BLOG

Empty article - Subtitle

En lærers MINDRE input – af STOR betydning

Midt i en dyster tid efter en skilsmisse kan det lysne: Når en lærer op-lyser det, som fungerer

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældre gør sig som oftest mange bekymringer om, hvordan deres barn klarer sig i forbindelse med familiens brud. Bekymringerne for børnene tynger forældrene yderligere – oven i egen sorg over den tabte familie og alt muligt andet.

Jo bedre de voksne har det, jo bedre har børnene det

Når forældres spekulationer afhjælpes, kommer det børnene direkte til gavn. I en svær tid kan det derfor være en stor hjælp, når forældre lettes for nogle af de tanker, som tynger.

Følgende er hentet direkte fra en beskrivelse af, hvordan en mor kan føle sig enormt hjulpet – med så lille en bedrift … som fik så stor en betydning:

Et til to år efter jeg var flyttet, skulle Emil og de andre børn i børnehaven tegne sig selv. En af pædagogerne havde fulgt Emil siden bruddet og kendte lidt til Emils fars og mit samarbejde. Hun vidste, at vi havde gjort os mange overvejelser om, hvordan Emil havde det med den nye familiesituation. Hun tog mig med ud i fællesrummet, hvor børnenes tegninger hang. Hun viste mig Emils selvportræt og konstaterede, at vi ikke behøvede at bekymre os for, om han havde det godt. Han havde fyldt hele det store papir ud med sin krop og et stort hoved med en meget smilende mund. Det var en lille og kortvarig gerning fra hendes side af – og samtidig så stor og langsigtet en gerning. Som nyskilt mor gjorde jeg mig mange tanker om, hvad min søns nye livsvilkår betød for ham. Det betød derfor enormt meget for mig at få sådan en positiv og beroligende besked. Når jeg i årene efter kunne mærke mig selv blive i tvivl om, hvorvidt det hele nu var ok for Emil, huskede jeg ofte mig selv på hans selvportræt, og hvad pædagogen havde sagt.

Det behøver blot at være en kort bemærkning i forbifarten eller en kort mail på intra: hvor læreren eller pædagogen nævner det, som skolen oplever, går godt for barnet

Det er ikke ensbetydende med, at vanskelighederne negligeres. Måske der også er behov for at nævne det, som ikke fungerer for barnet, hvilket jeg har skrevet om i flere af mine blogindlæg.

Uanset kan der bare være tale om meldinger som:

  • ”I øjeblikket leger Julie rigtig godt med Laura. Det virker som om, Julie finder en ro sammen med Laura.”
  • ”Selv om Mathias har været trist, kan man mærke på ham, at han får det bedre og bedre.”
  • ”Vi er ikke bekymrede for, at Tobias nok skal komme godt igennem. Vi kan mærke, at jeres gode samarbejde har positiv betydning for hans trivsel.”

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt …” (K.E. Løgstrup)