Blog

Blomsterhånd - træning af det indre ur

Hvordan påvirker elevernes ”indre ur” mon deres skoledag

Offentliggjort Sidst opdateret

En lille pædagogisk øvelse – en iagttagelse – et par refleksive spørgsmål.

Laver indimellem en bestemt lille øvelse/leg med de elever, der kommer på besøg i Det Skæve Rum. Kalder øvelsen Blomsterhånd.

Øvelsen er enkel, med lukkede øjne skal eleverne/deltagerne på et minut (tiden kan veksle) langsomt åbne en knyttet hånd, lidt som en blomst, der springer ud eller åbner sig. Fortæller eleverne, at øvelsen går ud på ”lege” med deres indre ur, hvor god er jeg til at fornemme, den tid, fællesskabet har bestemt, et minut er?

Lærelyst

Lærelyst er omdrejningspunkt for indlæggene på denne blog. Hvordan får vi skabt undervisning/læremiljø, hvor eleverne/de studerende arbejder hårdt og intensivt og samtidigt føler det meningsfuldt og rart? I Det Skæve Rum (mit laboratorium) eksperimenterer jeg med lære- og undervisningsmetode. Resultater og erfaringer fra disse eksperimenter er bloggens kerne. Er ved at udvikle en ny pædagogisk retning ”Svært-pædagogikken”, som indeholder nogle helt essentielle svar på dét at skabe lærelyst. Hedder Carsten Hermansen, arbejder på en alm. folkeskole, men ansat i en ramme (tidsramme) med plads til at arbejde undersøgende og eksperimenterende.

Har eleverne til at stå i rundkreds, se billedet, hvilket gør det let at observere, hvornår hver deltager synes, der er gået et minut. Det overrasker hver gang, hvor forskelligt eleverne fornemmer tid. Nogle elever står med strakte fingre allerede efter 10 sekunder, mens andre elever først har deres hånd halvt ”udfoldet” når minutsignalet lyder.

I alle klasser er der en betydelig spredning i, hvordan eleverne føler/fornemmer tid.
Hvis man skal ”vente” 50 sekunder på et minut, hvordan føles det mon så, at sidde 45 minutter på ”sin” plads?

Hvordan påvirker elevernes ”indre ur” mon deres skoledag, ja hele deres dagligdag?

Er det et vigtigt element i vores arbejde med eleverne?

Er det vigtigt at træne/lege med vores indre ure?