Hvad er du bange for?

Fagbladet Folkeskolen har sammen med Scharling Research lavet en undersøgelse, der viser, at kun en fjerdedel af de adspurgte lærere oplever, at de kan ytre sig frit om ”skolehverdagen i for eksempel den lokale avis, pressen i øvrigt eller på offentlige møder”. Det er meget trist, men desværre ikke overraskende, idet både landsdækkende og social medier i lang tid har dokumenteret tendensen. Især sagen fra Odense Kommune om lærer Erik Schmidts tjenstlige advarsel har vakt stor opstandelse både i Danmark og i udlandet.

Ytrings- og åndsfrihed er sårbare størrelser. Der skal ikke meget til, hvis man som magthaver ønsker at bremse kritiske tanker og røster. Nogle gange kan et løftet øjenbryn, en sagte bemærkning eller tilsvarende være nok. Alligevel så vi ved skoleårets start, at flere vægtige aktører var ude i pressen med markante budskaber om, at det er på tide, at ”lærerne holder kæft med deres pis og kommer i arbejdstøjet”, samt at det gjaldt om, at lade fortid være fortid, og fokusere på mulighederne i Lov 409 og den tilhørende skolereform.

I Danmark har vi som bekendt ytringsfrihed med vide rammer, og vores lovgivning indskærper desuden, at offentlige ansatte har både ret og (i nogle tilfælde også juridisk) pligt til at ytre sig om væsentlige og kritisable forhold indenfor deres arbejdsområde. Dette er helt nødvendigt og fornuftigt. Hvis eksempelvis en læge konstaterer helt uforsvarlige procedurer på sygehusområdet, er det helt nødvendigt, at det kommer til offentlighedens kendskab, så vi demokratisk kan forholde os til, hvordan vi ønsker vores offentlige sundhedsvæsen skal fungere. Hvis en skolelærer oplever, at mange børn mistrives pga. af en eller anden generel praksis i det danske skolesystem, er det også helt nødvendigt, at dette gøres til genstand for en demokratisk debat. I andre tilfælde, fx hvis der er tale om enkelttilfælde, hvor en bestemt borger er udsat for potentiel fare, kan der være tale om skærpet underretningspligt, hvor sagen ikke skal offentliggøres, men i stedet indberettes til den relevante myndighed (den forurettede person kan så selv vælge at offentliggøre omstændighederne, hvis det ønskes). Sidstnævnte gælder også, selv om nærmeste leder ikke ønsker, at sagen kommer videre (så skal man gå til lederens leder). Vores lovgivning er altså både fornuftig og nødvendig, og det står lysende klart, at vi alle er bedst tjent med at kritisable forhold påpeges. Hovedreglen er her, at generelle forhold ytres offentligt, mens personforhold, der er underlagt evt. tavshedspligt, følger de dertil indrettede sagsgange.

Når politikere og ledere enten direkte (som bl.a. KL og Skolelederforeningen har gjort i en række udtalelser) eller indirekte (som det bliver eksemplificeret i førnævnte undersøgelse) forsøger at undertrykke nødvendig kritik, bliver kvaliteten af skolen ringere. Det er simpel logik, for eventuelle fejl eller mangler bliver jo i så fald ikke undersøgt eller diskuteret.

Heldigvis findes der ledere, der har gennemskuet dette, og sikkert også ledere, der erkender, at de lever i et demokratisk samfund, hvor indhold og praksis i centrale institutioner nødvendigvis må være til debat. Som en nuancering af debatten om fraværet af ånds- og ytringsfrihed vil jeg give et konkret eksempel: Min egen arbejdsplads.

Jeg er ansat på University College Sjælland (UCSJ), hvor vi arbejder med professionsuddannelse, efter/videreuddannelse og forskning. Som alle andre uddannelsesinstitutioner er UCSJ markedsgjort og incitamentstyret, således at ledelsen kun kan få maksimal løn, hvis de lever op til en række krav i deres resultatlønskontrakt. Tilmed er bevillinger og alt andet fra centralt hold reguleret således, at det hele nemt kommer til at handle om optimering, lydighed og effektivitet, og især synes det vigtigt at danse efter ministeriets pibe i enhver henseende. Det står klart, at hvis vi ikke ”leverer” på ”markedets” vilkår, så vil det gå os alle dårligt med besparelser og nedskæringer. Sådan er systemet formelt skruet sammen, og det må de, der påtager sig en ledelsesopgave, forholde sig til efter bedste evne.

