Ikke alle elever savner skolen

I hjemmeskolen er der mere ro. Der er ingen konflikter. Og der er mere tid til den enkelte. Sådan siger nogle af de elever, som jeg har kontakt med eller hører om i denne tid. De savner samværet med deres kammerater og en mere varieret og aktiv hverdag, men der er altså også ting ved skolen, som de ikke savner. Og det kan jeg godt forstå.

Mere ro

Bag skærmen derhjemme er der mere ro. Det er nemmere at fordybe sig, og eleverne bliver ikke i nær samme grad som i skolen forstyrret af hinanden. Læreren har gode muligheder for at styre, hvem der taler, hvor tit og hvor meget. Det betyder, at der er større chancer for, at taletiden fordeles mere jævnt mellem eleverne. Flere kan komme til orde. I mange klasser er det fysiske samvær ikke sådan. Mit gæt er, at der i langt de fleste danske skoleklasser hver eneste dag bliver arbejdet hårdt på at skabe en passende arbejdsro og samtaledisciplin. Mange børn i dagens Danmark er talende og vant til at blive hørt. Og i mange klasser går der elever, som har store udfordringer af den ene eller anden art, hvilket ikke sjældent påvirker arbejdsroen. Det betyder ikke, at der ikke kan skabes en god arbejdskultur i en klasse. Men det kræver kræfter og fokus i hver time og hver dag.

Færre konflikter og voldsomme situationer

Det sociale samvær er ikke ubetinget nemt for alle børn. Det er slidsomt at værne om og kæmpe for sin plads i gruppen. Hvis der ydermere er børn i klassen - hvilket der jo ofte er - som har ikke kan begå sig i det sociale samspil og måske endda opfører sig voldsomt og grænseoverskridende, gør det ikke sagen nemmere. Det er et opslidende ”felt” at være i, og jeg kan forestille mig, at mange danske skoleelever ikke savner lige netop dét aspekt af deres ”fysiske” skolegang.

Mere tid til den enkelte og mere selvstændighed

Personligt oplever jeg nu i hjemmeskolen at kunne give flere elever lige præcis den undervisning og den træning, som de har behov. Det er tilfredsstillende. Flere bliver udfordret. Flere får mere hjælp til specifikke opgaver. Flere får målrettet træning i lige præcis dét, der volder dem kvaler. Men hvorfor nu det? Fordi fjernundervisningen har medført, at rigtigt mange elever har fået oparbejdet en større selvstændighed og selvhjulpenhed i forhold til deres skolearbejde. Det er en smule mere omstændeligt at ringe læreren op eller at skrive for at få hjælp, end det er blot at åbne munden og kalde i klasseværelset. Og måske er læreren endda optaget. Så eleverne er i nogle tilfælde nødt til at klare sig selv for en stund. Det er godt for den enkelte at øve sig på dét. Og det er godt for fællesskabet, fordi flere kan få det, de har brug for, i undervisningen.

Hjemmeskolen kaster lys på folkeskolens problemer

Nedlukning af skolerne betyder altså, at nogle af folkeskolens helt store problemer bliver meget åbenlyse: uro, inklusion, manglende tid. Og jeg kan godt forstå, at ikke alle elever længes efter skolen. De nyder roen, friheden, fordybelsen og støtten fra lærerne i hjemmeskolen.

Dét bør folkeskoler over det ganske land tage meget alvorligt. Alle parter omkring skolen - landspolitikere, kommunalpolitikere, skoleledere, forældre, skolebestyrelser, elever, pædagoger og lærere - bør stoppe kraftigt op og analysere, hvad corona-situationen har lært os om den danske folkeskole. Jeg er udmærket klar over, at et problem som uro ikke kan løses i skolen alene. Det er i høj grad et samfunds- og kulturproblem. Men der er så absolut brug for justeringer i skolen, og de bør besluttes og foretages lige nu, hvor vi - på afstand af den almindelige hverdag - ser en smule mere klart, end når trædemøllen kører igen. Tænk, hvis folkeskolen var endnu mere savnet. Så havde den måske ikke så store problemer med at holde på sine lærere og elever.