Lærelyst
Blog
Vygotsky og eleven
Svært-pædagogikken er et pædagogisk sammenkog af ingredienserne bag "deliberate practise" og ”den nærmeste udviklingszone”. Resultatet er læringsbevidste fokuserede elever.
Svært-pædagogikken har suget substans hos flere teoretikere
I første omgang fra Anders Ericsson
Begrebet ” ”deliberate practise”, udviklet af den svenske psykolog, Anders Ericsson, har været en afgørende inspirationskilde i udviklingen af Svært-pædagogikken. En særlig trænings/læringsform, som jeg i min oversættelse kalder for ”bevidst fokuseret træning/læring”. En læringsform, hvor man bevidst vælger at arbejde fokuseret med det læringsstof, man har svært ved.
og fra Lev Vygotsky
Russisk psykolog og læringsteoretiker. I lærings-sammenhænge er han mest kendt for sine tanker/teorier om ”den nærmeste udviklingszone” Det synes teoretisk naturligt, at ”svært-ved” og ”den nærmeste læringszone” må berøre/handle om det samme læringsfelt. ”Svært-ved” indeholder et reflektionskrav til den lærende, hvilket jeg synes er den væsentligste forskel.
Den lærende skal ifølge Svært-pædagogikken selv være med til at fastholde sine aktiviteter i ”svært-ved feltet”. Dette er ikke en medfødt kompetence, men noget der skal læres. Denne kompetence er Svært-pædagogikkens ”nerve”. De yngste/nye elever får eksempelvis dét delansvar, at de skal fortælle, når noget er let. At arbejde med det man har let ved, er grundlæggende tidsspilde og tegn på at der ikke bliver undervisningsdifferentieret.
”Let-ved” vil altid være et godt pejlemærke for, om eleven arbejder med det forkerte/rigtige.
Jeg vil påstå, at man som underviser skal sidde 1 til 1 med en elev for at "fornemme" dennes nærmeste læringszone. En umulig opgave med en hel klasse uden elevernes hjælp. Vi skal derfor, gennem hele skolelivet, gøre en særlig indsats for at få eleverne til at reflektere over deres egen læring og herigennem, med tiden, danne en personlig læringsbevidsthed. Et meta-læringsniveau, som kan hjælpe med at fastholde sig i "den nærmeste udviklingszone"