Man kan derfor undre sig over, hvordan det kan være, at jeg, der offentligt har kritiseret skiftende undervisnings- og uddannelsesministre, folkeskolereformen, SU-reformen, toneangivende forskere, navngivne skoleledere og kommuner (som er vigtige ”aftagere” for os), ikke er blevet fyret endnu. I en ekstrem fortolkning af den instrumentelle styringslogik modarbejder jeg jo i princippet UCSJ, når jeg på den måde skyder på vores opdragsgivere og aftagere? Det er da heller ingen hemmelighed, at bekymrede kolleger og iagttagere har opfordret mig til at overveje, hvad jeg skriver. Imidlertid har jeg aldrig været i nærheden af en fyring. I hvert fald ikke i skrivende stund.

Jeg er ret sikker på, at årsagen til, at jeg stadig er ansat, er, at jeg - i hvert fald i forhold til dette spørgsmål - har været udsat for god ledelse. Flere af mine chefer har ofte betonet vigtigheden af åndsfrihed og akademisk integritet, og har i mit tilfælde efterlevet ordene i praksis. En anden årsag kan være, at jeg faktisk er en god forretning for UCSJ, fordi jeg har læst mange bøger, har erfaring fra praksis, og derfor ved en del om det, vi er sat i verden for at lave. Hvis jeg lagde bånd på mig selv, og kun sagde det, jeg formodede tilfældige regnedrenge og magthavere ville høre, ville UCSJ miste kvalitet i udførelsen af de opgaver, jeg er en del af. Det er logik, og det forstår min ledelse. Tilmed kan jeg, når underviser eller forsker, arbejde med en større legitimitet, idet jeg påviseligt ikke er styret af bestemte eksterne interessenter, men af en søgen efter sandhed (hvilket er videnskabens opgave, velvidende at den nok aldrig vil blive løst). Altså vælger min ledelse at beholde mig som ansat, fordi jeg handler således, at jeg faktisk kan udføre den opgave, jeg får løn for.

I mit arbejde skal jeg ofte formidle ting og sager, jeg offentligt har kritiseret. Fx var jeg en af dem, der tidligt underviste i (og loyalt formidlede) John Hatties forskning. Ikke fordi nogen specifikt bad mig om det, heller ikke fordi, jeg synes, at Hattie sagde noget særligt begavet, men fordi jeg følger med i mit fag, og (helt korrekt) fandt, at Hattie kunne blive en central figur i den faglige debat. Når jeg loyalt og sagligt underviser i noget, jeg måske personligt finder problematisk, gør jeg det i uddannelsessammenhæng uden problemer, fordi eksempelvis lærer- eller PD-studerende har brug for et kendskab til udviklingen af den faglige tradition og praksis, de skal virke i. Det er ikke min opgave at få dem til at mene det ene eller det andet, men at præsentere dem for en masse viden, de så selv kan forholde sig til. Det samme gælder, når jeg underviser i Rousseau, Kant og Grundtvig. De skal kende til de tanker, der har præget vores tradition og praksis, og de skal forholde sig til dem som selvstændige og tænkende mennesker. En af de bedste opgaver, jeg på PD-uddannelsen har læst i de seneste par år, handlede eksempelvis om evidensbaseret inklusion – og var overvejende positiv overfor Hattie og andre i samme genre. Jeg var personligt og etisk uenig i mange af opgavens vurderinger, men den faglige argumentation var i tråd med fagligt anerkendte praksisser, og de pågældende studerende var i stand til at præsentere centrale problemstillinger og dilemmaer i tilgangen på en fornuftig måde. Tilsvarende har jeg også undervist mange, der synes at skolereformen er fantastisk, at Morten Østergaard var en vidunderlig uddannelsesminister, at NPM er lykken osv. Jeg ved også, at min undervisning i Hattie, evidens og systemteori ligefrem har været anledning til, at nogle er blevet introduceret til sådanne tilgange, og efterfølgende har tilegnet sig et positivt syn herpå. Det er i mine øjne fantastisk, og for mig har det altid været vigtigt, at jeg ved at undervise har bidraget til at studerende kan udvikle deres egne, underbyggede holdninger – ikke mine. Så får vi som samfund jo noget at tale om. Skulle det en dag ske, at studerende eller kursister alle som en er enige med mig i et og alt, så har jeg svigtet (og burde modtage en fyreseddel, hvis jeg ikke får rettet op på det). Uddannelse handler om at udvikle egen tænkning, ikke ukritisk at underlægge sig andres.

