De fusioneredes fordele

Disen ligger tyk og hvid henover Lolland. Luften er fugtig og skarp idet vi træder ud af bilen ved hovedindgangen til Frilandsmuseet i Maribo. Det er første stop på rejsen rundt til et lille udvalg af skolemuseer og skolehistoriske samlinger. Jeg skal danne mig et indtryk af skolemuseerne i det ganske land, fornemme hvad deres udfordringer er og hvor deres kvaliteter ligger. Som rejsemakker, kok og chauffør har jeg medbragt min far, som er pensioneret gymnasielærer og passioneret fritidshistoriker. Bag på bilen har vi hægtet verdens mindste campingvogn. Den bor vi i på forskellige mere eller mindre vinterlukkede campingpladser. Så sparer vi også Aarhus Universitet en masse penge for overnatning.

På Maribo Frilandsmuseum tager konservator Birgit Wilster imod os og viser rundt i en gammel Reventlowsk skole. Luften er kold og klam inde i skolestuen og vi overvejer ikke et sekund at tage vores store vinterjakker af. Wilster er da også den første til at beklage indeklimaet, som ikke ligefrem er sød musik for de gamle skolebænke. Hendes vision er derfor at møblere skolen alene med møbler fra den pædagogiske samling, dvs. med genstande, som ikke hører til museumssamlingen. De må nemlig gerne blive slidt og ødelagt af små ivrige barnehænder, borebiller og fugt. Jeg kan godt forstå hende. Lige nu er det nemlig en blanding, hvilket vil sige, at museumsgenstande udsættes for både fugt, kulde og skadedyr. Ikke en konservators hede drøm.

At Wilster overhovedet kan tænke på den skolehistoriske samling og har råd til at beskytte museumsgenstandene virker overskudsagtigt i en tid med nedskæringer på museumsområdet. At der overhovedet findes en konservator til at tage sig af den skolehistoriske samling virker som en sjældenhed, der ellers er forbeholdt de helt store museer. Hun mener selv, at de øgede kræfter skyldes frilandsmuseets sammenlægning med adskillige andre mindre museer i Maribo og omegn. Samme konklusion får jeg da jeg nogle timer senere besøger Den Fynske Landsby i Odense. De er også gået sammen med flere museer i Odense og får derved mulighed for at ansætte faguddannet personale. Godt nok skal de varetage opgaver på flere museer, men deres ekspertise må immervæk løfte det faglige niveau betydeligt. De har formidlere, historikere og konservatorer. Ikke noget man ellers hører så meget om på de mindre museer.

Vel tilbage i den varme bil sidder jeg og tænker over hvad det betyder for vores projekt. Måske er det klogest at alliere sig med nogle andre museer, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at overleve med et skolemuseum i København. Enten i et ligeligt forhold eller måske under et større museums beskyttende vinger. Pengene hænger jo ikke ligefrem på træerne, hvilket da også var tydeligt dengang Dansk Skolemuseum måtte lukke. Det var støttekronerne det kneb med. Det bliver nok ikke nemmere at skaffe i dag. Medmindre vi benytter os af synergieffekten, som de to frilandsmuseer har oplevet.