Flere tanker om en ny læreruddannelse

Faste læsere vil vide, at jeg tidligere har forsøgt at sætte skub i debatten om en styrket læreruddannelse. Som det var ønsket, har mit initiativ igangsat en herlig og engageret debat både her og på facebook. Den vil jeg nu kommentere lidt på, og bruge som afsæt for en videre ideudvikling.

Mit oprindelige udkast en ny fagrække var som følger:

1. år: Dansk skolehistorie, pædagogik, kristendom/ livsoplysning, praktik, kurser i folkeskolens timeløse fag, samt korte introduktioner til alle folkeskolens skemafag.

2. år: Linjefag a (fuld tid i et helt år, måske indeholdende en uges praktik med fokus på undervisning i faget)

3. år: Linjefag b (- do-)

4. år: Linjefag c (- do-)

5. år: 3 måneders praktik, 3 måneder højskole/specialisering, samt 6 måneders specialeskrivning.

Derudover beskrev jeg, at uddannelsen skal være indholdsstyret, og at der skal være morgensang hver dag igennem hele uddannelsen, samt et foredrag med diverse samfundsaktører (fx en politiker, romanforfatter, en smed, en dagplejer, en journalist osv.) hver måned. Læringsmålstyring og instrumentalisme skal være fortid på læreruddannelsen.

Ikke uventet har de stærkeste reaktioner på forslaget omhandlet fraværet af psykologi og didaktik. Kan man virkelig undvære disse fag? Faktisk er det sådan, at fagene har været demonteret længe, og kun forefindes i nogle ret problematiske afskygninger. Derudover har fagene – og særligt de dele, der er bevaret i den nuværende læreruddannelse – i årevis skævvredet læreruddannelsen i en pseudoteoretisk retning. Fagene har teknificeret undervisningens møde i læringstile, læringssyn, modeller og jeg-skal-komme-efter-dig. Det er vi nødt til at gøre op med.

Dog vil jeg komme kritikken af psykologiens og didaktikkens fravær i møde på to punkter: 1) Det er beklageligt, at vi er et sted, hvor vi er nødt til at give psykologi og didaktik en pause. Ideelt burde læreruddannelsen være så pædagogisk og fagligt stærk, at fagenes skævvridning ikke ville gøre nogen skade. Måske kan fagene i stedet bruge pausen til at genfinde sig selv? 2) Psykologiske og didaktiske spørgsmål kan i mit forslag sagtens blive behandlet i faget om skolehistorie og i faget pædagogik, hvor det måtte vise sig relevant. Her ville det så foregå på pædagogikkens pæmisser, hvilket jo er hele ideen i en læreruddannelse.

En anden hyppig indvending til mit forslag om en ny læreruddannelse går på placeringen af de fag, der omhandler idehistoriske, pædagogiske og skolehistoriske spørgsmål: Hvorfor ligger de på første år, og vil det ikke betyde, at de færdiguddannede lærere kun har en vag erindring herom? Det er en korrekt indvending, og jeg vil mene, at man med rette kunne se på, om man kunne bytte nogle elementer ud mellem 1. og 5. år. Alternativt kan man forkorte 5. års-praktikken med en måned til fordel for et pædagogisk-etisk modul.

Sluttelig har forholdet mellem teori og praksis været diskuteret. Her mener jeg, at læreruddannelsen skal adskille tingene mest muligt – således, at de frit kan samle sig igen hos den studerende. Når der på læreruddannelsen fx undervises i faget matematik, skal der undervises i netop dette – matematikken som smuk og righoldig kulturel tradition. Den nyuddannede matematiklærer skal ikke være "matemik-lærings-ekspert", men en lærer, der er matematikekspert. Lærer bliver man ved at kende sit fag, samt ved at have læst, tænkt og talt om vores kulturelt overleverede pædagogiske diskussioner. Selvsagt skal man også være et menneske, der er rundet af kultur i almindelighed. Alt dette er i høj grad adskilt fra en konkret skoles praksis – selv om det naturligvis hele tiden handler om det, der foregår i praksis. Når man kommer i mesterlære-praktik eller i job, så ER man i praksis, og her skal man som vidende fagperson så forholde sig til den levede, kropslige virkelighed med de kundskaber, man har erhvervet sig. Således foregår syntesen mellem teori og praksis inden i den studerende/ læreren, og bliver langt stærkere end den nogensinde ville kunne blive i en pseudo-kobling mellem en pseudo-teori og en pseudo-praksis (som tilfældet er nu). Syntesen vil stadig være en langsommelig proces, men den vil blive mere ægte.

Det var så det for denne gang. Tak til de mange, der forskellige steder har kommenteret på det første forslag. Kom gerne med flere kommentarer, og meget gerne med spændstig kritik. Det er vigtige sager, det her!

Første indlæg: https://www.folkeskolen.dk/610294/nogle-tanker-om-en-ny-laereruddannelse