Om at stå i orkanens øje 2

Jeg har slet ikke lyst til at skrive dette blogindlæg.

Den 31/8 havde jeg en kronik i Politiken, hvor jeg kritiserede en række forhold vedrørende debatten om folkeskolereformen. Jeg beskrev bl.a., hvordan vi bevæger os i retning af et totalitært samfund, idet vi i skolepolitikken har glemt at tage vare på demokratiet og åndsfriheden. Kronikken er blevet rost fra nær og fjern, og langt de fleste, der har kommenteret på den, anser den for hård og kontant, men også fair og sober. Nogle få har dog – som det vil fremgå – læst den på en helt anden måde. Imidlertid har selve indholdet af min kronik ikke noget som helst med dens efterspil at gøre, selv om efterspillet desværre fuldt ud bekræfter kronikkens pointer.

Kort efter kronikkens udgivelse i Politiken modtog jeg fra redaktionen en henvendelse, hvor jeg blev bedt om at dokumentere en ret elementær påstand. Det gjorde jeg i al hast – lidt undrende, idet jeg kunne regne ud, at en eller anden betydningsfuld person havde klaget. Normalt gør en avis nemlig slet ikke den slags, og hvis folk er utilfredse med et eller andet, må de skrive et læserbrev eller lægge sag an mod skribenten, hvis det er meget slemt. Sådan fungerer systemet, og sådan bør det også være i et frit samfund. Vi lever trods alt ikke i DDR eller Sovjetunionen.

Efterfølgende fandt jeg ud af, hvem det var, der havde klaget, og skrev straks en venlig mail til vedkommende, hvor jeg på ny dokumenterede mine påstande. Ved en fejl modtog jeg derefter en mail retur, hvoraf det fremgik, at det ikke skulle have været kendt, hvem klageren var. Mailen var tydeligvis ikke tiltænkt mig, men en anden.

Nogle dage senere modtog jeg så – sammen med min rektor og flere andre fagfolk – en mail fra en anden kant, hvor det noget heftigt blev bekendtgjort, at jeg skulle undskylde for svie og smerte. Der var intet aktuelt ønske om en dialog om synspunkterne i min kronik, blot skulle alle os modtagere af mailen vide, hvor vred afsenderen var. Denne henvendelse var virkelig mærkelig, idet min rektor intet har med mine aviskronikker at gøre. Dem står jeg helt selv til ansvar for som privatperson – også selv om den pågældende avis angiver mit ansættelsesforhold i marginen. Klageren kunne lige så godt have sendt en mail til min nabo eller min frisør. Det var ret svært at tolke denne klage som noget som helst andet end et forsøg på at true mig på mit levebrød.

Derudover har jeg naturligvis – som altid – oplevet den sædvanelige ”spedalskhed” som nogle mennesker vælger at tillægge én, når man har ytret sig kritisk. Af gode grunde er der mange i uddannelsessektoren, der ikke vil have al for tæt kontakt med kritikere, der er i bad standing hos folk med indflydelse. Sådan er det i disse år, men det ved man, når man før har prøvet at stikke næsen frem. Den del går dog hurtigt over igen, og er heldigvis ret uproblematisk. Langt de fleste, der kender mig, ved, at jeg mener tingene godt. Selv når jeg er allermest kritisk.

Værre var det med de to førstnævnte forhold. Der var tale om indflydelsesrige aktører, og hvad skulle jeg dog gøre? De kunne jo sagtens få mig ned med nakken, hvis det skulle være!

Den første klager, professor Lars Qvortrup, har en position, der er ganske central i dansk pædagogik, og som menig lektor er det på ingen måde rart, at en landsdækkende avis i det skjulte modtager negative mails angående ens person fra en så magtfuld kant. Qvortrup er bl.a. modtager af den hidtil største donation fra A.P.Møller-fonden, hvis midler uddeles under ledelse af professor Jens Rasmussen (som jeg også kritiserer i min kronik). Dertil er Qvortrup en person, som mange i mit daglige fagmiljø lytter til.

Den anden klager, Claus Hjortdal, er formand for Skolelederforeningen, og er desuden også med i Ny Nordisk Skoles såkaldte akademiråd, og er derfor – set fra min position – ikke en som jeg ønsker skal skrive klagende mails til min rektor. Som bekendt arbejder jeg et sted, hvor vi bl.a. lever af at udbyde kurser til skoler og institutioner, så jeg oplevede situationen som noget kritisk, da Skolelederforeningens formand foldede sig ud med diverse beskyldninger og anklager.