Efter flere års undervisning på læreruddannelsen, oplevede jeg i 2012, at daværende uddannelsesminister Morten Østergaard i samarbejde med bl.a. professor Jens Rasmussen igangsatte en proces, der senere resulterede i en forringelse af mine muligheder for at uddanne dygtige og tænkende praktikere. Af pligt overfor mine medborgere måtte jeg derfor (sammen med mange andre, der også tog ansvar) offentligt gøre opmærksom på problemerne i den påtænkte reform af læreruddannelsen. Dette gjorde jeg bl.a. i en kronik i Politiken, samt i en række blogs og foredrag. Selvom jeg her udtalte mig direkte om mit eget arbejde (og dertil en strategisk vigtig del af UCSJ`s virke), blev jeg ikke fyret, for min ledelse kunne tydeligvis se, at jeg handlede loyalt. Det handlede ikke om, hvorvidt jeg havde ret eller ej (og jeg mener fortsat at jeg havde ret i min kritik), men derimod om det helt principielle i, at jeg som fagmand pegede på et observeret problem af offentlig interesse.

Hvad vil jeg sige med alt dette? Jo, måske det, at hvis man føler noget for ens fag og ens samtid, så må man ytre sig. Der findes bestemt dårlige ledelser og indflydelsesrige personer, der ikke er deres ansvar voksent (som i Odense Kommune, i Skolelederforeningen, i KL, Niels Egelund osv.), men der findes også ledelser, der tager deres ansvar alvorligt (her er UCSJ`s ledelse aktuelt et eksempel efter min mening). De 25% i ovenstående undersøgelse, der ikke oplever, at de bliver udsat for et pres på ytringsfriheden, må som mig være udsat for god ledelse, og det bør vi huske at anerkende og støtte. Det lidt absurd aktivt at skulle støtte og anerkende noget, der burde være en selvfølgelighed, men jeg tror, at det er nødvendigt. Tilmed må vi give de ledelser, der indtil nu har svigtet deres medarbejdere, institutioner og det øvrige samfund, anledning til at rette op på miseren. Derfor må alle, der ser noget problematisk i deres praksis, gøre deres pligt og ytre sig herom. Herved kan de pågældende ledelser klart vise, at de sætter pris på medarbejdere, der engagerer sig, og tager deres ansvar alvorligt. Måske er den dokumenterede undertrykkelse nogle steder nået dertil, at det ligefrem bliver nødvendigt positivt at fremhæve kritikere på personalemøder eller uddele løntillæg for kritiske læserbreve? Måske uddeling af ridderkors til ledere, der giver plads til kritiske røster (min rektor har faktisk modtaget et, dog af andre årsager)? Kunne DLF og BUPL ikke i fællesskab oprette en pris (fx 25.000 kr. og en guldnål), der hvert år blev uddelt personligt til en offentlig leder, der var sin opgave voksen? I hvert fald er det afgørende, at vi som samfund får etableret en kultur på vores institutioner og skoler, hvor de, der ved noget om det, der foregår, kan oplyse os andre (der ikke er aktive lærere/ pædagoger de pågældende steder) om, hvordan det går i almindelighed. Det er trods alt os alle sammen, der betaler gildet. Også ledernes løn.

