Konsultation, kaos, kærlighed og omsorg

Da jeg startede som klasselærerlærer i en specialklasse i 1991, anede jeg ingenting om de elever, jeg skulle undervise. Jeg vidste bare, at de skulle lære at læse og skrive og regne, og at de alle sammen havde svært ved det. Rita kunne ikke sige R, Helles mor drak, Emil var hjerneskadet og Güldens forældre var fra Tyrkiet. Konsulenten var meget venlig; registrerede eleverne og tog læseprøver, og psykologen testede med WISC.  Min kollega Birgitte og jeg forsøgte at holde styr på det hele - ikke mindst på Mike, som vi ind i mellem måtte fastholde, indtil han var for stor til det, og vi måtte lade ham udleve sit kaos, som så også blev til vores. Dengang ville jeg gerne have læst Helle Overballe Mogensens artikel om vredeshåndtering, modtaget kollegial supervision og måske lært at give den, som Ditte Dalum Christoffersen skiver om i sin artikel og deltaget i et kompetenceudviklingsforløb, men ikke så topstyret som dét, Anne Søndberg m.fl. har studeret i Århus kommune. Jeg ville også meget gerne have mødt en reflekterende og alsidig pædagogisk psykologisk rådgivning med både konsultative og individuelle tilgange. Processen fra individuelle tilgange henover konsultative metoder frem til et nyt og mere praksisfunderet og nuanceret PPR-arbejde kommer Rasmus Alenkær ind på sin artikel "Konsultation eller kaos".  Som PPR-medarbejder har jeg fulgt den udvikling, som Alenkær beskriver, og ved, at vi kan rigtig meget i PPR, ikke mindst agere i yderst  komplicerede  sociale processer. Men vi kan blive bedre, især tror jeg til at være professionelt kærlige og omsorgsfulde, midt i krydsfeltet mellem det konsultative og det individuelle i en pædagogisk virkelighed, hvor verden kan opleves kaotisk.

Alekær afslutter sin artikel således:

"Med denne artikel er det mit ønske, at den konsultative bølges efterdønninger tages op til kritisk overvejelse, og at en bredere, konsultativ tilgang til arbejdet i grundskolen udvikles. Jeg ser fortsat PPR som en primær aktør i fx. kaos-i-klassen-konsulentopgaver, men samtidig ved jeg udmærket godt, at den slags koster penge, at der ofte er lavvande i kassen, og at der er mange andre opgaver, der også skal løses.

Et ønskescenarie ville alligevel være, at der blev uddannet flere psykologer med pædagogiske konsulentkompetencer, og/eller at der blev ansat et antal pædagogiske konsulenter med speciale i undervisningsadfærd og -trivsel. Dernæst kunne jeg ønske mig, at alle kommuner havde en formel strategi for interventioner, der relaterer sig til grupper og klasser, og at der var økonomisk råderum til at følge disse interventioner til dørs, når det er nødvendigt. Man har jo altid lov til at ønske."

Rigtig god læselyst

Mette Friderichsen

Ansvarshavende redaktør