Nogle tanker om en ny læreruddannelse

Som man kan læse om mange steder, har vi i Danmark store problemer med vores læreruddannelse. Censorer beretter kontinuerligt om faglige forringelser, undervisningstiden er næsten halveret for nogle linjefag i forhold til tidligere tider, undervisernes forberedelsestid er beskåret, læringsmålsideologiens indtog har yderligere svækket det faglige niveau, og generelt har sektoren lidt stærkt under den tiltagende djøfficering af samfundet i almindelighed.

Da Folketinget i 2012 indgik aftale om det, der af mange kaldes ”Jens Rasmussens reform” (efter den noget ekstreme professor, der næsten egenhændigt formulerede indholdet), lød der fra fagfolk og iagttagere højlydte protester. Reformen var ifølge sagkundskaben et direkte angreb på dansk pædagogik, og meget tydede også på, at mange politikere havde været udsat for vildledning – fx troede daværende minister Morten Østergaard, at man med reformen styrkede den almene dannelse, på trods af, at kernen i ændringerne var et opgør med hele vores dannelsestradition.

Jeg er klar over, at der for tiden nok ikke er politisk mod til at lave en ny reform af læreruddannelsen, men alligevel er vi nok nødt til at gøre noget. Til en start kunne vi debattere, hvordan en ny af slagsen kunne se ud. Herefter kan det jo være, at der på Christiansborg er stemning for at tage ansvar.

I mine øjne bør en fagrække for en styrket læreruddannelse se nogenlunde ud som følger:

1. år: Dansk skolehistorie, pædagogik, kristendom/ livsoplysning, praktik, kurser i folkeskolens timeløse fag, samt korte introduktioner til alle folkeskolens skemafag.

2. år: Linjefag a (fuld tid i et helt år, måske indeholdende en uges praktik med fokus på undervisning i faget)

3 år: Linjefag b (- do-)

4 år: Linjefag c (- do-)

5 år: 3 måneders praktik, 3 måneders selvvalgt højskoleophold/ specialisering på et UC eller universitet, samt 6 måneders specialeskrivning.

Uddannelses skal være indholdsstyret, dvs. at man udvælger noget at være sammen om (fx vigtige emner eller værker), hvorefter undervisere og studerende arbejder med dette. Dertil er undervisningen primært bagudskuende, således at man koncentrere sig om værdifulde erfaringer, vi kulturelt har gjort os de sidste par tusinde år (det er jo også det, man bør undervise i folkeskolen – fx matematik, fysik, litteratur osv.). Det er på den baggrund oplagt også at tale om, hvordan man mon kan undervise i dag og i morgen, men først og fremmest skal man jo have en indsigt i det historisk frembragte indhold, undervisningen skal handle om. Endvidere er der mødepligt og eksamen i alle fag. 

Til forskel fra tidligere uddannelser, er det måske bemærkelsesværdigt, at fx psykologi og didaktik er gledet helt ud, men jeg kunne ikke rigtig se behovet for dem. Alle praktikker skal have karakter af mesterlære, hvor de studerende arbejder sammen med erfarne lærere. Herved får de en god introduktion til basal undervisningsplanlægning (hvis skolen ellers er ordentlig). Psykologi betyder direkte oversat ”læren om sjælen”, og det er sådan set i en skoleoptik dækket meget bedre ind i pædagogik og kristendom/livsoplysning. Ud med læringsteori, diagnoser og systemisk dans på stedet! Ind med faglighed og etik!

Afgørende nyt er det også, at de studerende får et helt års undervisning i tre linjefag, samt at de får et femte år med praktik, selvvalgt semester og et regulært speciale.

Til slut: Naturligvis er der morgensang hver dag igennem hele uddannelsen, samt et foredrag med diverse samfundsaktører (fx en politiker, en romanforfatter, en smed, en dagplejer, en journalist osv.) hver måned.

Det var det.