Lærer: Børn skal lære at være begrænsningsduelige

Børn og unge skal være dygtige. De skal være unikke og fremstå perfekte på de sociale medier. De inddrages som 3-årige i beslutninger om, hvad familien skal spise til aftensmad, og vi hører i disse dage, at flere og flere forældre giver deres børn kønsneutrale navne, så de selv kan vælge deres køn senere hen. Meget tidligt i livet skal børnene tage ansvar for deres egen læring, identitet og fremtid.

Der er ingen tvivl om, at den store frihed, vi som forældre og samfund giver vores børn, udspringer af et ønske om at ville dem det bedst muligt. De skal have alle muligheder i livet. Det er en slags kærlighedserklæring til dem, at vi ikke vil lægge begrænsninger ned over deres liv.

Spis dine røde pølser

Når vi i min barndom var til middagsselskab, skete det ikke sjældent, at de voksne spiste oksehøjreb ved ét bord, mens vi børn fik røde pølser ved et andet. Det ville vi naturligvis aldrig gøre i dag, og jeg husker også, at mine forældre ikke brød sig om det. Men vi børn affandt os med det, for vi kendte vores begrænsninger.

70’ernes normer for opdragelse skal vi selvfølgelig ikke føre ind i nutiden. Begrænsningerne var for store og mulighederne for få set med nutidens briller. Men jeg er alligevel af den overbevisning, at vi kan lære noget af 70’ernes forældregeneration. Pendulet er svinget for meget til den anden side. Friheden er blevet ødelæggende stor.

Livet er begrænset: Lev med det!

Mennesker kan aldrig opnå den fulde frihed. Sådan er vores plads i eksistensen (heldigvis) ikke. Vi er bundet af sprog, økonomi, evner, kroppen, naturen, vejret, tyngdekraften, lovgivningen, andre menneskers handlinger, verdenssituationen og meget andet.

Jeg siger ikke, at der ikke kan og skal handles inden for disse felter. Vi kan spare på strømmen, når verdenssituationen presser elpriserne i vejret. Vi kan måske tage et ekstra job for at øge vores indtjening lidt. Vi kan træne kroppen, så den bliver stærkere. Men vi kan ikke undsige os disse vilkår til fulde. Vi må i en vis udstrækning - for at bruge min navnesøsters berømte ord - leve med det.

Begrænsninger kan være befriende

Vi gør derfor vores børn en meget stor tjeneste ved at lære dem at kunne udholde begrænsninger. De kan ikke tale uhæmmet i en skoleklasse. De kan ikke altid bestemme frikvarterslegen. De kan ikke nødvendigvis få deres drømmeuddannelse. De kan ikke alle sammen blive professionelle fodboldspillere. De kan ikke beslutte sig for eget køn. De kan ikke vælge deres karrierevej i 6. klasse. Og de skal absolut ikke altid være den bedste udgave af sig selv (det er jo overmenneskeligt).

Livet er begrænset og ubehageligt ind imellem. Dét kan ikke ændres. At lære et udholde netop dét bør være et af vores fineste opdragelsesprincipper.