Hvad skal vi med et nationalt skolemuseum?

Der er visse konturer som begynder at danne et mønster. På samtlige skolemuseer jeg har besøgt, er der en skolestue. De har opbygget den med stor omhu, historisk indsigt og kærlighed. Langt de fleste steder er skolestuerne indbydende og spændende at snuse rundt i. Der ligger gamle skolebøger i stabler, hænger billeder af de kongelige på væggen side om side med H. C. Andersen, Grundtvig og Holberg og det emmer af gamle dage. Det er som at træde ind i en gammel film.

Men hvad med alt det andet som et museum indeholder? Udstillinger, forskning og formidling af forskningen? De små frivillige museer har sjældent en samling, der kan forskes i og de har slet ikke ressourcer til at forske, hvis de endelig har en samling. På flere af de store museer nedprioriteres skolesamlingerne og der forskes i mere populære områder. Det lader altså til at skolen på museum er synonym med en gammel skolestue hvor børnene bliver klædt ud og får undervisning som det foregik i 1850 eller 1910. Er det grundlag nok for et nationalt skolemuseum?

Nej er det korte svar. Vi kan ikke forsvare at bygge endnu en skolestue og så lade den være hovedattraktionen på et nyt nationalt skolemuseum. Der er nødt til at følge noget mere med. Noget substantielt, som udfordrer vores forståelse af skolen, som sætter dens udvikling i perspektiv og giver os en fornemmelse af hvordan vi er kommet frem til den skole vi har i dag. Hvordan vi er nået frem til, at revselse ikke fremmer forståelsen og hvordan enhedsskolen har vundet indpas?

Selvfølgelig skal der være en skolestue. Den giver jo børnene et konkret indblik i datidens skolegang. Den giver en fysisk oplevelse, som børn i langt højere grad kan forholde sig til end en montre med gamle bøger. Men der skal også være skiftende udstillinger, som fortæller os hvordan skolen har spillet sammen med lokalsamfundet og hvordan lærerens autoritet har ændret sig over tid. Der skal laves undervisningsmateriale og måske skal der satses langt mere på digital formidling og brugerinddragelse på nettet, end vi i vores vildeste fantasi har kunnet forestille os. Og så skal det måske ikke være et selvstændigt nationalt skolemuseum, men eventuelt en forskningssamling eller et museum, der er fusioneret med andre museer.

Alle disse argumenter er jo fine, men jeg føler alligevel at jeg mangler det tunge argument. Derfor spørger jeg Ning de Coninck-Smith. Hun er professor på DPU, arbejder sammen med en række forskere på et fembindsværk om dansk skolehistorie og er medansvarlig for projekt ’Red Dansk Skolemuseums Samling’. Hun opfatter skolen som en af samfundets vigtigste støttepiller.

”Hvis vi skal forandre eller udvikle skolen må vi jo forstå hvor den kommer fra. Hvorfor skulle børn gå i skole? Hvad fik forældrene til at acceptere kravet om skolegang? Vi må vide, hvordan man over tid har ændret syn på, hvad børn skulle lære og hvordan skolen har spillet sammen med lokalsamfundet. Vi ved en hel del om lovgivernes forestillinger om den gode skole, men relativt lidt om praksis.”

Med andre ord er et skolemuseum nødvendigt for at vi som danskere kan få indsigt i hvad skolegangen har gjort ved os og hvordan den har formet vores samfund. Et skolemuseum vil være i stand til at forske i, såvel som at formidle denne viden til os. Samlingen er der – den skal bare lige pakkes ud.