Roulade, nr. 3 og læreruddannelsen

Så er vi logget på igen! Lockouten ligger bag os, regeringen er glade efter deres roulade, jeg mener rokade, og alt det andet de har foretaget sig i foråret, som du og jeg med vores viden og fornuft kommer til at udmønte til ordentlige hverdage med et ordentligt indhold for ganske almindelige piger og drenge, små og store, børn og unge. Rigtig, rigtig god fornøjelse. Hold humøret oppe - vær menneskelige og vær faglige!

Det irriterer mig rent ud sagt, at de små børn nu igen flytter ministerium bare på grund af magt. I kommunerne har vi så mange processer i gang vedr. børns overgange mellem institutionerne, og vedr. børns udvikling og læring. Dette at administration, organisation og praksis er tæt forbundne i struktur, er afgørende for kommunikation og faktiske handlinger.

For omkring 2 år siden da ”småbørnene” sidst skiftede ministerium, havde jeg brug for information om sprogvurderinger fra ministeriet. Det tog en rum tid overhovedet at komme i kontakt til de pågældende ministerielle medarbejdere, som lå i flytterod mellem socialministeriet og børne- og undervisningsministeriet.

Nå, "hver dag skal man finde sig i noget, hver dag!" og jeg har lært, at det man alligevel ikke kan lave om på er spild af kræfter at bøvle med.

Der er blevet ”bøvlet” med meget i den seneste tid, også med læreruddannelsen, som er blevet reformeret.

Jeg vil her lade min gode medredaktør Jørgen Christiansen, Cand. Pæd. Psych., Autoriseret Psykolog og Lektor ved UCSJE komme til orde med sin kommentar i ”SPECIALPÆDAGOGIK – tidsskrift for specialpædagogik og inklusion” nr. 3, som netop er ukommet. Jørgen slutter også af med en introduktion til artiklerne i dette nummer af tidsskriftet.:

”Ny læreruddannelse

En ny læreruddannelse er i denne tid ved at finde sin endelige form på professionshøjskolerne landet over.Der er, som der er tradition for i Danmark, et bredt politisk flertal bestående af regeringspartierne samt V, K og DF bag reformen af læreruddannelsen fra juni 2012, som på flere punkter er afgørende forskellig fra læreruddannelsen fra 2007, som har været gældende indtil nu.

For det første er den nye læreruddannelse karakteriseret af deregulering, hvilket betyder at der åbnes op for, at den enkelte læreruddannelse/professionshøjskole i højere grad selv kan udforme moduler indenfor uddannelsens fag og fagområder, dog med udgangspunkt i konkrete målsætninger for fagene. Desuden skal en del af fagenes moduler indenfor fagene vælges af den studerende selv i relation til de moduler som den enkelte læreruddannelse udbyder. Samlet set er frihedsgraderne for både den enkelte professionshøjskole og for den enkelte studerende således blevet langt større.

For det andet skærpes kravene til at kunne blive optaget direkte på læreruddannelsen via et karaktergennemsnit, til et snit på 7,0 og derover, med det formål at tiltrække studerende med bedre kvalifikationer til gavn for, ikke bare uddannelserne, men også aftagerne, herunder folkeskoler og specialskoler.

For det tredje er uddannelsen karakteriseret ved at være udformet med kompetencemål, hvilket vil sige, at det ikke længere er nok at besidde viden og færdigheder på et teoretisk niveau i læreruddannelsens fag; men det forventes, at de studerende også lærer at beherske relevante praktiske færdigheder indenfor disse, vel at mærke ikke kun set i forhold til uddannelsens egentlige praktikperioder. Mens den nuværende uddannelse er en klassisk veksel-uddannelse imellem teori og praktik, vil den nye uddannelse derfor nødvendiggøre en langt højere grad af praksistilknytning i fagene, for at kunne udmønte fagenes mål som kompetencemål.For alle tre områder lægges der op til en højere kvalitet i uddannelsen; her fx mulighederne for at knytte uddannelsen bedre til regionale og lokale forhold, tiltrække dygtigere studerende samt bringe teori og praksis tættere sammen i forbindelse med praksistilknytningen af fagene, hvilket absolut må hilses velkomment.

