Café Stiften og de 10 grundlæggende dynamikker i skolen

Hvis man ser bort fra undervisningsminister Ellen Trane Nørbys lille indledningsclipsmikrofonstunt, var der ikke megen sjov ved Fyens Stiftstidendes debatmøde i Odense om folkeskolen torsdag den 7. april 2016.  

Var der så ægte alvor da? Tjoe, nok mest den form for alvor, der handler om rituelle politiske markeringer og alvorstunge miner.  Forståeligt, for der er meget på spil.

I panelet var ledernes Claus Hjortdal, lærernes Anders Bondo og pædagogernes faglige sekretær på Fyn, Lars Søgaard Jensen. Desuden lærer Mette Skov, pædagog Rikke Smedegaard og skoleleder Carsten Højgaard fra Birkhovedskolen i Nyborg.  

Debatten handlede fint nok om læringsmålstyring, inklusion, samarbejdet mellem lærere og pædagoger, lektieordninger, bevægelse i undervisningen etc.  Der kan altid findes eksempler på, at tingene fungerer godt eller skidt på forskellige skoler, og man kan altid finde tal, der sandsynliggør et synspunkt. 

Men det rykker ikke rigtigt.

Heller ikke, når undervisningsministeren og skoleledernes repræsentanter - såmænd også nogle lærere - hult prøver at puste varm luft i en fiktiv positivitetsboble. Hold nu op.

Hvad er det, der rykker?  Det er tilliden og respekten for lærernes faglighed (undskyld, pædagoger, men hvis I underviser, er I også lærere)!  Er den genopbygget?  Ikke nær i tilstrækkelig grad!  Fromme krav om at man ikke må kritisere folkeskolereformen, tale den ned, nejhat og så videre gør det ikke. Tværtimod.  Der må tales om de egentlige problemer.  Som for eksempel at lærerne har fået 30% mere undervisning og væsentligt flere opgaver, mens der er 14% færre lærere til at løse opgaverne.

Rådkvinde Susanne Crawley forsøgte sig på mødet med et umotiveret angreb på lærernes formand, Anders Bondo, som hun angiveligt følte sig provokeret af.  Med hvad, han havde provokeret med, forblev en gåde. Måske fordi han tillod sig at gøre opmærksom på den reale verden.  Lærernes formand må stå model til meget.  Visse opinionsdannere forsøger at fremmane et billede af lærernes formand som en leder, der er isoleret fra medlemmerne.  Det holder ikke.  Få faglige ledere har så stor medlemsopbakning som Anders Bondo.  Han er lærerne.  

DE GRUNDLÆGGENDE DYNAMIKKER

Det afgørende for vurderingen af skolereformen er imidlertid de grundlæggende dynamikker.  Hvad er det for dynamikker, som reformen og tjenestidsovergrebet i 2013 satte i gang eller fremmede? 

Netop dét satte lærer og tillidsrepræsentant, Margrete Wendel-Hansen fra Skt. Klemensskolen fingeren på.  I et indlæg sagde hun, at det største problem var, at lærerne havde for lidt indflydelse på deres dagligdag.  Det er væsentligt og en overordnet svaghed i systemet. Uden lærernes engagement er skolen intet. Det kan ikke erstattes af deres overlevelseskraft.  

En anden dynamik, der er sat i gang er, at prøver, test, spørgeskemaer målstyring og målinger af enhver slags fremmer en tilstand, hvor overfladiske og tvivlsomme kvantitative resultater er styrende for, hvad der sker i skolen. Det underminerer den dialogiske undervisning, fortællingen, fantasien, det musiske.

En tredje dynamik er, at indholdet i skolen nedprioriteres til fordel for en abstrakt ide om at lære at lære.  Eleverne skal da lære noget!  Dekanen for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har udtrykt det sådan: ”Vi går fra indhold til læring”.  It-redskaber risikerer at blive et mål i sig selv, fordi det er redskabet par exellence til ”at lære at lære”. Er det ligegyldigt, hvad de lærer?

Konkurrence mellem eleverne er en fjerde dynamik, som er usund. Den kan motivere de dygtige, men slukker lyset for andre.

En femte dynamik er en økonomisk og fagligt svag inklusionsbestræbelse, der sætter lærernes i forvejen skrøbelige autoritet og styrekraft på skæbnessvangre prøver, skaber uro i elevgeledderne og utryghed for mange elever med særlige behov.  

En sjette dynamik er misforholdet mellem krav og ressourcer. Lærerne føler ikke, de kan leve op til deres egne idealer og gøre deres arbejde fagligt forsvarligt. Det skaber dårlig trivsel og stress.

