Mette Frederiksen
Blog
Historisk vigtig aftale om folkeskolen - men hvad gør kommunerne nu?
Med den brede aftale om flere frihedsgrader og et fagligt løft i folkeskolen har den sunde fornuft endelig ramt Christiansborgs skolepolitikere. Aftalen er fyldt med udsædvangligt gode tiltag. Men skole-Danmark kan nu holde vejret og vente på, om kommunerne er deres opgave voksen og vil følge den gode aftale til dørs.
Det er virkelig glædeligt at læse den konkrete aftaletekst, som et bredt politisk flertal står bag. Den rummer en lang række rigtigt gode og meget betydningsfulde tiltag, når det handler om at give eleverne et fagligt løft oven på corona-krisen. Muligheden for at afkorte skoledagen, konvertere den understøttende undervisning til flere tolærer-timer og undlade at udarbejde elevplaner er bare nogle af de aftaleelementer, som uden tvivl vil forbedre undervisningen og elevernes udbytte. Det er netop nogle af disse ting, som utallige lærere og andre skolefolk indædt har efterlyst, siden skolereformen trådte i kraft. Aftalen er udtryk for et markant nybrud i dansk skolepolitik.
Kommunerne kan spolere aftalen
Men med tilbageholdt åndedrag må skole-Danmark nu vente på, hvordan kommunerne vil håndtere de nyvundne frihedsgrader. For aftalens elementer er desværre ikke lovpligtige. De er muligheder.
Slaget skal nu stå lokalt mellem kommuner, skoleledere og fagforeningskredse. Skal frihedsgraderne udnyttes eller ej? Udfaldet af slaget bliver helt afgørende for skolen. Det værste, der kan ske nu, er, at nogle kommuner vælger at benytte deres magtbeføjelser til at bremse for aftalen. Desværre er det realistisk, at det vil ske nogle steder. For kommunale skolepolitiske prestigeprojekter uden sans for god undervisning og skolens formål har ikke få gange forringet skolens kvalitet igennem en årrække.
Helt afgørende for folkeskolens kvalitet
Den mest fornuftige skoleaftale i mands minde er indgået. Den skal ud at leve i skolerne nu - i alle kommuner. Det er mit håb, at fornuften vil sejre, og at de kommuner, der understøtter aftalens muligheder fuldt ud, vil blive ”belønnet” ved at få nemmere ved at fastholde deres elever og rekruttere dygtige lærere til deres skoler. For det kommer til at betyde en verden til forskel for både elever og lærere, om aftalen implementeres eller ej. Lad os nu - alle skolens parter - trække i samme retning og genskabe en folkeskole af høj kvalitet.