Hvad er skolehistorie uden skolepulte og spanskrør?

Hvis man nu stod på afstand og betragtede Dansk Skolemuseums samling, så bed man måske mærke i 11 containere fyldt med gamle skolebøger, skolepulte, landkort og kniplede duge i alverdens størrelser. Det kunne strejfe en, at den samling måske ikke var så værdifuld, som først antaget. Hvorfor er de fysiske genstande interessante? Det er jo begrænset ophidsende at glo på en lukket bog igennem montrens armerede glasruder på et støvet museum. Hvad er pointen med at bevare dem og udstille dem? Altså udover at det er vores kulturarv?

Jeg beslutter mig for at smutte forbi post. doc. Anne Katrine Gjerløff, som sidder et stenkast fra mig på DPU. Hun er medforfatter på det store fembinds værk ’Dansk Skolehistorie – Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år’, som udkommer i 2013 og 14. Lige nu skriver hun om materialiteter i skolen. Materialiteter! Hvad menes der med det? Gjerløff svarer mig med stor entusiasme:

”Det er alt fysisk i skolen. Pulte, kateder, skolekort, anskuelsestavler – you name it. Det er baderum med rindende vand, arkitekttegnede skoler der indgød respekt for lærdommen og specialindrettede legepladser, der gav børnene mulighed for at udfolde sig og holde kroppen aktiv, så lærdommen bedre gled ind i timerne.”

Og hvad kan vi lære af disse materialiteter?

”At tingene hænger sammen. Igennem genstandene kan vi se en udvikling, som leder frem til nutidens skoler. Allerede for 150 år siden gjorde man sig store tanker om ergonomien i skolepultene. Mange elever havde rygproblemer, fordi de sad elendigt. Der var ingen fodstøtte, intet ryglæn og langt mellem sædet og bordet, så eleven måtte læne sig fremover for at kunne skrive. Det prøvede man at rette op på ved at designe skolepulte, der støttede kroppen hvor det var nødvendigt og passede til barnets højde. Det leder os frem til nutidens skoleborde, som mange steder kan justeres i højden og hvor eleverne sidder på kontorstole, det er fleksible i forhold til det enkelte barns behov. Det er altså ingen ny tankegang.”

Jeg sidder lidt og tænker over det. De fysiske genstande var altså med til at præge børnene, deres indlæringsmuligheder, men også deres forståelse af verden. Det forklarer kun delvist hvorfor jeg skulle gå på museum for at se dem. Kunne jeg ikke lige så godt læse om dem i historiebøgerne?
”Nej. Vi kan ikke lære om tidligere tiders skolegang alene ved hjælp af de skriftlige kilder. Hvor undervisningsmaterialet giver os et indblik i hvordan man gerne så at en matematiktime skulle fungere, fortæller de personlige erindringer os om det individuelle menneskes oplevelse af skolegangen. Som regel meget skarpt opdelt i den onde dansklærer og de gode frikvartersstunder. Teksterne beskriver ikke hverdagen, men idealerne og ekstremerne. Genstandene fortæller en helt anden historie, som vi kun forstår hvis vi kigger på dem selv. Ting sætter tanker i gang på en anden måde end tekst gør. Derfor er det også vigtigt med en historisk skolestue, hvor man kan få et meget konkret indtryk af de fysiske rammer, som børnene færdedes i. Den rammer en del af virkeligheden, som vi ikke forstår igennem den lille katekismus.”

Hun slutter af med at spørge mig hvorfor jeg tror at der er så mange små skolemuseer rundt om i landet. Der er jo ikke halvt så mange slagterimuseer eller medicinske museer, som der er skolemuseer i Danmark. Før jeg når at svare, kommer hun med sin egen tolkning:

”Skolen bliver, af mange, opfattet som en integreret del af samfundet. Det er en af landets største institutioner som vi stort set alle sammen har stiftet bekendtskab med. Vi synes måske det er sjovt at sidde på de gamle skolepulte og se verdenskort fra 1864 fordi de er genkendelige og alligevel så fremmede. Den fælles skoleerfaring og skolens altomgribende tilstedeværelse i vores samfund skaber en genkendelighed og interesse for skolens udvikling. Her ser vi måske årsagen til det store antal skolemuseer – og begrundelsen for ikke at brænde det gamle lort af.”