BLOG
Empty article - Subtitle
Det kontroversielle budskab
Delebørn trives bedre end andre skilsmissebørn og er mindre stressede end skilsmissebørn med ét hjem
Forleden sad jeg på et lærerværelse, hvor jeg overhørte et lærerteam tale om deres bekymring for en elev, hvor forældrene netop er blevet skilt, og hvor barnet bor en uge ad gangen hos hver af forældrene. Ligesom nogle af mine egne fagfæller (socialrådgivere) var lærerne enige om, at det måtte være en svær tilværelse for eleven at skulle bo to steder. Derfor kunne de ikke forstå, hvorfor forældrene fravalgte, at deres barn blot skulle bo hos en af dem.
For nogle børn er det bedre med ét hjem – for andre ikke. Det afhænger af mange faktorer … men aldrig af en generalisering; såsom at de voksne vel aldrig ville byde sig selv at skulle bo to steder.
Som jeg i et tidligere blogindlæg skrev, så er det en myte, at en deleordning, hvor forældrene har barnet lige meget, er skidt!
Mai Heide Ottosen (seniorforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, tidligere SFI) fastslår i bogen DELEBØRN fra 2016, omkring skolebørn og unge:
»De fleste undersøgelser viser, at børn i deleordninger ikke klarer sig dårligere end andre skilsmissebørn; flere peger oven i købet på at de gennemsnitligt klarer sig lidt bedre.«
- Ottosens forskning trak allerede tilbage i 2012 overskriften »Delebørn trives bedre end andre skilsmissebørn« i Videnskab.dk.
- Og Politiken opsummerer i 2016: »Enige eksperter: Børn tager ikke skade af deleordninger«
- Videnskab.dk er endnu engang på banen, da de i 2017 – under overskriften »Skilsmissebørn med lige tid hos mor og far klarer sig bedst« – skriver: »Ny svensk forskning viser, at skilsmissebørn, som deler deres tid ligeligt mellem mor og far, klarer sig bedre både socialt, økonomisk og helbredsmæssigt end børn, der bor mest hos den ene forælder.«
Uanset kræver deleordninger, at deres forældre samarbejder tæt! Det siger næsten sig selv. Og det er mange forældre vældig gode til.
Hvis jeg den dag på lærerværelset var blevet inviteret med i en drøftelse af, hvor bekymrede lærerne burde være for elevens fremtid som delebarn, ville jeg (endnu engang) henvise til Mai Heide Ottosen. Hun har som seniorforsker ved Danmarks største forskningsmiljø på velfærdsområdet belæg for at konstatere:
