Kritik af den pædagogiske filosofi

Vi lever i en dramatisk tid. Ikke så meget fordi der har været lockout på skoleområdet, eller fordi en ny læreruddannelse er vedtaget, eller fordi en skolereform er på vej. Den slags sker, og alligevel går livet jo videre. Det er mere den dominerende tænkning i alle disse tiltag, der er skyld i dramatikken.

Et overvældende politisk flertal ser i dag skolen som et instrument i konkurrencestatens tjeneste, ikke som et sted, hvor frie mennesker indgår i et socialt og kulturelt fællesskab. Skolepolitiske tiltag motiveres nu eksplicit med udgangspunkt i overvejelser om effektivitet og konkurrenceevne, og det er af historisk betydning, at vi nu så markant har forladt alle overvejelser om et muligt paradoks i den pædagogiske relation. I praksis betyder det, at vi som samfund har opgivet ideen om menneskets mulige frihed, og fremtidens elever skal ikke blive hverken frie eller sociale, de skal derimod præstere indenfor de af konkurrencestaten dikterede rammer. Denne fremtidige præstation i statens tjeneste skal tilvejebringes med nøje fastlagte og evidensbaserede instrumenter – hvoraf undervisningsteknokrater er et af dem. Selv lærernes fagforening har ladet sig indrullere i det Orwellsk-klingende projekt Ny Nordisk Skole, der noget halvhjertet skal sløre overgangen til en helhjertet konkurrencestatspædagogik. Det er ganske radikalt, men tilsyneladende er der kun få, der for alvor er klar over konsekvensen af tænkningen. I hvert fald støttes synspunktet af de fleste politiske partier – og af de fleste vælgere. Idehistorisk er det en katastrofe, for ideen om menneskets værd har været længe undervejs med mange afbrydelser. Eksempelvis gik der over totusind år fra Sokrates` dødsdom til oplysningstidens pædagogiske filosofi.

Hvam har skylden for denne deroute? Det har vi alle sammen! Hvem har især svigtet? Det har filosofferne! Ganske vist har eksempelvis Peter Kemp (2012), Thomas Aastrup Rømer (2013) og Ove Korsgaard (2004) med stor succes italesat filosofiske og idehistoriske spørgsmål, og alle har de med flid og ihærdighed betonet nødvendigheden af at være opmærksom på pædagogikkens relation til kultur og menneskesyn. Imidlertid skal der mere til, idet systemtænkningen i dag står meget stærkt, og støttes af de største partier i folketinget, KL, Dansk Erhverv og Dansk Industri. Tilmed har den åndløse, instrumentelle tilgang været begunstiget af dygtige forskere, der har formået at formidle system- og evidensbaserede argumenter i et klart og tydeligt sprog i offentligheden.

Der har altid været kamp om skolen, om pædagogikken og om ”sandheden”. Heri er der ikke meget nyt, og sådan bør det også være. Problemet er snarere, at denne kamp langsomt ebber ud. Kun få gider tilsyneladende at forsvare ideen om menneskets potentielle frihed i en åben fremtid. Vi er som folk åbenbart villige til at acceptere ideen om, at vi skal være soldater i konkurrencestatens tjeneste. Vi er åbenbart også blevet ligeglade med, om vi binder både nuværende og endnu ufødte børn til denne skæbne. Hvor er filosofferne? Bortset fra de ovenfor nævnte og få andre, gemmer de sig. Er de bange for skarntydesaften, der i dag trods alt antager en mere human form (ingen forskningsbevillinger og få muligheder for varig ansættelse), eller hvad?

