiggøre en brug af definitioner fra hverken ældre eller nyere mobbeparadigmer.

Selv om Staunæs med sin klage ikke på traditionel vis bidrager til en god, oplyst samtale om et for samtiden afgørende spørgsmål, har hun alligevel bidraget til den offentlige oplysning. Rømer fremsatte en tese, kom med nogle argumenter, og efterlod det hele til videre offentlig drøftelse. Staunæs viste med sine handlinger, at Rømer grundlæggende har ret i, at megen neostrukturalistisk inspireret forskning radikalt accepterer konkurrencestatens iskolde logik. Så blev vi da lidt klogere alle sammen. Fremtiden synes jeg ser mere dyster ud. Kan man regne med, at der er frihed til at tænke og tale på Aarhus Universitet, når det åbenbart er blevet dagligdag at klage som Staunæs gør (det er tredje gang Rømer udsættes for den slags)?

Næste gang jeg læser en tekst, der er skrevet af en forsker fra Aarhus Universitet, tror jeg ikke, at jeg kan lade være med at spørge mig selv: Gad vide, hvad forfatteren ville skrive, hvis vedkommende kunne tale frit, og ikke skulle bekymre sig om potentielle klager, driftsøkonomi, rådsposter og afsætningsmuligheder?

Referencer:

Rømers analyse af Staunæs`og Juelskjærs tekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/danske-paedagogiske-tekster-1-dorthe-staunaes-opgoer-med-den-paedagogiske-tradition.html

Staunæs`klage med kommentarer af Rømer: http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had-og-tilsvining-og-forsoeg-paa-administrativ-intimidering-pga-faglig-kritik-og-debat.html