Selv om vi har tavshedspligt, kan vi aldrig love et barn fuld fortrolighed!

BARNETS VIGTIGSTE FORTROLIGE ER DETS FORÆLDRE – OGSÅ NÅR BARNET HAR BETROET SIG TIL SIN LÆRER ELLER ANDRE FAGPERSONER

Og hvorfor det? Hvorfor kan vi IKKE tilbyde Sofus, at han kan tale ud om den ubærlige situation, han står i, uden at vi gør noget ved den?

Ganske enkelt fordi det er uforsvarligt at lade et barn i stikken – på to måder:

1. Barnet ender med at skulle bære byrden alene – uden sine forældre. Og kun i skoletiden undgår barnet at stå alene med sine tanker, smerte og bekymringer, dvs. kun i de timer og de dage, hvor du som barnets fortrolige er til rådighed.
2. Barnets situation forbliver uforandret. Det er ikke nok at få talt om det svære. Der skal også gøres noget ved det.

Hvis Sofus beder os om at, at vi undlader at tale med hans forældre, skal vi huske os selv på:

1. Sofus kan kun få lettet sit hjerte helt (og ikke halvhjertet), når mor og far inddrages.
2. Vi kan kun forandre og handle på Sofus’ situation, når far og mor inddrages.

Måske tænker du, at Sofus kan miste tilliden til dig, hvis du holder fast i, at I er nødt til at få fortalt hans forældre, hvordan det står til

Lad os vende den rundt: Når et barn hjemme har betroet sig om noget svært, der foregår i skolen, og hvor barnet føler sig utryg ved, at forældrene inddrager elevens lærer. I de situationer er der også brug for, at forældrene går imod deres barns ønske, fordi de som de voksne ved, at der skal tages hånd om det, som er svært.

Når de voksne omkring et barn, som har det svært, IKKE får handlet, så risikerer vi (derimod), at barnet mister tilliden til os.

Omsorgssvigtede børn har sidenhen som voksne udtalt, at de som børn fortalte om utrygge forhold i hjemmet til deres lærer, og at der ikke kom noget ud af det. At ingen tog affære eller forsøgte at hjælpe med de hjemlige forhold. På den måde har de følt sig ladt i stikken – og svigtet.

Børn bevarer tilliden til os, når vi som voksne tager ansvar og nogle gange går imod deres ønsker, fordi vi med vores erfaring og viden ved, at der er brug for at tage hånd om det, som er svært

Når vi sørger for at forklare Sofus

- hvorfor det er vigtigt, at vi får talt med hans forældre

- hvordan vi vil gøre det

- hvornår det sker

og når vi lader Sofus få indflydelse på, hvordan det kommer til at foregå:

Så er der en rigtig god sandsynlighed for, at Sofus bliver tryg ved – og faktisk også lettet over – at hans forældre bliver inddraget i, hvor svært han har det.

Forældrene reagerer næsten uden undtagelse omsorgsfuldt for deres barn, når de bliver præsenteret for deres barns svære tanker, følelser og oplevelser – også når det svære er ’rettet mod’ dem som forældre

I et senere blogindlæg vil jeg beskrive nogle eksempler på, at det faktisk altid lander et godt sted for både barnet og forældrene, når vi hele vejen rundt får talt sammen.