Misforstå mig nu ikke. Vi skal ikke have filosofstyre eller noget i den retning. Slet ikke. Filosoffer skal kritisere og tale fornuft, men ikke beslutte noget som helst (udover brugen af deres egen stemmeret). Filosofferne skal heller ikke være de eneste, der ytrer sig. Faktisk anser jeg det for vidunderligt, at dygtige folk som eksempelvis Niels Egelund på så mange forskellige områder kan formulere skarpe og let forståelige synspunkter til offentlighedens gavn og oplysning. Det er alt sammen meget fint. Imidlertid er vi i den situation, at filosofien modsat er næsten helt fraværende i de vigtige fælles beslutninger, vi træffer i vores samfund i disse år. Selvfølgelig må politikerne tage deres del af ansvaret for, at de kun lytter til nogle bestemte forskere, men filosofferne må altså også komme ind i kampen! Det er nu, vi som samfund har brug for dem.

Det er forståeligt, at man som politiker gerne vil tilvejebringe konkrete svar på pædagogiske udfordringer, og det er også forståeligt, hvorfor det kvantitative argument ofte får meget medvind. For en ambitiøs politiker er det besnærende at indføre eller støtte en metode eller en tilgang, der påberåber sig evidens – og måske endda kan fremvise en statistik, der ”beviser”, at den er god. I mange tilfælde (i skolen såvel som i livet) kan det også være ganske fint at gøre noget, der virker. Afgørende er det dog, at det, der virker, hænger sammen med noget, man også vil. Derfor må vi i fællesskab forsøge at skabe en debat, der ikke forsimpler det pædagogiske ansvar til et spørgsmål om den mest effektive tilpasning eller den ”rigtige” indlæringsproces. Vi må i fællesskab tale om de væsentlige spørgsmål, vi deler. Hvordan skal vi leve sammen? Hvad tænker vi om livet, om fortiden, om nutiden og om fremtiden? Hvad vil vi med os selv? Hvad vil med hinanden? Hvad er i grunden et frit menneske? Hvad er kultur? Hvad er et godt fællesskab? Og hvordan kan vi i pædagogikken understøtte kommende generationers aktive deltagelse i denne fælles overvejelse og tilværelse? Her har filosofferne (der har fået betalt en dyr uddannelse af os alle sammen) en særlig forpligtelse til at bidrage med kritik og argumenter! Vigtigst er det dog stadig, at alle med relation til skolen vedvarende reflekterer over det fælles ansvar, som pædagogik er.

Pædagogik kan og skal aldrig udføres perfekt eller evident. Dertil er den pr definition alt for paradoksal, hvilket filosofien kan bevidne. Mellem mennesker skal der altid være et åbent rum, noget ubestemt, noget at søge hinanden i. Hvis pædagogikken – og skolens virke – i modsat fald var fuldt belyst og indholdet heraf endeligt opgjort (på den ene eller den anden måde), vil det menneskelige samvær i skolen blive en bevægelse fra A til B, og pædagogik blive til tilpasning. Herved ville menneskets frihed forsvinde, og et eksistentielt slaveri opstå.

Når forskellige holdninger, fagsyn, positioner og perspektiver mødes i en konstruktiv samtale opnår pædagogikken en legitimitet, idet den – i kraft af den stående kritik og diskussion – fastholder en opmærksomhed på det pædagogiske paradoks. Sidstnævnte er i løbet af historien blevet formuleret på mange måder, og i her er det først og fremmest relevant at betone, at skolen søger at frisætte (give mulighed for selvstændig handlen i sociale fællesskaber) individet via tvang (skolen/ forældrene bestemmer, hvad, hvornår og hvordan der skal læres), og oven i købet uden at vide, hvad eleven får brug for (idet vi ikke kender fremtiden). Så længe der i samfundet, i den akademiske verden, og allermest i praksis, er en stående debat om disse spørgsmål, kan vi forsøge at undgå, at skolen bliver undertrykkende og ensrettende. Pædagogik i et demokratisk samfund er dybt afhængig af en venskabelig kamp og en intensiv debat – med det fælles formål at give fremtidens borgere optimale muligheder i livet. En forudsætning for, at dette møde mellem standpunkter kan finde sted er, at de af og til bringes sammen (Mårtensson 2013). Aktuelt er det primært systemtænkere og evidensdrenge, der svinger taktstokken, mens filosofferne i almindelighed gemmer sig (igen er ovennævnte og få andre undtaget).