Begge er betydningsfulde offentlige personer med et meget stort netværk og let adgang til medierne. Begge har de magtfulde samarbejdspartnere og stor lydhørhed i det politisk-administrative niveau.

Selv om det sikkert havde været smart bare at dukke nakken og beklage alting, besluttede jeg mig for, at jeg ikke blot kunne lade det passere uden videre. Selv hvis jeg slap uskadt fra deres pression og lyssky henvendelser, og for fremtiden helt undlod at deltage i den offentlige debat med reformkritiske synspunkter, hvad så med den næste kritiker? Hvad så med kritikken i det hele taget? Skal kredsen omkring ”læringsreformerne” blot have lov til at ”informere” til alt og alle helt uimodsagt? Dertil kom jeg i tanke om andre sager af lignende karakter, fx Koldau-sagen, Agedrup-sagen og de efterhånden talrige Rømer-sager, hvor kritikere på forskellig vis er blevet angrebet. Fra de mange lærere og pædagoger, jeg har kontakt med, ved jeg også, at fænomenet bliver mere og mere udbredt på folkeskoler over hele landet. Selvfølgelig måtte noget gøres! Det går nemlig ikke, at kritikere på denne måde trues til tavshed.

Her kunne man spørge: Hvor stort kan problemet trods alt være? Tro mig, der skal ikke ret meget til, før man kan få lyst til at tie! Uanset hvor garvet man er, så er det slet ikke sjovt, når betydningsfulde aktører henvender sig på den måde til redaktioner, arbejdsgivere og andre fagfolk. Det er groft intimiderende, og især er det slemt at tænke på, hvad de ellers kan have gjort, når de nu så åbenlyst ikke følger reglerne for demokratisk samtale. Jeg kan sagtens forstå, hvis langt de fleste sager slet ikke kommer frem i lyset, men i stedet slutter med at den svage part beslutter sig for at tie for bestandigt.

Selv om jeg sikkert af nogle betragtes som en hård og kontant debattør, er jeg på det mellemmenneskelige plan ikke typen, der stortrives i konflikter. Jeg søgte derfor som det første at etablere en venlig dialog med både Qvortrup og Hjortdal, og i førstnævnte tilfælde synes jeg også, at vi nåede langt i forhold til at forstå hinanden. Den bedste løsning – når jeg nu ikke ville dukke nakken – ville jo være en, hvor de af sig selv erkendte, at det var noget skidt, de havde gjort. Faktisk besluttede jeg – efter at Qvortrup endelig udviste vilje til at gå i saglig dialog med mig – derfor også at betragte det hele som en trist, men fra min side afsluttet, oplevelse, hvis der ikke skete mere. Vi var jo nået et stykke vej, og jeg kunne tydeligt fornemme, at Qvortrup ikke var glad for, at både Politiken og jeg opfattede hans henvendelse som en egentlig klage. Selv da Claus Hjortdal skrev til mig, min chef og flere andre, undlod jeg at offentliggøre det hele, selv om det er helt grotesk – og helt sikkert ikke i almenvellets interesse – at lade sig udsætte for den slags intimiderende adfærd uden prompte at advare alt og alle. I stedet skrev jeg blot et indlæg om min personlige, helt subjektive, oplevelse – uden at nævne navne. Der var, trods pligten overfor det øvrige samfund, flere grunde til denne indledende beslutning om en ”mindst indgribende foranstaltning”. For det første ville jeg respektere og beskytte Hjortdal som menneske. Hans handling – og måden, mailen var skrevet på – virkede på mig så ukontrolleret og desperat, at der i min optik potentielt kunne være et eller andet galt. Hvis der fx var tale om alvorlig stress, var jeg bestemt klar til at tilgive en overilet handling begået i et øjebliks uklarhed. Enhver kan fejle under pressede omstændigheder. For det andet fandt jeg det også fair at give både Qvortrup og Hjortdal tid til selv at reagere offentligt, hvilket dog i skrivende stund ikke er sket.

