Når en elev fortæller om bekymrende forhold, er vi nødt til at inddrage forældrene

Som opfølgning på blogindlægget Selv om vi har tavshedspligt, kan vi aldrig love et barn fuld fortrolighed! vil jeg i dette indlæg komme med eksempler på, hvor lettede og taknemlige børn og forældre er, når vi som fagpersoner tager ansvar for at få inddraget forældrene. Forældre reagerer næsten uden undtagelse omsorgsfuldt for deres barn, når de bliver præsenteret for deres barns svære tanker, følelser og oplevelser – også når det svære er ’rettet mod’ dem som forældre.  

I det tidligere indlæg har jeg redegjort for: 

• Hvorfor elevens vigtigste fortrolige er forældrene – også når eleven har betroet sig til sin lærer eller andre fagpersoner. 
• Hvilke konsekvenser det har for eleven, hvis forældrene ikke inddrages i bekymringen. 
• At eleven ikke behøver at miste tilliden til sin lærer, når denne sørger for at kontakte elevens forældre. 
• Hvordan eleven gøres tryg og får indflydelse på, på hvilken måde forældrene inddrages. 

Grunden, til at vi nogen gange er tilbageholdende med at få talt med elevens forældre, er vel nok, at vi er usikre på forældrenes reaktion 

Jo færre gange vi har oplevet den positive respons fra forældrene, når vi indvier dem i deres barns tunge tanker og bekymringer; jo sværere er det måske nok at have tillid til, at forældrene vil reagere hensigtsmæssigt og omsorgsfuldt. 

Det er meget forståeligt! Selv om jeg har haft den slags samtaler med forældre hundrede vis af gange, trækker jeg nogle gange vejret en ekstra gang og overvejer min formulering af det svære budskab til forældrene, fordi jeg tænker, det må være overvældende for forældre at blive præsenteret for noget, som ens barn endnu ikke har haft mod på at sige højt derhjemme. Især når det handler om forhold ved forældrene, som barnet har det svært med. 

Jo mere trygge vi som fagpersoner selv er ved at skulle inddrage forældrene, jo mere tryg bliver barnet eller den unge også 

Jeg bliver ind imellem kontaktet af fagpersoner, som har talt med en elev om noget svært, hvor det er så bekymrende, at vi er nødt til at få talt med forældrene – og nogle gange desuden inddrage Familieafdelingen, så familien kan få den fornødne hjælp. Dilemmaet kan være, når barnet eller den unge holder fast i, at den voksne på skolen, som eleven har betroet sig til, ikke må sige noget til forældrene.  

På baggrund af alle mine hidtidige positive erfaringer med forældre, har jeg en tro på forældrene og deres gode forudsætninger for at drage omsorg for deres barn i den situation, hvor de bliver bekendt med, hvor svært det er at være barnet. Den tro – og nærmest vished – mærker eleverne, når jeg taler med dem om, at vi er nødt til at få talt med deres forældre, så de kan være med til at løse og afhjælpe alt det svære, barnet eller den unge står alene med. Derved ender eleven også med at tro på, at det ikke kan gå så galt. 

I parentes indskyder jeg i den forbindelse en vigtig pointe: (Jeg kan ikke i mine mere end 20 år som socialrådgiver, hvor jeg har arbejdet med de mest udsatte børn og unge og deres familier, komme i tanke om mere end maksimalt en håndfuld situationer, hvor forældrene har håndteret deres barns bekymrende meldinger på den måde, som børnene netop frygtede. Og de gange, hvor det er sket, er det også en indikator for, hvor svært det i det hele taget er for barnet i dagligdagen; at der er brug for at støtte forældrene i at møde og forstå deres barn omsorgsfuldt.)   

Hvad er det værste, eleven frygter?  