En syvende dynamik er den kunstigt fremmede adskillelse af lærerkompetencer og pædagogkompetencer.  Elevernes trivsel kan ikke outsources til pædagogerne, uden at det går ud over lærernes autoritet og styrekraft.  Relationen til eleverne er det eneste, lærerne har at holde i.  Autoriteten skabes ikke alene gennem faglighed, men i lige så høj grad gennem relationsarbejdet. 

En ottende dynamik er, at lærernes metodefrihed, som i hvert fald siden 1900 har været en erkendt nødvendighed i skolen, fordi både lærere og elever er forskelligartede individer, presses ud over kanten af kommunale krav og kommercielle koncepter.

En niende dynamik er, at skolelederne (eller som de lidt nedladende i forvaltningen kaldes: ”niveau 3 ledere”) har fået mindre at lede, fordi Børn- og ungeforvaltningerne kræver mere og mere som følge af, at de er blevet manuduceret af KL-konsulentskabet og møder politiske krav. Derfor leder de, hvad de kan lede på et lavere detaljeniveau, mens hardhitterne i forvaltningerne siger ”fantastisk” og ”verdensklasse” og ”vi er stolte”, mens de holder kæppen højt.

En tiende dynamik er, at lederne pukker mere og mere på lærerne – både med hensyn til resultater og med krav om, at de ikke må være kritiske.  Vi taler ellers her om en grundlæggende demokratisk styrke, der har haft nationsbærende karakter og været objekt for international beundring, men som for tiden er nødlidende. 

Selvfølgelig er der undtagelser.  Selvfølgelig er der ledere, der formår at skabe en modvægt til disse reformindfødte dynamikker, og hurra for dem.  Virkelig. De er hverdagshelte. Men de kæmper mod vejrmøller, og der bliver færre og færre af dem.  Flere og flere retter ind efter det værditomme teknokrati.  Ellers mister de jobbet.  Og selvfølgelig er der lærere og pædagoger, der gør alt for at få hverdagen til at hænge sammen i kærlighed til børnene, de unge og folkeskolens ide.  Lærere og pædagoger er et blødt folkefærd, og de kan ikke lade stå til.  Men de kæmper mod vejrmøller, og der bliver færre og færre.  Bare se på optaget til læreruddannelserne.

Så når undervisningsminister Trane Nørby, skolepolitikere, skoleforvaltere og skoleledere pukker på lærerne for at de skal komme op af skyttegraven, så glemmer de for det første, hvem der startede konflikten, som en ledende arbejdsmarkedsforsker kaldte for ”en voldtægt”, for det andet at lærerne bliver holdt dernede af konfliktens befalingsmænd og for det tredje, at det er Davids kamp mod Goliath.

Problemet for den offentlige debat om skolen er, at de grundlæggende dynamikker bevæger sig, de er historiske, og man skal være i skolen for at mærke dem.  Dem mærker økonomerne, juristerne og polit’erne, der styrer skolen, ikke. Dem mærker akademikerne og forskerne heller ikke.  De har af gode grunde ikke føling med eleverne, med lærerne og med skolens grundlæggende dynamikker. Desuden er det lykkedes at skabe så megen mistillid til lærerne og den praktiske fornuft, at styringsregimet ikke finder det nødvendigt i nævneværdig grad at lytte til dens stemme.

Vejen frem for folkeskolen er, at de ansvarlige giver lærerne en regulær undskyldning for overgrebet i 2013, at de på kort sigt udbedrer skaderne efter en overstyret og underfinansieret skolereform og arbejdstidslov og for det tredje etablerer et bredt funderet nationalt råd med repræsentanter for både den akademiske, den æstetiske, den etiske og den praktiske fornuft, med henblik på at tage nye, friske, grundlæggende drøftelser af,  1) hvad samfundet vil med skolen, 2) hvilken struktur og organisation, der vil fremme den gode undervisning?  3)  hvordan man bedst muligt udfolder elevernes individuelle potentialer?  4) hvordan fællesskabsånd, global forståelse, ansvarlighed, sociale færdigheder, kreativitet og selvvirksomhed fremmes i skolen?

Så har vi måske et godt funderet grundlag for en kulturel og demokratisk genforankring af en kundskabsorienteret, musisk folkeskole om fem år.  Det er mit håb. Ellers ser det skidt ud.  Så er vejen banet for det lidenskabsløse teknokrati og den eksistentielle tomhed eller den kaotiske intolerance og ragen til sig.