Endnu et kapitel i sagaen om skolens kulturarv

Smid det dog ud, der er alt for meget skrammel i denne verden, skær ned – og tænk jer om, hvorfor er det dog så vigtigt at gemme? Sådan lød ordene omtrent fra én af oplægsholderne på seminaret om Skolens Kulturarv, som blev holdt på Institut for Uddannelse og pædagogik (det gamle DPU) for et par dage siden.
Bemærkningen blev hængende i et rum fyldt med praktikere, som til dagligt tager vare på, samler ind, forvalter, forsker – og (gen)opfører skolens historie i skolestuer rundt omkring i landet. For det lød unægtelig radikalt, men var i bund og grund ment som et konstruktivt forslag.
Efter snart to års drøftelser frem og tilbage tegnede konferencen nemlig flere forskellige veje ud af debatten om skolens kulturarv, som har haft svært ved at gøre sig fri af tanken om de overvældende mange genstande – og fraværet af kroner og ører.
Smid det ud var et yderpunkt, ingen rigtig forsvarede, når det kom til stykket. Et andet var mindst lige så radikalt, nemlig kun at bevare samlingerne i digitalt format. Heller ikke det vakte stor genklang. Så var der mere opbakning til et tredje forslag om, at bevare, kassere – og supplere med digitale løsninger. Mens et helt fjerde forslag om, at benytte lejligheden, eller rettere oprydningen i de 10 containere, som det tidligere Dansk skolemuseum nu har til ”huse” i, til at etablere et forsknings- og refleksionsrum, gav tilhørerne endnu mere nyt at tænke på.
Fra et sådant center kunne skolemuseer, skolestuer og kommuner hente faglig inspiration og rådgivning, der kunne skabes nye formidlingsformer og arbejdes seriøst med inddragelse af børn og unge i tilrettelæggelse af udstillinger og aktiviteter. Medarbejderne kunne udforme rullende udstillinger, der kunne opstilles så forskellige steder som i Vandrehallen på Christiansborg – eller på skoler landet rundt – og yde rådgivning til kommuner og nyetablerede samlinger, som der givetvis vil blive flere af i de kommende år i takt med de mange skolelukninger.
Uanset hvilken løsning, der på sigt bliver valgt, skal der samarbejdes, lød budskabet. Med museer og lokalhistoriske arkiver, med de foreninger, som forvalter højskolens, skolens – eller daginstitutionernes historie – og med de store aktører i feltet, Danmarks Lærerforening – og KL, Børne- og Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Politikerne er, som alle ved, en sag for sig. Her handler det om at råbe højt i kor, hvis ikke de mange potentialer, som arbejdet med skolens kulturarv rummer, skal gå tabt. Potentialer i forhold til skoleudvikling, men også i forhold til at forstå det samfund, skolen til enhver tid har været del af, og til forståelse af os selv, som mennesker med forskellige liv til forskellig tid, på godt og ondt.