Potentialebaseret innovationsrefleksion

Hvis man betragter de udfordringer folkeskolen og det øvrige samfund står overfor, kan de færreste være i tvivl om, at vi bliver nødt til at fokusere på både udfordringer og potentialer i debatten om det bestående. Helt afgørende bliver det, at vi er i stand til både at se på del og helhed. Hvor ser vi de mest presserende udfordringer? Hvor har vi brug for mere viden? Hvilke kompetencer bør styrkes?  Hvordan forholder vi os til relationen mellem udfordring og potentiale set i lyset af både postmoderniteten, globaliseringen og den globale opvarmning?

Det er i mine øjne vigtigt med en helhedsforståelse af både organisatoriske, strukturelle og implementeringsrelaterede problemkonstellationer. Dog skal vi ikke kun se på de aktuelle udfordringer i denne optik, men vi må for alt i verden ikke glemme, at mange potentialer kan ligge gemt heri. Faktisk vil jeg vove pelsen og påstå, at fremtidens problemløsning må basere sig på multiple forståelser – dvs. en optik, hvor man ser hele vejen rundt om et givent problem, og bagefter ser det i kontekst og sammenhæng. De skoler, der først indser dette vil uden tvivl blive morgendagens pædagogiske fyrtårne.

En anden ting, der ofte bliver overset i debatten, er viljen til innovativ refleksion. Kun ved at turde tænke nyt og vove pelsen i undersøgelsen af praksisnære problemstillinger er det muligt at opnå sand innovation. Der er derfor brug for et nyt mindset, hvor netop dette er i fokus. Vi skal tænke ud af boksen og spørge os selv: Hvor er potentialet? Hvor er mulighederne? Hvor ser vi dilemmaerne?

Når jeg hører folk påstå, at visse tiltag slet ikke har nok potentiale, undrer det mig meget, at der nogle steder er så lidt opmærksomhed på sammenhængen mellem indsigt og udsigt på den ene side og vision og tanke på den anden. Når vi ser ind i noget, vurderer vi dets iboende kvalitet, hvilket der bestemt er et potentiale i, men også en begrænsning. Nå vi ser ud i verden, ser vi muligheder og nye mål, men fokuserer naturligvis ikke meget på det nuværende ståsted. Kombineres disse to perspektiver med den fremadskuende vision og den metarefleksive tanke, er det muligt at opnå et helt nyt og innovativt refleksionsniveau. Det er den vej, vi skal!

Mange vil sikkert påstå, at det altså ikke nødvendigvis er problemfrit at satse så fokuseret på at højne det innovative refleksionsniveau. En sådan indvending kan bestemt have noget på sig i nogle sammenhænge, men jeg vil alligevel mene, at det er helt afhængig af den lokale kontekst. Derfor kan man ikke bare sige enten/ eller i diskussionen om fremtidens målsætninger, men må også her søge multiple forståelser.

Sluttelig vil jeg – måske lidt provokerende – påpege, at lige meget hvordan man vender og drejer det, så kommer vi ikke uden om at se på selve professionen som handlende aktør i et kompliceret samspil med andre aktører. Vi må se i øjnene, at professionen ikke er en fri partikel i et tomt univers, men en del af en helhed. Vi må altså tage ansvaret på os og turde etablere samspil med, og måske af og til også modspil til, det øvrige samfund. Her ligger måske nutidens største udfordring: Er vi klar til det?