Men hvordan så med specialpædagogikken i den nye læreruddannelse?  Umiddelbart falder det i øjnene, at liniefaget Specialpædagogik, som blev indført ved 2007 uddannelsen nu udgår som liniefag. Det virker paradoksalt, at et af den nuværende uddannelses mest søgte liniefag, nu igen afskaffes. Forklaringen på det forhold skal findes i, at der i den nye uddannelse er indført obligatoriske kompetencemål for det specialpædagogiske område, hvilket betyder, at alle studerende skal have et eller flere fag hvor specialpædagogiske kompetencer indgår; fx skal man lære at udarbejde iagttagelses-skemaer ol. i forhold til elever i komplicerede læringssituationer; udarbejde handleplaner og arbejde med relevante indsatser i relation hertil. Desuden er Inklusion en af de byggesten, som den nye uddannelse skal være præget af, i alle fag, så- i lighed med den virkelighed som lærerne i den danske folkeskole møder, nemlig Inklusion som et vilkår, bringes læreruddannelsen nu på omgangshøjde med den.

Nedlæggelsen af liniefaget Specialpædagogik må dog også give anledning til bekymring, for det efterlader et behov for efteruddannelse af lærere indenfor det specialpædagogiske område, og der er da også i forligsteksten til læreruddannelsen nævnt, at det skal sikres, at professionshøjskolerne udbyder relevant efter-videreuddannelse på området, fx indenfor diplomuddannelserne. Der må holdes et vågent øje med, at dette også sker, for det er forudsætningen for, at den nye læreruddannelse for alvor kan hilses velkommen med det håb, at aktørerne både indenfor og udenfor uddannelsen vil bidrage positivt til, at ambitionerne bag reformen således bliver indfriet.

”Specialpædagogik nr. 3 indhold” (min red.)

Som indspark til ovenstående, kan læserne i dette nummer af tidsskriftet specialpædagogik fx læse Thomas Szulevicz´ artikel, hvor han kritiserer to elementer i den læringsforståelse, som han mener kendetegner ungdomsuddannelserne  i DK og er en forhindring i forhold til at nå det politiske mål om at 95 % af en årgang skal gennemføre en sådan. Det ene kritikpunkt er koblingen til praksis, dvs. at uddannelse ikke kun er tilegnelse af viden, men også handler om koblingen til den praktiske side af fx den landbrugsuddannelse som er genstandsfeltet for det forskningsprojekt Szulevicz har arbejdet med og refererer til. Det andet kritikpunkt er forestillingen om adskillelsen af form og indhold i uddannelsen ved fx at arbejde med læringsstile hos eleverne, hvor læring anskues ud fra et individuelt læringsperspektiv med vægt på fx arbejdsformer, som derved frakobles indholdet i læreprocessen. Begge perspektiver er særdeles aktuelle i forbindelse med de reformer, som lige nu foregår indenfor uddannelsessystemet, herunder også den skitserede nye læreruddannelse, hvor koblingen teori-praksis forsøges styrket, men hvor der også lægges op til en højere grad af individualisering af uddannelsen.

Desuden inviteres læseren i dette tidsskrifts nummer ind i en række spændende specialpædagogiske felter, men stadig med fokus på unge fx

• I forbindelse med mulige sammenhænge imellem læsevanskeligheder og hukommelsesfunktioner v. Ib Hedegaard Larsen, hvor disse sammenhænge anskues som en barriere i forhold til ambitioner om inklusion af elever fra en specialskole.
• Ved arbejdet med voksne og unge med matematikvanskeligheder v. Erik Ørts og Tina Laue Petersen, hvor læreblokeringer, dyskalkuli og sprogets funktion i forbindelse med læreprocesser, kobles sammen.
• Hos unge med Aspergers syndrom, som opdages sent v. Jytte Andersen, hvor spørgsmålet om diagnosticering og specialpædagogisk viden og indsigt tillægges betydning i forhold til en case.
• I forhold til undervisning af unge asylansøgere med diagnoser udover PTSD, hvor Pia Hammerich beskriver udformningen af standardiserede undervisningsmanualer som arbejdsredskab.

Således er der som læser ingen undskyldning for ikke at lade sig inspirere.  God læselyst.”