Billedfagslærerne - de glæder sig allerede!

Det forlyder at regeringen med støtte fra DF vil prioritere de praktisk-musiske fag i folkeskolen – eksemplificeret ved håndværk og design. Dette nye fag skal fremstå som et ’rigtigt’ fag. Fag, der tidligere alene havde et praktisk og nyttigt formål, fx. håndarbejde og sløjd, er blevet mere omfattende og differentierede, og optræder nu i ny forklædning som håndværk og design. Og faget skal afsluttes med en prøve.

Regeringen har fat i noget her. Skal et fag ’tages alvorligt’ af elever og forældre og ’samfundet’, skal der afsluttes med en prøve.

Det er en rigtig god ide at lade det praktisk-musiske fylde. Om det bringer flere håndværkere i fremtiden, er ikke til at sige, men hvis vi vil have voksne med omhu og interesse for det fysiske miljø – bredt forstået - må de som børn vokse op med voksne, der satser på æstetik, bæredygtighed og kvalitet. Vi skal som voksne vise, det er vigtigt.  Det praktisk-musiske  område skal  tages alvorligt både direkte (ved kvalificeret undervisning) og indirekte (ved fx at undervisningsmiljøet er præget af kvalitet og oplevelsesrigdom).

Det kan ærgre mig, at et fag som billedkunst reelt nu ikke nævnes som en god mulighed for at opkvalificere det praktisk-musiske i grundskolen. Faget formår at sætte fokus på praktisk-æstetiske færdigheder og har i øvrigt har et afgørende  dannelses-potentiale. Billedkunst er ikke et ’rekreativt’ fag eller for den sags skyld en aktivitet, som enhver med lidt interesse for klippe-klistre kan tage sig af. Billedkunst, som skolefag, skal heller ikke uddanne kunstnere. Hvis nogen ellers troede det? Billedkunst kan give elever kompetence i at vurdere og bedømme kulturens udtryk. Man skal i et moderne billedorienteret samfund  kunne læse andres udtryk såvel som udtrykke sig selv. Over tid har det i praksis vist sig at være yderst nyttigt.

At kunne udtrykke sig på mange måder, at kunne indlære og aflære, at kunne arbejde med symboler og orientere sig i tid og rum. Det er, hvad det æstetiske fagområde kan.

Skolen skal lære børn og unge at kommunikere både tekst- og billedsprogligt. Om der bliver arkitekter, elektrikere eller it-eksperter ud af det, kan ingen love, men viser man børn og unge, at den undervisning, der finder sted, tages alvorligt – at det æstetiske, fx billedkunst, har en høj grad af faglighed, at fagets teori – og praksisdel kædes sammen med alderssvarende krav om ideudvikling og en praktisk gennemførelsesdel, hvor kvalificerede valg og fravalg begrundes og synliggøres ved en afsluttende prøve, er der en god mulighed for at vi får unge mennesker, der tør stole på egne oplevelser og som kan give form til deres erfaringer.  Det er den slags ’unyttige’, men nødvendige kvalifikationer, faget billedkunst tilbyder. Hvorfor ikke tilbyde unge undervisning i billedfaglige områder med en obligatorisk, afsluttende prøve? Hvorfor ikke stole på, at faget rummer mulighed for praktiske færdigheder, æstetisk oplevelse og personlig udvikling og samtidig har den – tilsyneladende stærkt efterspurgte – mulighed for innovativ tænkning og kommunikation? (Måske skulle faget skifte navn til billedfag? Billeder handler ikke kun om kunst).

Der står en hær af dygtige billedfagslærere klar til at tage opgaven op – og de glæder sig!