Det står mig nu klart, at de begge var ved deres fulde fem, og ingen af dem har udvist vilje til åbent at tage afstand fra deres handlinger. Jeg må derfor formode, at de reelt ikke kan se noget galt i dem. Qvortrup har dog som nævnt udvist reel vilje til saglig dialog med mig om hans kritikpunkter, og på det punkt fortjener han selvfølgelig respekt, selv om det burde have foregået i en offentlig samtale til almen gavn.

Noget helt afgørende i forhold til min beslutning om at offentliggøre deres navne, er, at jeg på de sociale medier beklageligvis har kunnet konstatere, at nogle gav sig i kast med gætterier på baggrund af min anonymiserede beretning. Det er for mig helt uanstændigt og uforståeligt, det var ikke meningen, og jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg kan opspore sådanne debattråde og anmode folk om at stoppe med det. Det er naturligvis ikke rimeligt at uskyldige udsættes for mistanker eller anklager, blot fordi Qvortrup og Hjortdal pt har svært ved at praktisere kritik på demokratiske præmisser.

Det er meget vigtigt for mig understrege, at jeg altså ikke er ude på at få Qvortrup og Hjortdal ned med nakken, selv om jeg naturligvis er vred over den behandling, jeg har fået fra dem. Faktisk har jeg ikke selv noget behov for at få deres navne frem – blot vil jeg undgå, at andre toneangivende skoleaktører lider skade pga. de to herrers handlinger imod mig. Til det sidste har jeg håbet på, at de selv ville træde frem, men det er ikke sket. I min optik handler det mest af alt om en syg kultur, der skal stoppes, ikke om at dømme eller fordømme bestemte personer. Jeg ønsker ej heller at være i konflikt med dem, og det var bestemt ikke min intention at såre dem personligt med min kronik. Særligt Qvortrup er jeg ked af at nævne, idet jeg faktisk var glad for vores dialog, og fagligt har jeg stor respekt for ham – selv om vi er voldsomt uenige om mangt og meget.

Jeg vil ikke påstå, at jeg fuldt ud forstår eller kan forklare deres handlinger. Som jeg vurderer det pt, handler de begge rationelt indenfor den oligarkiske struktur, vi som samfund desværre har etableret på det skole- og uddannelsespolitiske område. Selv om meget i dag bestemt er præget af neoliberalismen, er der i dansk sammenhæng dertil en tydelig tendens, der i mine øjne bunder i en totalitær tankegang, som jeg betegner som neokommunisme. På sin vis er den danske konkurrencestatspædagogik en hybrid af forvreden neoliberalisme og neokommunisme, og her er det tilsyneladende legitimt at sætte ytrings-, åndsfrihed og demokrati over styr i jagten på øget produktivitet og diverse politiske mål. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle, der har noget med fx skolereformen eller Ny Nordisk Skole at gøre, personligt deler disse opfattelser – eller for den sags skyld de idehistoriske forgængere, dvs. diverse kommunismer/ marxismer/ liberalismer. Positivt ved jeg da også, at der findes flere helt igennem hæderlige mennesker i betydningsfulde stillinger, og folk højt op i rækkerne har da også bakket mig op uden forbehold i denne sag. Dog står det for mig klart, at vi som samfund er på vej i en uheldig retning, når ovenstående praksis næsten er forventelig, når man udtrykker noget, der ikke passer elitens overordnede linje. I hvert fald har vi haft alt for mange af den slags sager både på skole-, UC- og universitetsniveau.

Mit eneste ønske til et udfald af denne sag, er, at vi kan blive enige om, at noget må gøres! Der er brug for en åben dialog i hele uddannelsessektoren om ånds- og ytringsfrihed, og vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med at være herligt uenige og hårdt kritiske. Det gælder både kritikken af magten og kritikken af kritikken. En grundregel kunne være: Jo mere uenig du er med nogen, jo mere skal du beskytte deres ret til at mene det, de mener. Dertil må det naturligvis også være sådan, at enhver, der ytrer sig offentligt kan regne med, at alle modsvar, der kommer, også er åbne og offentlige.

Litteratur:

Mit blogindlæg om den subjektive oplevelse af den intimiderende adfærd: http://www.folkeskolen.dk/569653/om-at-staa-i-orkanens-oeje

Min kronik, som satte det hele i gang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2818106/konkurrencestaten-har-erobret-folkeskolen/

Om at debattere skole: http://www.folkeskolen.dk/518485/hvad-er-en-skoledebat