Vil globaliseringen i sin nuværende form fortsætte, eller vil nationalismens omrøring i samfundet komme i spidsen i 2020’erne?

(Foto: FAQMP Ichannel/Flickr.com)

Globaliseringen ført an af neoliberalismen har været skelsættende siden Berlin Murens fald i 1989. Med globaliseringen har folkeskolen skulle omstille sig til en ny virkelighed med anderledes krav, end hidtil set. En virkelighed med human kapital, livslang læring og ikke mindst et nyt vidensparadigme.

Globalismen har i et stort omfang også ramt den danske folkeskole; kompetence mål, heldagsskole og andre tiltag der normalt kendes fra den angelsaksiske verden, er blevet indført i den ellers så ’reformpædagogiske’ danske folkeskole. Det kan anskues, at folkeskolereformen var den afgørende faktor for den nye ”globale” folkeskole. Ontario i Canada har været skabelon for den danske folkeskolereform fra 2013. Årsagen til dette er bl.a. at Ontario har klaret sig godt i tests som PISA.

Hertil er det skræmmende, at Canadas præsident Justin Trudeau har erklæret, at hans nation er verdens første ”postnationale stat” - et land uden kultur at opretholde eller integrere sig i, at det er en skabelon for den vestlige verden fremad.  Når vi før har været inspireret af Canada, kan det sagtens ske igen.

Globaliseringens fortalere, som Canada, mener at nationalstater er en hindring for den nye globale orden. En global orden hvor særligt Facebook og Twitter udøver en social kontrol, ved at censurerer det ”dårlige”. Det må være magt pålæggende for den danske folkeskole ikke at skabe en kollektivistiske årgang af unge mennesker, som kan siges at være set med raceoptøjerne i USA, men at skabe et unikt selvtænkende individ. Dette kan anskues at være et projekt vi som samfund og skole allerede mestrer, når vi kigger på skolevalgene, som har en bred mangfoldighed af partier – modsat hvad lærerne selv har.

Jeg tror generelt, at den nye årgang af unge forstår at globaliseringen har ødelagt meget af deres fremtid. Især med et økonomisk system, der kræver uendelig vækst på en dødelig planet. Et globalt-økonomisk system der på mange måder er styret af finansielle institutioner og de massemedier som globalisterne ejer, af internettet, handel og naturligvis migration. Nu ser vi de kulturelle og sociale konsekvenser, særligt med voksende ulighed og en fordampning af social samhørighed.

I Danmark kan det siges at forældrene har afvist folkeskolereformen inspireret af Ontario. Flere har meldt deres børn ind i privat/friskoler. Globaliseringen har altså ikke haft den ”ustoppelige” effekt i Danmark. Alligevel bliver globaliseringen tvunget ind af den politiske klasse, styrket af den finansielle klasse, og idoliseret af mainstream-medierne. Det ligner at globaliseringen ønsker kollektivisme modsat individualisme. Særligt når transnationale organisationer som OECD ønsker at strømline skoler verden over.

Folkeskole gør det godt, men med et stigende pres udefra kunne folkeskolen blive skræmt af en øget grad af nationalisme.

Jeg håber dog, at globaliseringen fortsat bekæmpes med nationalisme. Fordi det synes, at nationalismen som modsvar til globaliseringen for øjeblikket er den mest stabiliserende politiske styrke, der eksisterer, da nationalisme taler til vores menneskelige følelse af (lokal)samfund og tilhørighed, og at det langt fra forsvinder i det meste af den vestlige verden. På trods af at nationalismen konstant er blevet (forsøgt) ødelagt af en stadig mere nervøs elite som reaktion på deres grove misforvaltning af globalisering.