• Ofte svarer Sofus, at han er bekymret for, at hans forældre bliver vrede eller kede af det. Men når vi får talt lidt nærmere om det, kan Sofus godt se, at hans forældre nok i virkeligheden har et ønske om, at han trives og får det godt. 
• Og så kan jeg jo forsikre Sofus om, at jeg nok skal sørge for at forklare mor og far, at han er bange for, at de bliver vrede eller kede af det.  
• I de få tilfælde, hvor eleven holder fast i, at mor og far vil blive vrede, kan jeg forklare, at jeg i så fald skal hjælpe mor og far, så de ikke bliver vrede.  
• Jeg forklarer nogle gange eleven, at det står i loven, at læreren skal reagere, når et barn eller en ung fortæller noget, som er for svært at klare selv – uden forældrenes hjælp. Og at der måske endda også er brug for, at nogen, som har prøvet det mange gange før, kan støtte og hjælpe familien med det svære.   

Læg en plan med eleven for, hvordan I taler med mor og far om det svære 

• ”Hvad kan hjælpe eller gøre det nemmere, når vi skal informere dine forældre?” 
• ”Skal vi sammen fortælle din far og mor det?” 
• ”Skal jeg fortælle det, hvor du sidder ved siden af og lytter med? Så du kan følge med i, hvordan dine forældre og jeg får talt om det, og hvad der kommer ud af det. Og så du kan supplere og korrigere, hvad jeg fortæller.” 
• ”Skal jeg mødes med din mor og far uden dig, og bagefter fortæller jeg dig, hvordan det gik?” 

Læs eventuelt mere om forberedelsen af, hvordan mor og far inddrages i mit tidligere blogindlæg Må vi holde mor eller far udenfor?  

I mine første fire indlæg her på folkeskolen.dk har jeg beskrevet, hvordan vi som fagpersoner med fordel kan gribe det an, når vi inddrager forældrene, også når de ikke ønsker vores indblanding eller er uenige i vores budskaber. 

ET PAR EKSEMPLER – HVOR ELEV OG SKOLE FRYGTEDE INDDRAGELSEN AF FORÆLDRENE 

… og som sagt er det næsten uden undtagelse en frygt, som ikke bliver til virkelighed: 

Malthe i 4. klasse har betroet sin lærer, at han føler sig svigtet af sin mor, som efter skilsmissen ikke rigtig har tid til ham

Skolens AKT-lærer forklarede mig, at hun havde haft flere samtaler med Malthe, som følte sig voldsomt tilsidesat af sin mor, efter forældrene var blevet skilt. AKT-læreren blev ekstra bekymret for Malthe, fordi han tydeligt var præget af situationen, og han kunne ikke tale med sin mor om, hvor skidt han havde det. Skolen havde tidligere erfaringer fra samarbejdet med Malthes forældre, hvor hans mor blev vred og negligerede bekymringer, når skolen henvendte sig omkring sønnen. Skolen og AKT-læreren havde derfor en formodning om, at mor ville reagere endnu mere kraftigt denne gang, fordi Malthes udtalelser gav indtryk af, at hans mor slet ikke var der for ham.

Sammen med AKT-læreren deltog jeg i en samtale med Malthe, og han var ganske rigtigt nærmest bange for sin mors reaktion, hvis hun fik at vide, hvor voldsomt han følte sig svigtet af hende. Det viste sig, at han dybest set var mest bekymret for, om hun ville blive ked af det, men også vred. Sammen skrev vi ned, hvad det var, der var så svært for ham – og svært mellem ham og mor. Vi skrev lige så meget ned om, hvad der var godt imellem ham og mor, og hvad der førhen havde været rart, og ikke mindst hvad han ville ønske, der blev ændret imellem dem. Da vi var færdige og læste det hele op, var Malthe afklaret; han ville gerne have, at jeg hurtigst muligt fik forklaret hans mor – og far (heldigvis havde de et godt samarbejde) – hvad han havde forklaret. Han ville gerne være med i samtalen, men jeg skulle føre ordet, og så kunne han supplere og uddybe.

