Med næsen i skolens kælder

Min kollega og jeg står i en kælder under en skole på Bornholm. Der er lavt til loftet, reoler med gamle undervisningsmaterialer og bøger og opstablede møbler. Og der lugter også lidt af kælder.

Vi er begge historikere, ansat på DPU på Aarhus Universitet, og vi deltager i et stort forskningsprojekt om folkeskolens historie. Som research til de bøger vi skal skrive, er vi taget på turne for at få en fornemmelse af hvilke kilder, der kan gemme sig rundt omkring på de eksisterende skoler. I vores forskning har vi mødt det paradoks, at der findes mange gode og lettilgængelige kilder til den lidt ældre skolehistorie, mens de seneste årtiers kilder endnu ikke er indleveret til arkiver eller museer. Løsningen må være at gå ud i de levende skoler – hvor der er børn på gangene, undervisning i klasserne og varm kaffe på kanden, når man møder op en kold vintermorgen og spørger om man må se ”kælderen og hvad der ellers er af gamle ting”.

Der er mange gamle ting. Og gamle papirer. Og bøger. Skal man dømme efter de to skoler vi besøgte denne januardag, så findes skolens kulturarv ikke kun på museer og nedlagte skoler, men er massivt fysisk tilstede på landets folkeskoler. Der er eksamensopgaver fra sidste år, skoleblade, kranier, frøer i sprit, flinteknive, postkort fra lejrskoler til Harzen, gamle violiner, faner, staveplader, Commodore 64’ere, spritduplikatorer, kulisser fra skoleteater, elevtegninger, lysbilleder og mængder af udstoppede dyr og papplader med anskuelsesbilleder. Den blotte mængde af ting og tekster er på en og samme tid berusende og forstemmende. Forstemmende, fordi man kan formode, at størstedelen aldrig vil blive brugt til noget som helst endsige set af forskerøjne, og berusende, fordi man lige nu og her kan se mulighederne i syndfloden af kilder.

Kilder er historikerens et og alt. Det er i dem, vi finder og forstår fortiden. De siger desværre ikke noget af sig selv, men kan måske give svar, når vi stiller dem spørgsmål. Og de svarer forskelligt, alt efter hvad vi spørger dem om. Vores spørgsmål afhænger desuden af, hvilke forventninger vi i forvejen har og af vores opfattelse af historien. Ingen har sagt at det skal være nemt at forstå fortiden.

Den dag i kælderen ville jeg rigtig gerne vide noget om skolebørnenes egen oplevelse af skolen. Hverdagshistorie og børneperspektiv er nemlig ofte underbelyst i skolens historie, og den vil vi gerne have ind i spotlightet.
Og det er her tingene i kælderen kan noget. De er nemlig testet på børn. Modsat skolelovenes intentioner, fagplanernes målbeskrivelser og pædagogiske håndbøger, så fortæller tingene i skolernes kælder os om fortidens skolepraksis. Vi åbnede en stor, flad mystisk trækasse, og ud væltede små fine vejskilte, biler, cyklister og træer. Så får vi pludselig en yderst nærværende fornemmelse af, hvordan børnene på Bornholm egentlig lærte færdselsreglerne i 1950’rne. Et andet sted åbnede jeg en salmebog fra 1930’erne og jeg fnes højt da jeg så en tegning af en tissemand – et øjebliksbillede fra en meget kedelig religionstime! Og i de gamle duplikerede skoleblade fra 70’erne fandt vi stemmesedler om hvilken lærer, der var den mest populære – og hvilken pige, der var den sødeste på skolen. Vi fandt mange, mange andre ting – og sagde bagefter til hinanden, at vi havde fundet guld.

Men det, der er guld den ene dag for en historiker, der søger den oplevede og elevsansede skolegang, er den anden dag gammelt skrammel, der fylder op. Og begge dele er rigtigt – det kommer blot an på hvilket spørgsmål man stiller.