Hjortdal, Qvortrup og Rasmussen i Magisterbladet

Magisterbladet, der har haft adgang til de relevante dokumenter i forløbet, har skrevet om Claus Hjortdals, Lars Qvortrups og Jens Rasmussens forskellige angreb på mig. Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, har klaget over mig til min chef. Qvortrup, der er professor på Aalborg Universitet, har skrevet til et landsdækkende medie på en måde, som af mediet selv blev opfattet som en klage over mig. Jens Rasmussen, der er professor på DPU/ Aarhus universitet, har sammen med Qvortrup offentligt beskyldt mig for mange grimme ting.

For en måneds tid siden blev jeg i kølvandet på min kronik ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen” som bekendt kontaktet af Politikens debatredaktør Christoffer Emil Bruun, der kunne fortælle, at professor Lars Qvortrup havde klaget over mig til redaktionen. Dette skabte naturligvis en del postyr, idet Lars Qvortrup ikke er hr. hvem som helst. Da det kom til Qvortrups kendskab, at jeg var blevet orienteret om klagen, mente Qvortrup pludselig, at hans henvendelse ikke var en klage, men blot en nysgerrig forespørgsel om avisens redaktionelle linje (Qvortrup er åbenbart meget interesseret i avisdrift). Dette mener Christoffer Emil Bruun nu også, selv om han først selv opfattede Qvortrups henvendelse som en klage, og derfor videregav denne betegnelse til mig. Jeg måtte altså svare på en alvorlig klage, der så efterfølgende, når sagen offentliggøres, ikke er en klage! Hvad er det for noget! Men ok, Politiken har jo alle dage været en yderst reformvenlig avis, og det er jo ikke så godt, at vigtige medlemmer af Danmarks Pædagogiske Oligarki bliver afsløret i deres anti-demokratiske manøvrer.

Efter Qvortrups klagende henvendelse modtog bl.a. min chef og jeg også en klagende henvendelse fra Claus Hjortdal, der åbenbart ikke mente, at jeg på baggrund af et omfattende videnskabeligt arbejde skulle kritisere en kronik, som han var medforfatter til. Hjortdal har ikke ønsket at udtale sig Magisterbladet. Måske er han flov?

Det er ellers en vigtig diskussion, Claus Hjortdal nægter at bidrage til. Hvis magtens kritikere ikke kan ytre sig frit, så kan vi jo som land komme i alvorlige problemer! I hvert fald bliver det svært at forstille sig et velfungerende demokrati, der med viden og indsigt løser diverse udfordringer, der måtte opstå.Tror Hjortdal mon selv, at hans og andres manøvrer ligefrem ansporer til en fri og kritisk debat om fælles problemer? Eller er han simpelthen ligeglad? Det kan vi ikke vide, når han ikke offentligt vil begrunde sine handlinger.

Det mest interessante ved Magisterbladets dækning af sagen er dog Rasmussens og Qvortrups egne opfattelser af deres gøren og laden. De har nemlig, hvis man skal tro dem, reelt intet haft med skolereformens tilblivelse at gøre! Intet som helst af betydning! Altså har Rasmussen – modsat hvad alle ellers tror – ikke været med til teoretisk at formulere reformens anti-pædagogiske tænkning, han har ikke været en central figur i forhold til ændringen af læreruddannelsen, og han sidder ikke og fordeler A.P. Møller- fondens millioner til bla. Lars Qvortrup, der på ingen måde rejser land og rige rundt for at fortælle om Hattie og reformtænkningens målstyrede læring. Det er pure opspind, hvis folk siger den slags! På trods af deres helt offentlige virke og forfatterskaber, er der ingen forbindelse mellem deres nuværende demokratiopfattelse og deres fortid på den yderste venstrefløj. Den slags er også pure opspind, uanset hvor grundigt det dokumenteres. Selv om Jens Rasmussen til sin ledelse på universitetet betoner, hvor vigtige opgaver han løser for bla. regeringen, så har han altså ikke noget som helst med noget at gøre.

Selv om Lars Qvortrups aktuelle målstyringsprojekt er modtager af den største enkeltdonation til implementering af folkeskolereformen, har han intet med samme reform at gøre. Selv om det især er Rasmussen og Qvortrups teoretiske arbejde, der har dannet grundlag for den nuværende reformretning, har de ingen indflydelse haft. Selv om de begge har skrevet på en måde, der af ganske mange forskere kun kan læses som parallel til en hård strukturkommunisme, har de aldrig skrevet på en sådan måde. Selv om de mener, at et uimodsagt ”forskningsinformeret” cand.polit-flertalsstyre er det samme som folkestyre (demokrati), så repræsenterer de ikke et opbrud med vores demokratiske tradition.

Jeg har brug for nogle læringsmål for at kunne følge helt med i logikken. Alternativt må jeg betragte Qvortrup og Rasmussen som en slags guder, hvis virke og beskaffenhed er hinsides enhver menneskelig tanke. I hvert fald ved jeg, at jeg ikke må betvivle eller kritisere deres ageren. Måske bør man i stedet for "Danmarks Pædagogiske Oligarki" tale om "Danmarks Pædagogiske Teokrati"? På denne måde kunne vi både beskytte Qvortrup og Rasmussen (og deres strategiske partnere som Hjortdal og andre) fra uvelkommen kritik, ligesom samvittighedsfulde lærere og akademikere på forhånd ville være advaret imod at tvivle på deres magtfuldkommenhed. Ren win-win.

Litteratur/ henvisninger

Læs Magisterbladets omtale af fejden her:

http://magisterbladet.dk/magisterbladet/2015/092015/092015_p12

Øvrige indlæg om sagen:

http://www.folkeskolen.dk/569653/om-at-staa-i-orkanens-oeje

http://www.folkeskolen.dk/569774/om-at-staa-i-orkanens-oeje-2

http://www.folkeskolen.dk/570323/om-at-staa-i-orkanens-oeje-3

http://www.folkeskolen.dk/570390/qvortrup-og-rasmussen-i-politiken