»Hun brød helt sammen og har brug for nogen at tale med.« (Den nogen er måske dig som lærer :-)

”Det er nok bedst, at en psykolog eller lignende taler med barnet. For hvad nu hvis vi får åbnet op for noget, som vi ikke kan lukke ned for?”

Det enkle svar er, at der ikke er lukket ned for alle følelserne inden i barnet. Følelserne bliver blot synlige for omverdenen, når for eksempel en lærer med sit nærvær og tilpas god tid lægger ører til.

Som regel er det en befrielse for barnet at få ’læsset’ sit indre kaos af. – Som flere børn har sagt til mig, når de har fortalt om det virvar af tanker og oplevelser, de har båret rundt på: Så er det en stor lettelse at få dem ud af maven og hovedet.

• Når eleven har fået fortalt, hvordan verden ser ud ’indefra’, kan det være tilstrækkeligt i sig selv.  
• Hvis der viser sig at være behov for flere samtaler eller konkret handling; så er første skridt taget på vejen til at få hjulpet eleven.

Alternativet er, at ’nogen’ ikke får talt med barnet – Og at eleven dermed forbliver alene med sine følelser. I øvrigt er der mange børn, som ikke umiddelbart har lyst til at tale med ’fremmede’, de ikke kender. Det er noget helt andet at få en snak med sin lærer.

”Hvad er det værste, der kan ske, hvis eleven bryder sammen?”

Måske at barnet bliver vældig ked af det. Men eleven er allerede ked af det – bare inden i. Nu bliver der mulighed for at handle på barnets situation. Og eleven bliver måske ligefrem helt lettet og har ikke brug for anden handling.

… Det var præcist det, der skete, da en lærer for nogle uger siden fortalte mig, at hun havde talt med Katrine i 5. klasse, som var brudt helt sammen. Katrine havde grædt og grædt og havde fortalt om rigtig svære oplevelser i forbindelse med savnet af sin far, som for tiden er meget fraværende i Katrines liv. Katrine har været vant til at være hos sin far en stor del af tiden. Læreren havde derfor aftalt med Katrine og hendes mor (som har fuld forældremyndighed), at jeg skulle have nogle samtaler med Katrine.

Katrine og jeg talte en enkelt gang sammen, hvor hun – i stedet for savnet og fraværet af sin far – havde mere brug for at tale om noget omkring sin mor. Vi aftalte derfor at invitere Katrines mor med til en fælles samtale. Da mor, datter og jeg mødtes nogle uger senere, kunne de begge fortælle, hvor godt Katrine havde fået det, og de tænkte begge, det skyldtes, at Katrine havde fået delt alle sine bekymringer omkring sin far med sin lærer. Katrine havde gået og holdt på sig selv i skolen, og nu var det bare en enorm lettelse, at hendes lærer vidste, hvor svært hun faktisk havde gået og haft det. Katrine var blomstret op – både hjemme og i skolen.

=> Så det var ikke min samtale med Katrine, som hjalp hende videre … Det var samtalen, hun havde haft med sin lærer …