Det vingeskudte initiativ - om de frivilligt drevne skolemuseer

Midt i tågen, langt ude på den jyske hede, ligger Sønderjysk skolemuseum. Over Lerte Skolestue er nyistandsat af frivillige, lokale håndværkere der har ført den tilbage som den sandsynligvis så ud i 1930’erne. Margit Hagelsø, der viser rundt, forklarer at det er en nordslesvigsk skole, hvor de lokale børn blev undervist på tysk som et led i de preussiske myndigheders fortyskningspolitik efter 1864.

Jeg går rundt i den smukke skolestue og tænker, at det da må være guf for skoleklasser. Grumme fortællinger om de stakkels danske børn, der begyndte i skolen og pludselig skulle forstå tysk hvis de ville følge med. Det hele serveret i et spændende skolelokale med markante anskuelsestavler på væggene, spanskrøret på katederet og buldervarme fra den gamle kakkelovn.

Men faktum er, at museet har svært ved at tiltrække sig skoleklasser og de er ikke alene om det. På det tyske mindretals skolemuseum, Deutsches Schulmuseum i Aabenraa, og Vestjysk Skolemuseum i Hoven, kæmper de ligeledes med røde besøgstal. Og de famler mere eller mindre i blinde når jeg spørger dem ind til problemet. De ved at det handler om mangelfuld markedsføring. De lokale skoler ved ganske enkelt ikke at museerne eksisterer. Men hvordan når de derud og gør sig selv attraktive? Og selvom skolerne kender til museet er det ikke sikkert de kommer alligevel. Hvorfor ikke?

Selv mener de, at det for de lokale skoler handler om økonomi. Transporten er for dyr og de offentlige busser går sjældent eller aldrig så det passer med en times besøg af en skoleklasse. Lærerne er hængt op af læringsmål og kan ikke afsætte et par timer til en ekspedition, med mindre den passer ind i læringsplanen. Når jeg tænker på Den Fynske Landsby, der har ca. 8-10.000 skolebørn i sommerhalvåret og Nationalmuseet, der melder om voldsom interesse for deres skolestue så ved jeg, at interessen er der hos folkeskolerne. Også selvom transporten er dyr. Man kan selvfølgelig argumentere for, at den offentlige transport er væsentlig bedre i Odense og København, end i Hoven eller Over Lerte, men der kommer jo også skoleklasser langvejsfra.

De frivilligt drevne skolemuseer har en enorm viljestyrke til at gennemføre næsten umulige projekter med ganske få eller simpelthen ingen midler. Men de har et problem. De er frivillige og har dermed som oftest ingen forudgående viden eller uddannelse indenfor museumsbranchen. En del er folkeskolelærere, mange er håndværkere eller ufaglærte. Det er der intet i vejen med. De er med til at bygge museet op fra grunden og kan med deres ekspertise bringe en skole tilbage til fordums glans og vælde. Med deres viden kan de skabe fortællinger om skolens liv og levned. Men de ved ikke nødvendigvis noget om formidling eller kommunikation og de lever på lånt tid, konstant på jagt efter flere støttekroner fra en kommune, der befinder sig i nedskæringstider.

Den fynske Landsby og Nationalmuseet er topprofessionelle museer med gennemtænkte formidlingsstrategier og gennemarbejdede tilbud til skolerne. De laver undervisningsmateriale, som klassen kan benytte op til besøget, skaber interaktive muligheder på museets hjemmeside og giver dermed læreren mulighed for at sætte besøget ind i en større undervisningsmæssig sammenhæng inden de tager af sted. Lige præcis dette område har ingen af de frivilligt drevne skolemuseer fokuseret synderligt på. For dem handler det om at skabe en sjov og spændende oplevelse for børnene. Men hvis de skal have mere end 10 skoleklasser om året er de nødt til at sælge sig selv bedre og gå i dialog med skolerne om hvad de har brug for. Det er vejen frem og jeg håber de tager den.

Når jeg nu på falderebet skal komme med nogle betragtninger om et Dansk Skolemuseum, så kan det ikke bygges op omkring frivillige alene. Der er nødt til at være en kerne af professionelle, som kan varetage både formidling, kommunikation og økonomi. De frivillige er essentielle for museernes overlevelse, men med et skolemuseum af den størrelse og med så kolossal en samling, er der nødt til at være styrende faglige kræfter bag. Et Dansk Skolemuseum skal være professionelt i sin formidling, lave målrettet undervisningsmateriale, have en levende hjemmeside som kan bruges interaktivt i undervisningen og give lærerne blod på tanden. Har jeg ret?