Jeg påstår ikke, at det er risikofrit at ytre sig. Erik Schmidt fik som bekendt en tjenstlig advarsel af Odense Kommune, og valgte at sige tak for denne gang (hvilket vil sige efter 34 år). Andre oplever andre former for undertrykkelse, som ovennævnte undersøgelse bekræfter. Selvom jeg indtil videre personligt kun har oplevet god ledelse, kan det da sagtens være, at jeg i fremtiden vil blive udsat for et eller andet. Som tingene i almindelighed går, er det vel kun forventeligt (i øvrigt skal vi på UCSJ have ny rektor på et tidspunkt). Jeg er ikke velhavende, og bliver jeg fyret, kan du sikkert se mig vandre rundt med en pose i hånden og samle flasker. So be it. Allerede nu er jeg selvfølgelig helt afklaret med, at mine karrieremuligheder sandsynligvis er ganske indskrænkede pga. mit engagement, men det går nok. Det kan aldrig få mig til at svigte mit ansvar. Hvorfor ikke? Jo, det er sjovt nok fordi, jeg er bange. Jeg tør simpelthen ikke efterlade mine børn et samfund, hvor de, når de oplever svigt og uretfærdighed, skal lukke munden af frygt for repressalier. Jeg har ikke tillid til, at en lille elite diktatorisk kan træffe korrekte beslutninger på alles vegne. Jeg tror på, at kritik og dialog er en nødvendighed for et godt samfund, og at åndsfrihed skal være skolens grundlag. Jeg tør ikke undlade at kritisere ødelæggelsen af demokratiet og destruktionen af hele vores kultur. Fordi jeg er bange, tager jeg kampen op i stedet for at dukke mig. Det kan være, at jeg er en kylling, men sådan er det.

Jeg er imponeret over modet hos dem, der vælger at give efter for presset fra magthaverne. Nogle begrænser deres kritik til lukkede Facebook-grupper, andre holder mund og ser den anden vej. Det må kræve et helt ekstremt mod, som jeg slet ikke har. Men jeg er jo også en kylling.

Til slut, helt praktisk: Hvis vi er nok, der er bange for udsigten til totalitære tendenser i uddannelsessystemet, kommer konkurrencestaten i problemer. Hvis de skal fyre eller sanktionere os alle sammen (eller bare de 75% af lærerne, der pt. ikke tør ytre sig), vil vi belaste de offentlige budgetter helt urimeligt, og det vil få den nuværende dagpengedebat til at ligne en dårlig joke. Dertil vil konkurrenceevne og BNP styrtdykke efter kort tid. Et sådan scenarie kan Corydonismen ikke leve med.

Hvad er du bange for?

Litteratur/ dokumentation:

Om Folkeskolens og Scharlings Researchs undersøgelse: http://www.folkeskolen.dk/551018/kun-hver-fjerde-laerer-toer-ytre-sig-offentligt

Skolelederforeningen om lydighed og motivation: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/04/04143022.htm

Niels Egelunds opfordring til underdanighed: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4956638.ece

Skoleleder Grethe Andersen, der ikke vil høre mere brok: http://www.avisen.dk/touch/skoleleder-stop-brok-det-rammer-boernene_263002.aspx

Kritik af læreruddannelsesreformen: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1968221/den-uddannelsespolitiske-fimbulvinter/#.UZCB072HhM0

Kritik af toneangivende forskere: http://www.folkeskolen.dk/540969/oligarkerne-og-idehistorien

Kritik af folkeskolereformen: http://www.folkeskolen.dk/544720/skolereform-knofedt-og-opbakning-fra-myndig-borger-til-glad-og-beriget-undersaat

Kritik af Odense Kommune: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/08/Læserbrev-til-Fyens-Stiftstidende.pdf

Kritik af den generelle ensretning: http://www.folkeskolen.dk/548698/nysprog-underdanighed-og-indbildning---tendenser-i-moderne-skoledrift

Kritik af universitetspolitikken: http://www.b.dk/kronikker/ved-morten-oestergaard-hvad-videnskab-er