Rejserapport fra skolehistorien – down under

”Pyh…. Jeg trænger godt nok til ferie…, men tag en kop the og spørg løs..” sådan nogenlunde falder ordene, da lærer Stephanie Rosenstone byder mig velkommen i The Costume School, som er en central del af det store frilandsmuseum Sovereign Hill. Museet er bygget som en guldgraverby og har fire forskellige skoler, alle sammen kopier af skoler fra dengang byen Ballarat var på sit højeste i 1850’erne og tiltrak guldgravere fra hele verden. Under hele forløbet er eleverne og deres lærere klædt i dragter fra dengang. Mandlige lærere går med høj hat, når de er udendørs – og de kvindelige lærere har naturligvis kappe og forklæde på.

Fire uddannede lærere underviser i hver af de fire skoler -  og i princippet må de udlægge historien, som de vil.  Én vigtig opgave op i mod årsskiftet er at gennemgå de 100 sæt udklædningstøj. Med 6.500 skoleelever på besøg i løbet af året, er det noget af et regnestykke at sikre, at de alle får rent tøj på, hver gang. Rensebilen komme flere gange om ugen, og det eneste minus – ud over den store udgift – er slitagen på tøjet.

Tilfældigt skolebyggeri

En skole er lavet af teltdug oven på et træskelet. Det var helt almindeligt i den første tid, indtil nogle fandt på at stjæle teltdugen – og akustikken eller manglen på samme blev for ulidelig, når væggene blafrede for vinden. To andre skoler omdannes til kirker om søndagen, hvilket også var almindelig praksis. Der var ingen skolepligt eller fælles skolelove på dette tidspunkt, det var helt op til forældrene, så der er både en katolsk og en skole med tilhørsforhold til den engelske kirke. Fattige og måske også forældrelæse børn kunne gå i fattigskolen, som blev betalt af nogle af de nyslåede velhavere.

Skole

Ud over de fire skoler er der i guldgraver-byen alt, hvad man kan forestille sig fra smedje til bager, fra bolsjefabrik til tøjudsalg. Her er guvernørens bolig, soldaternes forlægning, kirker og minetårn, skakter og gange. En hestevogn fragter turister rundt, mens børn og barnlige sjæle vasker guld i den lokale å. De omkring 300 ansatte, heriblandt mange frivillige, er alle klædt ud – og de mange skolebørn bidrager til sceneriet. En evaluering af deres besøg viser, at stort set alle børn og lærere, elsker det. De får meget med hjem, de lærer om Australiens historie – og de mest skoleutilpassede børn har ofte den største oplevelse. Nogle børn er dog ikke vilde med udsigten til at blive straffet med spanskrøret, mens andre føler sig skræmte, når læreren hæver stemmen.

Det er Australiens dyreste skoleudflugt, for ud over entré, skal der betales for ophold, mad – og buskørsel. Og med de store afstande, kan det godt blive rigtig dyrt. Alligevel er 2017 overtegnet fremgår det af en kæmpe håndholdt oversigt på museets administration – og en femte skole åbner i det nye år for at imødekomme den store efterspørgsel.

immigranternes skolehistorie

I samme bygning sidder også den pædagogiske ledelse, og jeg spørger Peter Hoban, hvad det er for tanker om leg, indlevelse og læring, man har gjort sig. Ikke så overraskende ligger Hattie’s ideer om synlig læring lige under overfladen, men mere interessant er spørgsmålet om, hvilke historier, der bør formidles: ”Vi er helt opmærksomme på, at det er en hvid, engelsk/irsk fortælling, vi serverer – og det går ikke længere. De mange nye generationer af immigranter, først og fremmest fra Asien kan ikke genkende sig i den – og så er der alle de andre europæerne, der kom i 1950’erne, italienerne fx Det er vi i færd med at ændre på”, siger han og forklarer, hvordan man nede i en af minerne kan høre en historie om kinesere, der ejede guldminer og om to kinesiske brødre, der var heldige at finde guld. ”Ca. en tredjedel af indbyggerne i 1850’erne var faktisk kinesere – og så var der medlemmerne af det oprindelige Wathaurong folk – der boede på et areal uden for byen. Det var jo deres jord, der blev udloddet til minedrift, mens de selv blev fordrevet. Får vi midler, vil vi i samarbejde med dem, indrette en lejr, hvor børn kan komme og leve, som de gjorde på den tid.”

Børnetøj

De oprindelige folks historie er nu obligatorisk pensum i 4. – og 5. klasse i skolerne i Victoria, forklarer han videre, mens jeg tænker på dansk historieundervisning – ikke bare i skolehistorie, men mere generelt. Kunne man tænke sig en mere kulturelt sammensat fortælling i en tid, hvor danskheden har fået en ny kanon? Og hvordan skulle den tage sig ud? - og hvad ville det betyde for den fortælling om skolen i gamle dage, der mange steder er blevet obligatorisk pensum i de mindste danske skoleklasser? Der er noget at tænke over for os, der skal løfte arven efter Dansk skolemuseum.