BLOG
Empty article - Subtitle
Oligarkerne og idehistorien
Om det skolepolitiske oligarkis tendens til kontrafaktisk argumentation.
Der sker ting og sager i den skolepolitiske debat i disse år! Noget af det mest interessante er i mine øjne en stigende tendens til noget, der bedst kan betegnes som en form for ansvarsfri, kontrafaktisk argumentation. Et af de fineste eksempler herpå var måske, da professor Jens Rasmussen for noget tid siden forsøgte sig med en påstand om, at "folkeskolereformen er ren Humboldt", hvilket skabte en del opstandelse og polemik blandt folk, der faktisk havde læst Humboldt (se links nedenfor).
Nu kan man i en kronik af Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen i Politiken den 18/2-2014 som det allerførste læse et citat af oplysningsfilosoffen Immanuel Kant - i forbindelse med selv samme reform (se link). Det er i grunden ganske overraskende, for salig Kant mente, at man skulle opdrage til frihed og myndighed, hvilket er det stik modsatte af skolereformen (der som bekendt – udover at tilvejebringe fine ranglisteplaceringer - skal skabe lydige, omstillingsparate og konkurrencedygtige ansatte til fremtidens arbejdsmarked). Denne lemfældige omgang med idehistorien hos den uddannelsespolitiske elite må vække undren hos enhver, der vil skolen det godt.
En anden ting er, at forfatterne, der jo er at regne blandt arkitekterne til dele af reformen, laver samme nummer, som førnævnte Jens Rasmussen også gjorde i forbindelse med reformen af læreruddannelsen: Hvis/ når hele lortet bryder sammen (som det fx er sket i Sverige), er det fordi, der er nogle andre, der ikke har gjort deres arbejde godt nok, eller har manglet den rette entusiasme.
Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen skriver følgende i ovennævnte kronik om skolereformen: ” Med åbenlys tydelighed trådte skolelederen ind på arenaen med et nyt og væsentlig mere åbent ledelsesrum. Dermed er skoleledelse som profession og praksis ikke alene et vilkår og en ramme om lærernes arbejde, men en helt central kilde til succes eller fiasko for den danske folkeskole.”
Jens Rasmussens version, altså vedr. reformen af læreruddannelsen, lød på hans blog her på www.folkeskolen.dk: ”Svaret på spørgsmålet, om reformen vil virke, må derfor lyde: Det afhænger i høj grad af læreruddannelsens undervisere og ledere. Uden deres støtte til de strukturelle reformbestræbelser gennem trinvise ændringer i den daglige undervisning, går det næppe.” Det er en selvfølgelighed, at meget lidt kan lykkes uden at dem, der skal udføre det, bakker op om projektet, men hvorfor bruger de teoretiske arkitekter dog så meget energi på dette tema lige præcis med disse reformer, der jo var præget af en ekstrem form for lukket, politisk og videnskabelig oligarki? Og som de vel at mærke selv havde en stor andel i? Er der tale om en decideret trend her? Og hvad er i så fald meningen med den? Skal lærerne og skolelederne føle sig skyldige og utilstrækkelige, når uddannelsesoligarkiets reformer lægger skolen øde?
At placere skylden for delvist selvskabte, fremtidige katastrofer hos andre er et smart, præventivt standpunkt, for så kan man jo beholde sine teoretiske anskuelser efterfølgende, og så slipper man også for at skulle læse nogle nye bøger til den tid. Om pædagogik af netop Immanuel Kant havde ellers været at anbefale herfra. I den bog kan man bl.a. læse, at enhver pædagogik må indebære en kultivering, en civilisering og en moralisering, og at der samtidigt altid er tale om et pædagogisk paradoks, når man har med skole at gøre. Sidstnævnte betyder kort fortalt hos Kant, at friheden skal være formålet med enhver tvang, og eleven må derfor ikke - jf. denne tænkning - gøres til en lydig og umælende soldat i konkurrencestatens tjeneste. Eleven skal derimod lære noget om det værende og erhverve sig mod til at bruge sin forstand! Således må pædagogik - igen jf. Kants tankerække - aldrig blive en industriel, evidensbaseret aktivitet, der skal "ordnes" på en korrekt måde med de rette ledelsesværktøjer, synergieffekter og kompetencemål. Den må heller ikke blive til en ufri dans på stedet i diverse lukkede dialogkoncepter og teamkonstruktioner. Vi skal derimod have virkeligheden, sansningen og vores samtale om den på banen! Pædagogik handler for Kant om tilblivelsen af frie mennesker og deres fornuftige omgang med den kultur og historie, de er en del af. Alt dette er meget, meget fjernt fra skolereformen og den aktuelle uddannelsespolitik på enhver tænkelig måde. Nogen burde altså give Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen et idehistorisk forskningslegat, så de kunne få tid og lejlighed til at dykke lidt ned i den ånd, deres referencer kommer af. Måske skulle man arrangere en indsamling? Det ville da være smukt, synes jeg. Jens Rasmussen, der ellers har titel af professor, kunne for min skyld også få del i pengene, men jeg ved ikke, om han overhovedet ville være interesseret.
De tre herrer har aktuelt enorm indflydelse på dansk pædagogik og uddannelsespolitik i almindelighed, og næsten alt med større betydning for folkeskolen har de berøring med. De gør helt sikkert deres bedste i diverse udvalg, råd, nævn og arbejdsgrupper, men det sørgelige er, at de enten ikke ved bedre, eller at de på en eller anden måde bliver presset ud i nogle argumentationer, de ikke kan løfte. Jeg kender ikke svaret, men vil helst tro på, at de har følt sig nødsaget til at udtale sig om noget, de ikke lige havde fået læst op på. De første konsekvenser af denne inkompetence eller ufrivillige overmatching i skolepolitikkens teoretiske førerbunker ser vi allerede rundt om i landet, hvor lærere i hobetal bliver sygemeldt med stress, og mange forældre og elever (på trods af en finanskrise) flygter til fri- og privatskoler (se links). Konsekvenserne på lidt længere sigt bliver, hvis der ikke snart kommer en modreaktion, uden tvivl en komplet ødelæggelse af folkeskolen.
Referencer:
Hermann, Stefan og Rasch-Christensen, Andreas (2014): ”Skolereformens succes står og falder med lederne”. Kronik i Politiken den 18/2-2014: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2211359/skolereformens-succes-staar-og-falder-med-lederne/
Kant, Immanuel (2000): Om pædagogik. Århus: Klim
Rasmussen, Jens (2013): ”Den ny læreruddannelse – vil den virke?”, blogindlæg på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/532071/den-ny-laereruddannelse--vil-den-virke
Konferencen, hvor Jens Rasmussen udtalte sig om folkeskolereformen og Humboldt: http://konferencer.au.dk/konkurrencestatens-krav-om-dannelse/program/
Thomas Aastrup Rømers kritik af flere af konferencens oplæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/et-enkelt-ord-med-store-krav-konference-pa-audem-om-konkurrencestatens-krav-til-dannelse.html
Om stress, arbejdsglæde, sygemeldinger og flugt fra folkeskolen: http://www.folkeskolen.dk/540320/laerernes-arbejdsglaede-halter-efter-i-mariagerfjord-?st=2944
http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/MidtVest/2014/01/21/082357.htm
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2129219/hver-sjette-elev-gaar-i-privatskole/
Se desuden: http://www.briandegnmaartensson.dk/