Da vi mødtes med mor og far, blev Malthes mor berørt. Hun forklarede, at hun havde haft det svært i en længere periode, og at hun var på vej ud af at være stressramt, så hun kunne kun bekræfte, at det måtte være svært for Malthe. Malthe blev selvsagt vældig lettet.

Sammen fik vi talt om, hvad de konkret kunne gøre derhjemme for at få vendt situationen – hvor mor og søn selv havde svarene. Og far kunne bakke op ved at være behjælpelig på forskellig vis. Vi aftalte at følge op efter nogle uger, og derefter var der faktisk ikke behov for flere samtaler. Efter aftale med Malthe og hans forældre fulgte jeg også op med skolen, som igen så en dreng i trivsel.

(Når der også er fokus på dét, der fungerer, og ønskerne om forandringer får fokus, så bliver det meget nemmere at tale om det svære. Det bliver samtidig tydeligt, at der er ressourcer at bygge videre på, og løsningerne viser sig hurtigt. - En tilgang som mange lærere og pædagoger i forvejen har ved møder med forældrene.)

Alberte i 8. klasse har fortalt sin lærer, at hun skærer i sig selv 

Albertes lærer opsøgte mig, fordi han var bekymret for Albertes tilstand. Hun havde igennem længere tid haft det svært, og hun følte ikke, hun kunne tale med sin mor. Alberte havde forklaret sin lærer, at han meget bedre forstod hende. Derfor havde han igennem nogle måneder haft ugentlige samtaler med Alberte, og det var en stor hjælp for hende, fordi hun ikke kunne holde sin mor ud. Da Alberte igennem nogen tid havde skåret i sig selv, hvilket hun havde betroet sin lærer, opsøgte han mig med spørgsmålet om, hvordan vi kunne få hjulpet Alberte, uden at hendes mor blev orienteret.

Alberte havde sagt til sin lærer, at han skulle love, at hendes mor ikke fik noget at vide om, at hun var begyndt at skære i sig selv. Han var bekymret for, om Alberte ville miste tilliden til ham, hvis han insisterede på at kontakte hendes mor, og hvis hun ikke længere havde ham at tale med, hvordan ville det så gå hende?

Vi aftalte, at han skulle komme sammen med Alberte, hvor jeg ville forklare hende, at vi var nødt til at få talt med hendes mor. Jeg nåede ikke at sige så meget andet til Alberte, end at både hun og hendes mor lød til at have brug for hjælp til at få det bedre – og at jeg kun kunne sørge for det, når vi sammen fik fortalt hendes mor, hvor skidt Alberte havde det – før Alberte brød sammen og udtrykte stor lettelse. Alberte kunne slet ikke overskue, at hun ikke længere talte med sin mor, og at den eneste kontakt imellem dem bestod af konflikter.

Albertes mor blev lige så lettet, da vi talte sammen, og hun havde selv overvejet, om de kunne få noget hjælp til at få løst op for de uoverensstemmelser, som blev ved med at opstå imellem dem.

Mor og datter blev henvist til relevant hjælp, og nogle uger senere ringede Albertes mor og var på den ene side lettet og taknemlig – på den anden side rystet over at opdage, ”hvordan min lille pige havde skåret sig alle mulige steder på sin krop. Hvis bare jeg havde vidst det, kunne jeg have taget mig af hende”.

Og så en lille refleksion her til sidst i dette lange indlæg. Lidt moraliserende, men en god tommelfingerregel at gøre brug af, hvis man er i tvivl: Hvordan ville jeg som forælder have det, hvis mit barns lærere eller andre fagpersoner kendte til, at mit barn gik og havde det skidt – uden at jeg fik det at vide? Hvordan kan jeg som forælder ændre mig og handle på forhold, hvis jeg ikke ved af, at der er brug for det? Jeg ville virkelig føle, at jeg svigtede mit barn, hvis jeg ikke fik muligheden for at drage ekstra omsorg for mit barn, når der var allermest brug for det.