Going to school around the world

Going to school around the world

Ning de Coninck-Smith

Hvem husker ikke Børnenes julekalender fra 1960’erne, dengang danske børn samlede ind til skoler i den 3. verdens lande. Billeder af børn i laset tøj, som på bare ben løb til skole – eller vogtede kvæg, der var mange gange større end dem selv, mens støvet stod dem om ørene, printede sig ind på min nethinde.

Erindringen kom tilbage, da samlingerne fra det nedlagte Dansk skolemuseum blev pakket ud, og jeg stod med et undervisningsmateriale med titlen Going to school around the world i hånden. Staten pædagogiske studiesamling var stemplet på bagsiden af hver af de 17 fotoblade i format 30x30 cm. Udgiveren var UNESCO, og året var 1959. På billederne ser man skolebørn fra alverdens lande, nogle går i skole sammen med voksne, andre sidder nøgne på tilfældige skolemøbler, leger i en skolegård eller sidder på jorden, drenge og piger mellem hinanden og i forskellige aldre. Kontrasten til den 3. Verdens skolestuer eller mangel på samme var FN’s egen veludstyrende internationale skole i New York med borde i børnehøjde, pensler, papir og farver og en ung kvindelig lærer med omsorg for hver elev.

Der er nok at tale om og undres over, eller som den tilhørende lærervejledning forklarer, kunne eleverne starte med at finde Colombia og landets hovedstad på et kort, for derefter at diskutere, hvorvidt radio transmitteret undervisning burde være fremtiden eller kun en midlertidig løsning, indtil der var skoler og lærere nok? Og hvad var egentlig fordelen ved at få TV ind i skolestuen, mon det var fremtiden?

Spørgsmålene ekkoede det de var, nemlig beregnet på børn i den vestlige verden. Hensigten var, at give dem en bedre forståelse for FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, og særligt den del, hvor det understreges, at alle har ret til gratis og elementær skolegang. Formålet med skolegang var dobbelt, nemlig at udvikle den enkeltes personlighed og styrke respekten for menneskerettigheder og frihed. Undervisningen skulle præges af tolerance og international forståelse og sameksistens.

Alt sammen skrevet midt under den kolde krig, hvor Eisenhower var præsident i USA, og opgøret med Stalin-tiden undervejs i Sovjet. I den 3. Verden var kommunismen på fremmarch i lyset af afkolonialiseringen, mens de vestlige stormagter i stigende grad forsøgte at påvirke udviklingen – med uddannelse som et vigtigt våben.

Internationale organisationer som UNESCO måtte balancere på en knivsæg, og undervisningsmaterialet fordømte ikke udviklingen i Sovjet, men beder blot børnene diskutere, hvorfor skolesystemer kunne være så forskellige – og om de synes det er i orden, at skolebørn deltager i landbrugs- eller fabriksproduktion.

Men tilbage til min erindring; det viste sig nemlig, at undervisningsmaterialet langt fra var det eneste eksempel på initiativer, som i UNESCO regi skulle skabe international forståelse. I 1950 startede organisationens New York kontor et international ’gift coupon program’, hvor spejdere, kirkelige og frivillige organisationer skulle samle ind til 10 dollars kuponer, og donere pengene til skoler, universiteter og biblioteker i den 3. Verden. Midlerne skulle bruges til indkøb af fx fysik udstyr, bøger eller undervisningsfilm. Opfindsomheden var stor, i Danmark købte spejderne ikke kuponer men papirmursten. De indsamlede midler blev via Mellemfolkeligt Samvirke brugt til færdiggørelsen af en skole i Grækenland.

I 1964 havde man ad denne vej samlet midler ind til flere af FN’s egne projekter, som skulle bekæmpe sult og analfabetisme, men også til et landbrugskooperativ på Madagaskar, en sundhedsklinik i Libanon, et drengehjem i Burma og til universitetsbiblioteker i en række lande.

En evalueringsrapport fra 1975 såede imidlertid tvivl om, projektet havde indfriet sit formål. Det havde været vanskeligt at få adgang til kuponerne, udvælgelsen af projekterne var for tilfældig, projekter udarbejdet af NGO’er havde en større succesrate i forhold til initiativer nedefra, personer, som bistod med at finde frem til projekterne berigede sig selv – og der var for lidt gensidighed og selvhjælp over programmet. Der burde strammes op, og de mange mellemled fjernes. Hvorvidt det skete, er ikke klart.

Men det er i og for sig sagen lidt underordnet. Derimod er det en pointe, at skolens kulturarv kan antage mange former. Og at den ikke kun er national. Internationale strømninger var – måske ikke mindst i årene efter 2. Verdenskrig – vigtige impulser, når nye undervisningsmaterialer blev udarbejdet med tanke på at gøre børn til demokrater og forhindre fremtidige krige.

Det gik ikke helt sådan – desværre. Men et undervisningsmateriale som Going to school around the world giver stof til eftertanke.