Skolen er ikke en socialpolitisk institution

Der er flere gode takter i dagens brev fra ministeren til folkeskolens ansatte. Og også et enkelt, men bestemt ikke uvæsentligt bekymringspunkt.

De politiske rammer skal efterses

Ministeren har ambitioner om at undersøge, om de rammer, som man fra politisk hold har sat omkring folkeskolen, er gode nok. Det er et rigtig fint initiativ. Jeg håber, at dette eftersyn bl.a. kommer til at indbefatte et blik på lærernes arbejdstid, på skolernes ressourcer til at løfte inklusionsopgaven, på kravene til digital dokumentation (elevplaner og digitale læringsplatforme) og på det rigide fokus på målinger og kompetencer, som har hersket i de sidste 5-6 år. Det sidste er heldigvis under opblødning på flere måder, men vi er ikke i mål, og det er rigtig vigtigt, at arbejdet fortsætter.

Trivsel og præstationspres

På samme måde lyder det lovende, at ministeren har fokus på børns og unges trivsel og på det øgede præstationspres, som mange oplever – bl.a. som følge af ”den måde vi har indrettet skolen på”, som ministeren skriver. Det vil komme mange elever til gode, hvis man får øjnene op for, at man selvfølgelig skal lære at præstere og yde sit bedste i skolen, men at en god skolegang også handler om at bruge det faglige arbejde og fællesskaberne som afsæt for at udvikle sig som menneske og for at danne sit eget kritiske, nysgerrige og ansvarlige blik på den verden, man er en del af.

Genoprettet tillid

Endelig er det meget positivt, at ministeren vil genoprette den tillid, ”der led et knæk, sidst Socialdemokratiet havde regeringsmagten.” ”Forløbet var uskønt,” skriver Rosenkrantz-Theil, ”og det kommer ikke til at gentage sig.” Jeg ser frem til at følge ministerens indsats også på dette felt, for vi er vist rigtigt mange, der i disse år holder vejret, hver gang Socialdemokratiet gebærder sig på den skolepolitiske scene.

Skolens primære opgave er ikke at sikre børn en god barndom

Takterne er altså på mange måder gode i ministerens brev, men på ét punkt bliver jeg meget bekymret: Hun lægger i mine øjne et socialpolitisk blik på skolens primære opgave, når hun netop til skolens ansatte lægger vægt på, at vi ”fanger sociale problemer tidligere”, at mange børn har ”vanskelige forhold på hjemmefronten”, og at ”vi vil styrke og systematisere den sociale indsats”, fordi  ”Danmark skal være det bedste land at være barn i”. Jeg er på ingen måder uenig i disse udsagn. Det er en af velfærdssamfundets fornemste opgaver at sikre den nødvendige sociale indsats for børn og unge og deres familier. Ingen tvivl om det. Og dén indsats trænger til et løft.

Men jeg bliver bekymret, når denne opgave skrives så massivt ind i en skolekontekst, som jeg oplever, at den bliver det i ministerens brev. For det er ikke skolens primære opgave at sikre børn en god barndom. Hvis man tror det, har man ikke blik for skolens formål. Det handler nemlig om via skolens fag og fællesskaber at forberede børn og unge til at kunne begå sig i deres fremtidige liv på alle dets arenaer: fx i demokratiet, på arbejdsmarkedet, i sociale relationer og i æstetiske, etiske og religiøse-filosofiske sammenhænge.

Børnenes familiemæssige og sociale forhold har selvfølgelig afgørende betydning for, hvor godt vi i skolen kan lykkes med denne opgave. Og derfor arbejder vi naturligvis også på dét felt i samarbejde med både socialrådgivere, pædagoger og psykologer.

Men hvis man tror, at skolens opgave primært er socialpolitisk, svigter man skolens egentlige formål, som peger helt andre steder hen. Skolen har en selvstændig opgave, og den kan ikke løses med socialpolitiske redskaber. Den skal løses med pædagogiske redskaber og metoder og italesættes med pædagogikkens sprog. Dét sprog er helt og aldeles fraværende i ministerens brev, og jeg kan frygte, at hun ser skolen som et middel til at løse socialpolitiske opgaver med. Det vil være synd – for børnene og for skolen.