BLOG

BLOG

Empty article - Subtitle

Samarbejdet med skilte forældre, som strides

Det sker, at jeg glemmer at følge de gode råd, som jeg ellers deler ud af i min blog – så jeg må vist lige opdateres …

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

… nu hvor jeg snart runder 50 blogindlæg og inden længe takker af som fast blogger på Folkeskolen; så vil jeg lige gentage nogle af mine vigtigste budskaber (som jeg forleden var ved at glemme)

For nyligt var jeg til møde på en skole, hvor jeg som skolesocialrådgiver var inviteret med sammen med Antons lærer, skoleleder og forældre

Da far bor flere timers kørsel væk, er det mor og hendes nye samlever, der deltager – dvs. afbud fra far. Det er første gang, jeg møder Antons mor og bonusfar, som de selv omtaler Antons mors nye samlever igennem godt et år.

Skolen har indkaldt til mødet, fordi Anton, som går i 2. klasse, har svært ved at finde sig til rette, efter han i forbindelse med forældrenes skilsmisse skiftede skole.

Kort inde i samtalen mærker jeg, hvor indigneret jeg bliver på farens vegne, fordi både Antons mor og bonusfar taler dårligt om Antons far. Både direkte og imellem linjerne. På den ene side beskriver Antons mor og bonusfar, at Antons far er uinteresseret i sin søn. Men øjeblikket efter siger Antons mor, at hendes eksmand utallige gange om ugen kimer sønnen ned, og lidt senere uddyber hun, at Antons far ringer en to-tre gange om ugen. ”Det lyder da ret relevant, og bestemt ikke som for mange opkald”, tænker jeg. Og jo flere eksempler, Antons mor og hendes nye mand ’leverer’ under mødet, jo mere tænker jeg, at Antons far ikke har en eneste chance for at gøre noget rigtigt – i deres øjne.

Jeg ender med at blive rigtig irriteret – fordi jeg synes, det er uanstændigt at omtale en mand, som ikke engang er til stede, på den måde. Og jeg når også at få sagt (i det mindste konstruktivt), at jeg fornemmer, at mor og hendes mand ikke har så positive forventninger til Antons far. Jeg gør også opmærksom på, at når jeg fornemmer det, tænker jeg også, at Anton derhjemme fornemmer, hvordan hans mor og bonusfar har det med hans far. Jeg når at tænke, at jeg måske risikerer at miste muligheden for at få et samarbejde med Antons mor (og bonusfar). Fordi mit behov for at udtrykke min irritation (pakket ind i assertive formuleringer) overskygger min egentlige viden om, at der ligger et eller andet bag mors måde at tale om far på.

Og så er det, at jeg lidt senere i samtalen bliver klar over, hvad der formentligt ligger bag Antons mors negative meldinger om sin eksmand – og hun bliver ’bakket op’ af sin nye mands negative superlativer om Antons far. Selve bruddet mellem Antons forældre var pludseligt og voldsomt for Antons mor. Hun fortæller, at hun med dags varsel blev bedt om at pakke og flytte, og det har været et hårdt slag og en svær periode for både hende og Anton at komme igennem. Og bruddet ligger mindre end et par år tilbage. Da jeg fik den vinkel med, blev jeg mindet om, at:

  • Der er altid en god grund til forældrenes urimeligheder. Jeg var lige ved at glemme min egen regel om, at vi skal bevare en nysgerrighed og forholde os åbent og imødekommende.

SÅ: Jeg vil gentage et udsnit fra et af mine første blogindlæg:

Tre simple 'regler' kan bane vejen til et godt samarbejde

Når elever ikke trives, er vi altid nødt til at reagere og gå i dialog med forældrene. Når en elev tilsyneladende reagerer på forældrenes skilsmisse – også nogle gange flere år efter familiens brud – går vi som fagpersoner tæt på. Nogle forældre reagerer med vrede, frustration, benægtelse eller går sågar til modangreb.

Forældres modstand kan bl.a. skyldes dårlig samvittighed, manglende indsigt, manglende overskud. Ikke mindst gennemlever forældre en krise i forbindelse med familiebrud. Den kan også spænde ben for et konstruktivt samarbejde.

Der er mange måder, vi med fordel kan møde modstand på. Det ved I som lærere rigtig meget om. Jeg læner mig ofte op af tre tilgange:  

1. Hold fast i skolens faglige vurdering – og med afsæt i beskrivelser af oplevelser på skolen

”Det, vi oplever omkring Cecilie, er, at hun i skolen er påvirket af jeres uoverensstemmelser som forældre. Bl.a. fortæller hun om episoder, hvor hun overværer, at I råber af hinanden.”

Hvis forældrene negligerer, at det skulle have betydning, kan I supplere med at hægte jeres faglighed op på evidensbaseret viden:

”Man ved, hvor afgørende betydning forældrenes konfliktniveau har for skilsmissebørns trivsel, faktisk helt ind i voksenlivet.”  

2. Forsøg at forstå, hvordan forældrene oplever situationen

- ”Hvordan ser I derhjemme, at …?”

- ”Så I synes, det er frustrerende, at …?”

- ”Hvordan kan I og vi forsøge at ændre det?”  

3. Udvis igennem hele processen omsorg – også når forældre er urimelige i deres udsagn

Vi kan som fagpersoner holde fast i vores faglighed (1), samtidig med at vi sætter os i forældrenes sted (2) – og dermed møder forældrene åbent.

”Det giver god mening, at I har det sådan. Men det dur bare ikke, at Cecilie står i midten af det hele og bliver mere og mere trist. Så hvordan kan vi finde en løsning på det?”  

Endnu en guideline til os fagpersoner er at møde forældrene med afsæt i et mål om at opnå en reel dialog – frem for at have en indre dagsorden om at skulle overbevise forældrene om at forstå, hvad vi forstår: Søren Kierkegaard var en klog mand :-)

/ Anton er ikke elevens rigtige navn, og detaljer i fortællingen er af hensyn til anonymisering ændret.  

Powered by Labrador CMS