Blog
HUSK Billedkunstens dag onsdag 14.marts 2018
Skal din skole også være med til at markere Billedkunstens dag? Find inspiration til dagen i vores udsendte Inspirationskatalog, som er sendt til samtlige skoler.
BILLEDKUNSTENS DAG er en årligt tilbagevendende landsdækkende begivenhed, der foregår lokalt. Dagen sætter spot på børn, unge og billedkunst og viser mangfoldigheden i billedkunstundervisningen. Alle jer, der underviser i eller beskæftiger jer med billedkunst for børn og unge, inviteres til at fejre BILLEDKUNSTENS DAG.
Meget gerne med billedkunstaktiviteter i det offentlige rum, hvor børn og unge – og deres familie, venner eller forbipasserende – kan få nogle overraskende billedkunstoplevelser. Andre måder at fejre dagen på er at holde åbent billedværksted, hvor interesserede kan prøve kræfter med forskellige billedkunstrelaterede opgaver, eller I kan lave en udstilling uden for skolen eller en vandreudstilling gennem byens gader. Det er helt op til jer!
BILLEDKUNSTENS DAG er en anledning til at vise, hvad billedkunsten kan. Når billedkunstundervisning og -aktiviteter rykker udenfor, bliver der skabt synlighed og opmærksomhed omkring billedkunstområdet. Dagen er samtidig en oplagt mulighed for at indgå nye samarbejder mellem f.eks. skoler, billedskoler, talentskoler, museer, biblioteker, kunstnere og andre kultur- og uddannelsesinstitutioner og aktører, der arbejder med billedkunst, arkitektur og design – eller måske med noget helt andet. Hvorfor ikke finde nogle usædvanlige samarbejdspartnere?
Vi glæder os til at se hvad I får lavet ude på skolerne.
Del det med os på facebook Danmarks Billedkunstlærere Landsforeningen eller på #billedkunstensdag
Find Inspirationskataloget her: http://www.danmarksbilledkunstlaerere.dk/inspiration-til-billedkunsten-dag-2018/