Dilemmaet om de frivillige og skolemuseerne

Den Fynske Landsby har dem, Den Gamle By i Aarhus har dem, Sønderjysk Skolemuseum har dem – de frivillige der sørger for kage, fungerer som kustoder, hjælper med sortering og registrering af museets samling eller spiller skolelærer Frederiksen fra 1870. For ikke at nævne de frivillige der driver museerne selv. Ikke alle steder får de lov til at registrere genstande til samlingen eller forestå rundvisninger, men de er uomtvisteligt livsnødvendige for museerne og spiller en central rolle i museernes ansigt udadtil.

På Børnenes Museum på Nationalmuseet sidder der 6-8 børn på skolepultene i den ’gamle’ skolestue. Foran dem står en ældre lærer med pegepinden i hånden. Han vræler sine kommandoer ud over børnene, der i en blanding af fryd og skræk følger hans mindste vink og ivrigt rækker hånden i vejret for at besvare hans spørgsmål. Læreren hedder Walther Rothenberg, er pensionist og frivillig på Nationalmuseet.

Jeg står i et hjørne sammen med museumsinspektør Gitte Engholm og følger timen. Børnene lærer at rejse sig op når de skal svare på et spørgsmål og én kommer i skammekrogen fordi hun piller sig ved munden. Vi forsøger begge to ikke at grine. Det er svært. Især da ungerne tager det så seriøst fordi de ikke helt ved om det bare er for sjov.

Gitte Engholm forklarer mig at de frivillige er af stor betydning for Børnenes Museum på Nationalmuseet. De skaber liv på museet og sikrer en dialog med gæsterne. Desuden frigiver de tid til hende som inspektør, så hun kan koncentrere sig om udviklingen af nye udstillinger. Men de frivillige kræver også tid. Hun er nødt til at engagere sig i dem på en helt anden måde end hvis det var en lønnet medarbejder. Hun er langt mere opmærksom på hvordan de har det og tager deres problemer på sig i langt højere grad end hun ville gøre i en traditionel medarbejderrelation.

Jeg er overrasket over hvor stor indflydelse de frivillige har og hvor meget deres engagement påvirker museernes ve og vel. Men jeg kan godt se hvad de bidrager med. På Give Egns Museum er de frivillige med til at sikre et solidt fundament. De bringer hverdagen ind på museet, forestår madlavningen på gammeldags manér, underviser børnene i skolestuen og viser gæsterne hvordan man såede og høstede for 100 år siden. Deres virke er meget konkret: de fortæller historier og giver gæsterne en fysisk oplevelse af livet og skolegangen på den fattige jyske hede. Men de sikrer også en markant lokal opbakning. Hvis noget er i stykker på museet kommer håndværkerne udenfor arbejdstid og gør det gratis. Museet skal blot betale for materialet.

Jeg er imponeret. Og forundret. Er det virkelig sådan museerne fungerer i dag? Det betyder, at et Dansk Skolemuseum skulle tage opgaven med de frivillige meget seriøst. De skal passes og plejes, udfordres og inspireres, så de kan tilføre museet både liv og effektivitet. Men man skal også være opmærksom på at de netop har en stor indflydelse. Mange steder er man afhængige af frivillige der registrerer samlingen. På den ene side er det en fantastisk ressource, på den anden side risikerer man en skævvridning i sorteringen og bevarelsen. En pensioneret dansklærer vil måske have en tendens til at gemme lidt flere danskbøger end der reelt er brug for. Og fysikinstrumenterne får måske knap så blid en medfart.

Det kan også være svært at stille krav til de frivillige fordi de netop er der uden at få løn. De er ikke ansatte medarbejdere, som skal leve op til nogle faglige forventninger. Men man er nødt til at stille krav til dem, ellers kan de ikke fungere som museets nærmeste kontakt til gæsterne.

Det er det evige dilemma mellem faguddannet og frivilligt personale. På den ene side er skolemuseerne dybt afhængige af de frivillige, på den anden side skal man være meget opmærksom på hvilke opgaver man giver dem og hvordan de fungerer i museet som helhed. Det er en svær balancegang, som stiller nogle store krav til det fastansatte personale. Ikke mindst på et måske kommende Dansk skolemuseum.