Blog
Er valgfaget billedkunst en længe ventet Game Changer til at skabe et billedkunstens kompetenceakademi?
Er skolereformen en forrygende mulighed for at revitalisere undervisning i billedkunst og med billedkunst i overbygningen?
Jeg skal da lige love for, at der kom gang i sagerne på afdelingsmødet i onsdags. Midt i fagfordelingen kom viceinspektøren med et kort indspark om, at valgfagene bliver genindført med skolereformen. Valgfag! Billedkunst! Billedkunst i overbygningen - sød musik i mine ører!
Vi har gennem de seneste mange år erstattet valgfagene med en pm-ordning, hvor eleverne tre til fire gange om året har kunnet vælge mellem et antal mere eller mindre farverige undervisningsforløb. Fra bunken kan jeg nævne: madlavning, kagebagning, idræt, spinning, parkour, musik, band, kor, drama, ture til København, kortfilm: analyse og produktion, tegning, akvarel, osv.
Pludselig er den pm-ordningen historie - ingen evaluering, ingen refleksion, ingen tid til ærgrelse. Vi må videre med de et-, to- og treårige valgfag, alle med forenklede fælles mål og mulighed for at gå til prøve efter to års undervisning. På ”min” skole, hvor der er otte klasser på 7.-9-klassetrin, skal vi stå for de et- og toårige valgfag. De treårige kan eleverne tage på ungdomsskolen.
Der er allerede skrevet forenklede fælles mål for en række - traditionelle - valgfag. Og enhver som har lyst - og overskydende tid inden eller uden for lov 409 - kan udtænke og beskrive et nyt valgfag samt udarbejde forenklede fælles mål – med kommunalbestyrelsens godkendelse. Der stilles krav om formulering om fagformål, kompetenceområder, kompetencemål, færdigheds- og vidensmål samt udarbejdelse af en læseplan.
Det var en Game Changer for lærerne på afdelingsmødet i onsdags. To kolleger har gennem året arbejdet med innovation og har som en del af det arbejde udarbejdet et udkast til forenklede fælles mål for et nyt valgfag med titlen: Innovation.
Snakken gik livligt på mødet. Hvilke andre nye valgfag kan der komme på tale? hvilke af pm-forløbene har potentiale til at blive et nyt valgfag? På tur til København? Parkour? Musikproduktion? COM-it? …?
I mit hoved tårnede spørgsmålene sig op: Hvordan skal det organiseres? Hvem har plads i deres fagfordeling til at læse timerne? Hvilke fag kan de tilbyde? Hvilke valgfag kan eleverne tænke sig at få tilbudt? Hvilke fag vil passe sammen med skolens værdigrundlag og trinnenes didaktiske og faglige indsatsområder? Hvordan med økonomi til valgfagene? Hvordan gør vi med ….?
Og billedkunst! Hvad med mit fag: billedkunst? Er billedkunst ved at forvitre ind i de forenklede fælles måls valgfags-rationale? Skal vi lukke og slukke og henvise billedkunstinteresserede elever til billedskolerne? Eller er valgfagene ikke netop en helt oplagt chance for at revitalisere undervisningen i og med billedkunst i overbygningen? En Game Changer? En chance for at nytænke billedkunst i en engagerende folkeskolefremtid? - En fremtid, hvor folkeskolerne - måske i samarbejde med billedskolerne - grundlægger billedkunstens kompetenceakademi og sammen med eleverne skaber en perlerække af magiske billedkunstøjeblikke?
Hvad tænker I? Og hvad gør I med billedkunst som valgfag på jeres skole?