Drengene efter pigerne

” ….Og hvis nogle siger ét bekymret eller problematisk ord om 12-tals piger, får de én med min stilet”, skrev én af mine Facebook bekendte på et opslag i juni, da hendes datter havde afsluttet sidste fag til studentereksamen. Bemærkningen ekkoede en debat, som med jævne mellemrum dukker op i medierne. I foråret var der således en længere polemik i den norske avis Aftenpostens spalter. For hvad er vigtigst kønnet eller den sociale baggrund, hvis man skal forklare elevernes forskellige præstationer? Og hvorfor er vi så optaget af kønnet, når afstanden er væsentlig større målt på elevernes sociale baggrund, spurgte den dansk-norske kønsforsker Harriet Bjerrum Nielsen. Er der virkelig hold i at skolen er blevet feminiseret, og som mange hævder er årsagen til drengenes dårligere karakterer? Måske er den snarere blevet moderniseret med nye forventninger til fremtidens mennesker? Voksne skal fremover kunne begå sig i netværk, samarbejde på kryds og tværs og kunne stille mere skarpt på processer end på produkter. Det har drengene sværere ved, hævdede hun – men det må de se at få lært.

En lang historie…

Det er imidlertid langt fra nyt, at politikere, planlæggere og forældre er optaget af forskellen på drenge og pigers skolepræstationer. Siden anden halvdel af 1800-tallet, hvor pigerne gjorde deres entre først i gymnasieskolen og senere på universiteterne har der hersket en offentlig interesse omkring hvad det mon kunne have af konsekvenser. For pigerne selv – men også for gymnasiet og universiteterne som institutioner, eller mere præcist som mandlige uddannelsesbastioner. Overanstrengte de sig nu ikke og hvad med deres evne til at føde børn? Fordrejede pigerne ikke hovederne på det andet køn, eller var de snarere med til at bringe mere orden og disciplin ind i skolen – og hvorfor løb de tilsyneladende altid med de højeste karakterer, og hvad brugte de deres uddannelser til, truede de ligefrem mændene på brødet?

Det sidste var i mange år ikke et seriøst problem. For selvom tilgangen til universitetet nærmest eksploderede i de første årtier af det 20. århundrede, efter at pigerne i 1903 havde fået adgang til de offentlige gymnasier, - og i en grad, så et nyt måtte oprettes i 1928 i Århus - faldt mange kvinder enten fra efter filosofikum – en slags almendannede forprøve – eller de opnåede kun sjældent ansættelse som lektorer eller professorer. Til gengæld bekymrede det politikere og planlæggere, at pigerne gennemgående fik bedre karakterer end drengene. Det sås i folkeskolen, hvor de første nationale prøver i dansk og regning blev afholdt i 1915, og det sås i gymnasiet. Det var dog især borgerskabets døtre, som scorerede de højeste karakterer fremgik det af en undersøgelse fra 1919. Ligesom det især var de ganske få sønner af husmænd og lærere og arbejdsmænd blandt de universitetsstuderende, som havde størst risiko for ikke at gennemføre.

Det fik datiden til at antage, - hvad jo er blevet vist mange gange siden, - at der måtte være en sammenhæng mellem social baggrund og faglige præstationer, og at det ikke kun var pigernes særlige ordenssans, der kunne forklare (hele) forskellen. Drengene sad derimod i stigende grad hos skolepsykologerne, som efter 2. Verdenskrig blev et fast element i skolens voksen-ekspert korps.

Så til de, der spørger, har pigerne altid været de dygtigste i skolen – målt på karakterer, er svaret, at så langt vi kan komme tilbage ser det således ud, hvis man vel og mærke tager højde for de sociale forskelle. MEN i 1968 konkluderede en betænkning, at i samtlige gymnasiefag og uanset, hvordan man målte, så fik drengene de højeste karakterer. Lignende resultater er (mig bekendt) ikke set, hverken før eller siden, – så man kunne tænke, der var tale om et tilfældigt år. Tallene stammede dog fra 17 gymnasier og omfattede omkring en fjerdedel af gymnasiasterne. Så tilfældighed eller ej, mere relevant er konteksten, som handlede om kvinders uddannelsesumuligheder. Karakterforskellene bekræftede kommissionens medlemmer i, at skolesystemet ikke kom pigerne i møde. Der var ikke de samme forventninger til piger, som til drenge – og det burde der laves om på. På et tidspunkt, hvor velfærdsstat og industri ville få brug for stadig mere uddannet arbejdskraft og p-pillens frigivelse i 1966, havde bevirket ”at kvinderne i højere grad end før har mulighed for at være aktivt medbestemmende om deres egen tilværelse” var det nærmest skandaløst, at kvinder ikke var ligestillet med mænd i forhold til uddannelse.

Ligesom vi ikke kan se ind i fremtiden, kunne kommissionens medlemmer heller ikke vide, at i 1975 kom pigerne i flertal i gymnasiet… og udviklingen derfra kun er historie. I 2016 var fx 60 procent af de optagne på KU kvinder– og en stikprøveundersøgelse blandt de studerende på otte danske universiteter, foretaget af en anden kollega Laura Louise Sarraw, viste, at kun på DTU var mændene i flertal blandt de studerende.

Ifølge min norske kollega Harriet Bjerrum Nielsen er det netop det forhold, at kvinderne både er i flertal på de videregående uddannelser, og at de også er seriøse konkurrenter til mændene på arbejdsmarkedet, der får debatten om 12 talspiger og taberdrenge – eller hvad de nu bliver kaldt – til at blusse op igen. Som historiker vil jeg blot tilføje, at det kan være svært at afgøre. Mindre svært er det at konstatere, at det er en gammel diskussion, som vender tilbage med jævne mellemrum.