Det var dejligt at have fri!

Specialpædagogikken vedrører bl.a. de skoler, som specialklasseelever og inkluderede elever er en del af. Disse elever har lidt under manglende tiltag mens lockouten stod på. De og deres forældre er glade for at hverdagen er genoprettet, og mange lærere er lige nu er i fuld gang med at genopbygge de nødvendige pædagogiske rammer for dem og deres kammerater. Vi ønsker rigtig god arbejdslyst til dette genopretningsarbejde, som vi ved, er krævende og stadig foregår, selv her 14 dage efter lockoutens afslutning.

Vi ønsker, som tidsskrift at formidle viden og debat om specialpædagogik og inklusion, og det vil vi gøre uanset hvilken lovgivning, hvilken struktur, og hvilke arbejdstidsaftaler der eksisterer i forhold til undervisningssektoren. Vi gør det vel vidende, at handlinger udført i pædagogiske systemer er betingede af deres rammer, og at pædagogikken derfor må indrette sig derefter. Men også velvidende at rammerne påvirkes af de handlinger og den nye viden, som opstår i dem.

I alle pædagogiske rammer udvikler der sig menneskelige relationer. De opstår ved læreres og pædagogers møder med børn og unge, forældre og hinanden. Disse relationer kan være vanskelige, men er også levende og livgivende, og ofte er de afgørende for børn og unges udvikling. Drivkraften for at virke som lærer i fremtiden kommer, tror jeg, til at findes i de positive menneskelige relationer, som kan udvikles i skolelivet. Læreren i dag må føle sig kaldet, når hun er en del af en profession, som længe har været, og netop er blevet så markant samfundsmæssigt underkendt. Hvis jeg har ret i dette, er det både af det gode og det onde. Det gode fordi lærerarbejdet bliver meningsfuldt, det onde fordi ”Kaldet” vil skygge for skolens indhold og skolefagenes fagfaglige og didaktiske udvikling. En skygge som allerede nu er lagt ned over skolen i form af ensidig debat og lovgivningsplanlægning om skolens struktur og ikke dens indhold.

Lærerstanden må desværre, hvis den ser lidt bagud i tid erkende, at den i nogen sammenhænge har været blind for sin egen udvikling blandt andet ved at lade politikere, ledere, forskere og konsulenter markere sig temmelig fyldende og uudfordret i den offentlige debat om skolen og dens udvikling.

Hvis lærestanden vil være mere synlig, og dermed opnå mere indflydelse end den, som kloge skoleledere vil invitere til i fremtiden, så må den kæmpe sig til den ved at tage plads i medieverdenen, som den netop har gjort det under lockouten, godt hjulpet af DLF.

..og nu til kommentaren i vores nr. 2 2013:

”Det er dejligt at have fri!

men det er også sådan lidt.. humm, hvad skal man lave?

Sådan lød det fra min bagbos have d. 2. april 2013. Det var den første dag i den historiske lockout af lærerne. Et par piger funderede over, hvad de skulle lave, nu hvor de var tvunget væk fra skolen. De nød solen, og tænkte sig selv som frie.

Eksisterer friheden da? Sådan spurgte Brian Degn Mårtensson på sin blog, som samme aprildag lå i æteren på folkeskolen.dk. Brian belyste vores fælles ufrihed i et tvungent forbrugssamfund, som skygger for talen og dialogerne om, hvilket indhold vi skal vægte i vores liv, ikke mindst i skolen.

 Skolen danner mennesker, så de har kompetencer til at bidrage til produktion, forbrug og de nødvendigheder, der opstår der omkring, f.eks. fælles omsorg over for de svage og uformående. På denne måde kan vi fortælle fortællingen om det gode velfærdssamfund, og sørge for, at netop dette samfund ikke presses, trues af oprør, tiggeri og kriminalitet. Det er dybest set derfor, at samfundet accepterer at bruge skattepenge på specialpædagogiske og inklusive tiltag.

 Ved specialpædagogiske tiltag opstår der indimellem nogle spørgsmål, som vi ufrie forbrugsborgere sjældent stiller, eller bliver stillet: Hvilket indhold ønsker vi i tilværelsen, og hvordan vil vi faktisk leve det levede nu? Dette spørgsmål stilles i de sammenhænge, hvor special-pædagoger og -lærere møder mennesker, som får deres basale fornødenheder dækket, og kun i begrænset omfang har mulighed for at udvikle deres kompetencer.  Det er mennesker, overfor hvem det er meningsløst at tale om, at de skal kunne opfylde lovgivne læringsmål.

 Min veninde i Norge har arbejdet med elever med Spielmeyer-Vogts syndrom, en progredierende neurologisk lidelse, med dødelig udgang og fortløbende tab af funktioner. Hvilke læringsmål giver det mening at arbejde med sammen med sådanne elever? Hendes svar er: At lære for livet - lige nu. Øjeblikket bliver da uendelig vigtigt, ligesom det faktisk også er for os andre, der ofte iler videre til næste øjeblik. Netop derfor er den kommunikation, som foregår mellem mennesker med funktionelle vanskeligheder og deres hjælpere pædagoger og lærere, en kommunikation, som vi andre nok kunne have glæde af at udforske. For her eksisterer en form for ubundethed i forhold til forbrugssamfundet, og dermed en optagethed af ”væren”, sansning, følelse og oplevelse her og nu.

Optagethed af væren og måden at være på finder vi hos alle forfatterne til artiklerne i dette nummer. Hvordan kan grupper af elever være med sund mobning, hvordan kan kroppen være en del af specialundervisningen, hvordan kan barnet med tabte eller dysfunktionelle relationer være og modtage hjælp til at være?  Hvordan kan vejlederen være blandt sine kollegaer og medvirke til facilitering af fagligheden og hvordan og hvorfor kan elever, eller kan elever ikke være inkluderede eller ekskluderede.

Læs bare, og god rigtig fornøjelse.”