Skolens kulturarv

Der lukkes skoler, som aldrig før i skolehistorien – eller næsten. Mellem 1970 og 2012 blev der ca. 800 færre folkeskoler, og der er givetvis lukket flere siden. I stedet steg antallet af frie grundskoler med omkring 250. Og hvor mange af de frie grundskoler førhen i historien måtte tage til takke med tilfældige bygninger, kan de i dag rykke ind i folkeskolens gamle lokaler – og overtage inventar – og nogle gange også lærerne.

Men sådan går det imidlertid ikke altid, rigtig mange gange står kommunen med en bygning og kilometervis af inventar og papirer, som man ikke ved, hvad man skal stille op med. De, som er hurtige, kan måske nå at få en ph-lampe, et Europakort før murens fald, en skolepult – eller en anskuelsestavle med hjem til børneværelset, mens andre blot kan se til, når containere fyldes med alt fra gammelt fysikudstyr til tavler. For ikke bare, hvem skal tage vare på det – men ingen ved længere, hvad det er. I skolens verden går det nemlig hurtigt med udskiftning af materiellet. Karakterer bliver ikke længere udregnet af et snedigt regneapparat, viseren lægger ikke skema ved hjælpe af særlige brikker, pigerne laver ikke længere mad på et gasapparat eller syr korssting – og spritduplikatorens dage er for længst talte.

Et er dette (vel)kendte senarie, noget andet de spørgsmål, som det rejser. For hvorfor skal alle disse genstande bevares? Har skolen virkelig en kulturarv, som det giver mening at værne om for eftertiden? Og drejer det sig kun om genstande? Hvad med skolebygningerne?

Skolelukninger og imposante centralskoler

Det er ikke første gang i Danmarkshistorien, at der lukkes skoler. Fra midten af 1930’erne og frem til begyndelsen af 1970’erne forsvandt alene 1600 folkeskoler. Bevægelsen var drevet af en blanding af kommunesammenlægninger med kommunalreformen i 1970, der reducerede antallet af kommuner fra 1098 til 277 – men også ønsket om at give børn på landet de samme skolemuligheder, som i byen – altså mulighed for mellemskole og realskoleklasser, faglokaler og specialundervisning. De mange landsbyskoler blev erstattet af centralskoler, der som kæmpehøje skød op på de bare marker, ofte tegnet af lokale arkitekter. Det fik det dengang nystartede Selskab for Dansk Skolehistorie til at råbe vagt i gevær – og en landsdækkende indsamlingskampagne blev sat i værk.

Spørgsmålet er, om det bør ske igen – og om det er realistisk, nu hvor Dansk skolemuseum ikke findes længere? Museet er delvist afløst af en digital vidensplatform, www.skolehistoire.au.dk, og en lang række af museets genstande findes nu rundt omkring både på landets henved 25 forskellige skolehistoriske samlinger og på de større museer. Listen over genstandene, og hvor de findes, kan ses på hjemmesiden. Vi får derfor næppe en ny landsdækkende indsamlingkampagne, men det skal ikke forhindre kommuner, skoler og lokale samlinger i at tænke sig godt om, før ting og sager ryger på lossepladsen eller ud i private hjem.

Hvad skal vi med skolens kulturarv?

Hvorfor kunne man så spørge, hvad skal vi egentlig med skolens kulturarv – er det ikke vigtigere at se fremad end tilbage, og få bilagt spørgsmålet om læringsmål versus dannelse, hvordan vi bliver bedre til at takle den sociale arv – eller få genskabt respekt for læring og lærere? Man kunne også spørge, om der er en modsætning mellem fortid og fremtid –  om de ikke snarere er hinandens forbundne i nutiden – og om ikke skolehistorien i al dens materialitet udgør en vigtig platform for at nuancere til tider fastfrosne synspunkter og forenklede forståelser af skolens rolle i samfundet?

Svaret er, at historien er en livsgivende kilde, når mennesker mødes –  men derved langt fra sagt, at alting bør bevares. Men vi bør tænke os grundigt om, inden ting bliver smidt ud – eller, hvad der også sker, overlades til loppemarkeder og det private initiativ. Eller skolebygninger rives ned, sælges eller får nye vinduer og tage, der helt ændrer det oprindelige udtryk.

Kommunernes landsforening bør påtage sig en aktiv rolle, ligesom museerne og historikerne. Der er brug for oplysning og debat. Der er brug for større opmærksomhed om de sidste 30-50 år, og indsamlinger, der kan udbygge vores viden om denne vigtige periode af skolens historie. Der er brug for overvejelser og strategier i forhold til skolebygningerne, hvordan med fredninger af hele eller dele af de nyere skoler? Den yngste skole er (vistnok) Munkegårdsskolen i Gentofte, og den er fra 1957. Vi bør undersøge om der findes eksempler på fredninger af hele eller dele af skoler, som fungerer godt og ikke forhindrer skolen i at udvikle sig. Kunne man tænke sig, at bygningerne med alle de historier og liv, som er indmurede i dem, kunne være et aktiv i en tid, hvor der er brug for at øge respekt for skole og læring? Der bør tages stilling til den megen skolekunst, som risikerer at gå tabt i disse år? Fordi ingen skønner på det, eller fordi der ikke er midler til at restaurere det, som flotte landkort i aulaen på Skolen ved Sundet eller Poul Gernes’ åkander på Nexø skole på Bornholm? Ikke siden Broby-Johansen i anledning af DLF’s 100 års fødselsdag i 1974 udarbejdede bogen Skolen i kunsten – kunsten i skolen, er malerier og udsmykninger på de danske skoler blevet registeret, det er på høje tid, at det sker – og det digitale mødested vil gerne være vært for sådan en undersøgelse.

Disse diskussioner og mange flere skal der være rum til på det digitale skolehistoriske mødested. Det vil være et unik redskab til at skabe netværk og kontakter mellem myndigheder, skoler, museer og arkiver – og til at kvalificere viden om, men ikke mindst brugen af skolens lange og sammensatte historie.

Kom og diskutér det med os på kulturnatten på fredag d. 13. oktober, hvor www.Skolehistorie.au.dk ved undertegnede og specialkonsulent Jens Bennedsen fra AU Library, Campus Emdrup gæster Undervisningsministeriet. Se programmet her.