Kan fodboldtræneren kurere børns mistrivsel? Kan læreren?

Det er et kæmpe problem, at så mange børn og unge mistrives. Et af samfundets allerstørste problemer. Og alle vi voksne skal gøre os virkelig umage med at tænke over, hvor både årsagerne og løsningerne ligger.

Vi går til tandlægen, når vores børn har huller i tænderne

Der er, som jeg hører det, en tendens til, at skoler og lærere landet over bliver det allervigtigste omdrejningspunkt, når et barns alvorlige mistrivsel skal håndteres. Og skolen er vigtig i den henseende. Lærerne kan gøre en vigtig forskel. Men vi skal også kende vores besøgelsestid. Når vores børn har tandpine, tager vi dem med til tandlægen. Når de gerne vil lære at spille fodbold, melder vi dem ind i fodboldklubben. Og i begge tilfælde har vi forældre en helt klar forventning om, at vores børn får hhv. sundere tænder og flere fodboldfærdigheder ud af det.

Vi sender vores børn i skole for at lære og inspireres

Alle forældre kender til glæden over, at vores børn lærer noget og tilegner sig verden. Hvor mange fædre og mødre har ikke siddet ude i de små hjem med halvfugtige øjne, når barnet pludselig kunne læse en bog? Eller har kigget stolt til, når teenageren er blevet bjergtaget af et digt, eller den 10-årige har lært at dividere? Det er noget af dét, vi må forvente, at vores børn får ud af at bevæge sig hen i skolen hver eneste dag i ti år.

Hvor går vi hen med mistrivsel?

Men hvor går vi hen, når barnet mistrives eller skal have hjælp til at håndtere følelseslivet? Det er klart, at hvis mistrivslen udspringer af forhold i skolen, så skal skolen spille en afgørende rolle i håndteringen, og vi skal påtage os et ansvar fra første sekund. Men hvad hvis mistrivslen er mere omfattende? Mere fundamental? Er læreren den bedste til at gøre barnet tilpas i livet? Til at håndtere sorg? Til at overvinde angst? Til at udvikle barnets selvværd?

Vi kan og skal i allerhøjeste grad bidrage til barnets velbefindende. Det er en virkelig vigtig opgave, som vi ikke må undsige os. Men der er ikke mange af os, der er i stand til at helbrede massiv mistrivsel. Og vi skal - i takt med at diverse programmer, kurser, apps og koncepter vinder indpas og forsøger at give os lærere redskaber til at sætte børnenes følelsesliv i centrum i klasserummet hele tiden - være meget påpasselige med, hvad vi kan og skal - og i hvilket omfang.

Lærernes faglighed er ikke terapeutisk

En fodboldtræners faglighed er indiskutabel: Han eller hun kan lære børn at spille fodbold. Det samme for tandlægen, der kan behandle tænderne. Men hvad kan lærerne? Vi kan undervise. Vi kan åbne et fag for eleverne og bidrage til, at de får kundskaber og færdigheder, holdninger og erkendelser. Vi kan ”lære fra os”. Med didaktikken og pædagogikken i bagagen kan vi opfylde folkeskolens formålsparagraf. Det er det, vi er uddannet til. Og det omfatter naturligvis et omsorgsfuldt, opbyggeligt, ansvarligt og demokratisk samvær - og træning heri - med alle elever. Men vi kan og skal ikke stå i et terapeutisk forhold til børnene.

Vi skal afgrænse vores faglighed

Så lærernes og skolens opgave skævvrides, hvis vi påtager os hovedansvaret for behandling af alvorlig mistrivsel, og hvis børnenes følelsesliv bliver det vigtigste, vi er sammen om i klasseværelset. Det politiske system skal beskytte skolens pædagogiske opgave. Men det skal vi som lærere også selv. Vi skal være meget opmærksomme på ikke at overskride den meget vigtige grænse mellem psykologien og pædagogikken, som er vores primære faglige felt. Det er dér, vores sagkundskab ligger.

Vi går jo heller ikke til tandlægen med et brækket ben. Eller til fodboldtræneren for at lære at spille tennis.