Inklusion af bonusbørn

Inden jul blev jeg interviewet af en journalist fra Politiken om, hvorvidt bedsteforældre og andre familiemedlemmer må gøre forskel på biologiske børn og bonusbørn. Et af mine budskaber i den sammenhæng er, at resten af familien omkring en sammenbragt familie får nemmere ved – eller inspireres til – at bakke op om, at der ikke gøres forskel; når de nærmeste voksne omkring barnet går forrest. (For min søns og bonussøns vedkommende tror jeg, at det hurtigt gav sig selv for den ydre familie og venner med flere, at der ikke skulle gøres forskel på de to drenge; når nu bedsteforældre, mostre, farbrødre osv. viste vejen.)

Jeg har ikke tidligere konkret tænkt over, at de voksne samtidig er tydelige forbilleder for børnene i familien. Før jeg læste min datters skoleopgave, en nytårstale:

»Der er sket mange gode ting i 2018 for mig og min familie i år. Jeg og min familie har personligt fået en ny norsk kusine hvilket jeg er rigtig glad for.«

De voksne i vores familie har ikke omtalt ’det nye familiemedlem’ som kusine. Men fra en 9-årigs perspektiv må det åbenbart være at betragte som en kusine, når nu hun i forvejen har (biologiske) fætre.

Ganske enkelt resonerer jeg, at det falder lige for, at børn betragter nye familiemedlemmer som ligeværdige med de eksisterende, når resten af familien også gør det.

Til kritikkerne – for der er mange meninger om temaet – og det forstår jeg godt: Så er jeg med på, at der er forskellige relationer, og man skal ikke forcere og presse nære relationer ned over hverken bonusbørn, bonusbedsteforældre eller andre.

Uanset fik jeg en aha-oplevelse, da jeg læste min datters nytårstale – og straks skrev jeg selvfølgelig til min søster og hendes kæreste, at hans datter er mere end ’officielt’ budt velkommen i familien :-)

Jeg ved, fra nogle af de samtaler jeg har med elever, at bonusbørn nogle gange føler sig ’udenfor’ og ikke lige så vigtige som de andre børn i den familie, de bliver en del af – selv efter mange år. Børnene har jo ikke bedt om at få nye familierelationer! Så det kan være en hjælp, når så vidt muligt alle de voksne i den nye familie er opmærksomme på tænkningen og retorikken omkring de nye familieforhold.

Selv om dette oplæg primært er rettet mod sammenbragte familier, og ikke blot den nærmeste – så synes jeg, det giver anledning til en opmærksomhed på, hvordan vi også i skolen spørger til og taler om elevernes familieforhold …