Nu kunne man spørge: Er det så slemt, at vi i en kort periode slipper for at høre alt for meget på filosoffernes evindelige ævl? Mit svar er: Nej, det behøver ikke nødvendigvis at være en katastrofe. Imidlertid er systemtænkningens overtag nu tæt på at være ubrydeligt, hvilket jeg i kortform vil etablere evidens for:

• Politisk støtter et overvældende flertal bestående af SF, S, RV, V og K (i hvert fald officielt) helhjertet en Luhmann-inspireret instrumentel, ikke-paradoksal og evidensbaseret pædagogisk praksis fra vuggestue til universitet.
• Den nye læreruddannelse er stærkt inspireret af professor Jens Rasmussens grundige arbejde med ovenstående tænkning, og fokuserer på kompetencemål og evidensbaseres forskning.
• Den netop overståede konflikt på skoleområdet understøtter ligeledes en instrumentel, fastlagt praksis, idet lærerne i langt mindre grad kan forberede, diskutere og efterbehandle deres undervisning (med mindre folkeskolen bliver tilført enorme resurser, så skolelederen kan vælge at prioritere det ekstraordinært efter en kommende skolereform).
• Ph.d.-rådet, der uddeler Ph.d.-stipendier til kommende forskere på det pædagogiske område, fokuserer ligeledes på forskning, der primært kan understøtte en udbytte- og erhvervsorienteret praksis, og ledes (måske helt tilfældigt) også af Jens Rasmussen.

Således står vi altså i denne situation:

1)      Politisk er der bred enighed om en helt bestemt  kompetenceorienteret forståelse af pædagogik

2)      Kommende lærer uddannes indenfor rammerne af netop denne forståelse

3)      De arbejdsvilkår, aktive lærere underlægges, animerer til en praksis, der kun kan rummes i ovenstående forståelse af pædagogik

4)      En stor del af al kommende skoleforskning vil sandsynligvis understøtte samme forståelse

Jeg anser mig selv for relativt historiekyndig, men mindes ikke, at vi (på beslutningsniveau) nogensinde før har haft et så ensartet billede i dansk pædagogik – ikke engang under 70`ernes ellers så marxistiske dogmatik. Ser vi på Europa som helhed, kan jeg kun komme i tanke om fascismen og kommunismen i forrige århundrede, hvor en tilsvarende ensretning fandt sted – disse havde dog nogle helt andre og bipolære målsætninger.

Ingen af os kan med sikkerhed vide, om den nuværende, dominerende tænkning er god eller dårlig for vores fælles samliv på sigt. Meget kan ske, og fremtiden er umulig at spå om. Imidlertid bør vi principielt kunne blive enige om, at en så markant ensretning aldrig kan være fordelagtig i et demokrati. Vi er – uanset hvilken teoretisk forståelse, der nyder politisk gehør – nødt til at diskutere, tvivle, lytte og argumentere, hvis vi fremadrettet leve i et frit samfund. Hvis en pædagogisk praksis, hvor venligt den end er tænkt, i både tanke og handling forbliver uimodsagt, ophører den nemlig med at være pædagogik. Den bliver derimod langsomt og umiskendeligt til ren tilpasning med ufriheden for øje. Når det sker, har et samfund hårdt brug for filosoffer. Derfor er det problematisk, at de svigter os i så stort omfang netop nu.

Litt:

Kemp, Peter (2012): Filosofiens verden. København: Tiderne skifter

Korsgaard, Ove (2004): Kampen om folket, København: Gyldendal

Mårtensson, Brian Degn (red) (2013): Skolens Praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring. Frederikshavn: Dafolo

Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Rømer, Thomas Aastrup (2013): Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog. Fjordager

Om Ph.d.-rådet: http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/