Djævelsk Identitetspolitik

I Folkeskolens formål § 1 Stk. 3 står der: Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Dette anser jeg for at være Folkeskolens adelsmærke og læreruddannelsens fornemste opgave at ruste de studerende til at løfte og indfri.

Kravet om Normkritik og identitetspolitik er dog også nået til læreruddannelsen. Lærerstuderendes landsråd skriver nemlig i Folkeskolen 5. nov. 2018: Uddannelsen skal ruste til nyt syn på mangfoldighed

"Vi skal have et normkritisk perspektiv på, hvordan vi som lærere kan understøtte læringsprocesser og medborgerskab i et klasselokale på en måde, hvor vi er bevidste om, hvilke processer der er i spil i lokalet, når det kommer til køn, seksualitet og etnicitet", siger Rasmus Holme Nielsen, nyvalgt formand for lærerstuderendes landskreds.

Helt konkret ønsker foreningen faget KLM (Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab) splittet op i to fag. Det ene skal handle om skolens rolle i samfundet, det andet om lærernes rolle som undervisere i en mangfoldig skole.

Desværre ser det ud til, at man tror faget KLM primært går ud på at læse i biblen, for læser man fx videre i Folkeskolen 15. okt. 2018 kan man se afgående formand Jenny Maria Jørgensen citeret for:

"Faget skal have skolen som udgangspunkt, ikke kristendom. KLM-faget skal være større og mere velfungerende og velsmurt, end det er nu. Jeg synes ikke, at vi som lærerstuderende skal undervises i kristendom og læse Biblen. Skolen og skolens formål skal være omdrejningspunkt. Og der mener jeg helt konkret, at vi skal tænke ind i faget, hvad er skolens formål. Hvad betyder det, når vi kigger på skolens formålsparagraf, hvad betyder åndsfrihed og demokrati. Hvad er vores forståelser af skole, hvordan er skolen blevet til og udviklet sig over tid. Vi skal ikke sidde og læse bibelske tekster". 

Det er nok ikke lykkedes os undervisere at gøre det klart, at netop KLM er det ultimative normkritiske fag. Hele fagets tematisering og behandling af noget idéhistorisk og åndeligt, en metafysiske dimension, hvor man også forholder sig til fænomenet religion og religions rolle i et samfund og dets skole, åbner op for, at der er et muligt kritisk perspektiv på alle normer og ideologier.

Religionskritikken fylder og bør fylde meget i faget. Religionskritikken levner og giver nemlig også plads til muligheden for religion. I det hele taget er der ingen grænser for, hvad man kan kritisere ud fra regionernes vinkel.

Undtaget medmindre man da læser de religiøse tekster bogstaveligt; men det er der vel ingen, som gør i en videnskabelig kontekst og i en anerkendt uddannelse nu om dage.

I det hele taget tænker jeg, det er ret få bibelske tekster, som læses i Læreruddannelsen; og skulle man komme til at læse et par stykker er det jo immer væk en kulturel baggrund og ballast, som enhver lærer bør kende lidt til.

Det er ikke sådan, at man ikke har slet ikke brug for normkritik eller identitetspolitik i læreruddannelsen; det er bare sådan, at kritikken bør have en base og et udgangspunkt. KLM er faktisk det optimale fag til at tematisere identitetspolitik, normkritik og mangfoldig sexualitet, fordi i KLM sættes problemstillingerne ind i en historisk kontekst. Problemstillingerne forbliver ikke historieløse og løsrevne. Fx kan man analysere fænomenet kvindelige imamer og sammenligne med kvindelige præster. Hvordan er det muligt, at der findes kvindelige forkyndere? Ligeledes kan man se på forståelse af sexualitet i Bibelen og Koranen og den historiske udvikling af begreberne. Der er sådan rig mulighed for at være normkritisk, når man sørger for at analysere de grundlæggende oprindelige tekster. Det giver rig mulighed for nuancer og frigørelse, ikke kun som min egen frihed, men en frihed jeg deler med alle de andre. Læreruddannelsen må virkelig besinde sig på alt der styrker fællesskabet og vores samfund.

Francis Fukuyama tager fx i sin nye bog et livtag med identitetspolitikkens paradigme: Identitetspolitik har erstattet den gamle klasseanalyse på venstrefløjen. Ensidigt fokus på sexualitet isolerer fra fællesskabet.

Det, man glemmer, er, at identitet og sexualitet, hvad enten den er flydende eller så meget andet, altid er afhængig af, at der er et samfund, at der er nogen, som anerkender og tillader. Derfor har vi brug for at læreruddannelsen bygger op omkring det der forener os i stedet for alt det som adskiller os.

Et stærkt samfund har overskud til meget og er helt selvfølgeligt rummeligt.

Man kan ikke bygge et velfungerende samfund op omkring individer.

Udviklingen af en sund individuel psyke afhænger af socialt velfungerende relationer, men også at et demokratisk samfund sørger for at skabe tillidsfuld sammenhængskraft mellem borgere skriver Martha Nussbaum i sin nye bog ”The Monarchy of Fear”

Identitetspolitikken fokuserer hele tiden på, hvem vi i særlig grad er og ikke på noget fælles som miljø, klima, økonomisk ulighed og pressefrihed. Det vil være en ulykke, hvis læreruddannelsen falder for den mode. Den studerende har behov for noget mere resistent end sig selv. For at kunne ændre og justere et samfund kræver det stor indsigt i, hvem vi er, og hvad vores baggrund består i.

Grundlæggende må dem lærerstuderende også præsenteres for det synspunkt, at Mennesket ingen rettigheder har, rettigheder er noget, vi tildeler hinanden i et kompliceret magtspil.

Det kan godt være, det står i nogle menneskerettigheder, at alle er født lige og har umistelige rettigheder; men det er immer væk bare noget, nogle andre mennesker har besluttet at formulere engang for længe siden.

Nogle mener at kunne påvise, at rettighedstænkningen sammen med identitetspolitikken førte til Hillarys fald og Trumps sejr i USA. Fokuseringen på sorte, kvinder og LGBTI var for snævert et fokus. Det var nærmest tale om for meget ligestilling, hvilket jo er en absurd konsekvens af behovet for ligestilling.

I dag har vi stort set sejret alle sammen, og ingen husker at være taknemmelig. Identitetspolitik hænger nemlig sammen med rettighedsfundamentalisme. Fra at tænke menneskerettigheder som noget for den anden, er det blevet til noget for mig selv. Mine rettigheder og min helt unikke identitet.

Vi skal virkelig passe på, at vi ikke sætter den ligestilling og frihed overbord, som vi har tilkæmpet os siden 2. Verdenskrig.

Fx er jeg meget taknemmelig for at leve i Danmark, at være født i et land, hvor et meget stort flertal giver mig ret til at elske min mand, drage omsorg for ham i fuld offentlighed.

I den forbindelse forstår jeg slet ikke, at der er nogen, som kan ønske at blive viet /helt privat uden for det offentlig rum. For det er nu kun engang, hvis dit ægteskab anerkendes, du kan få ordnede og trygge rammer for jeres liv sammen.

Derfor er mit budskab styrk og bevar det alment dannende fag KLM, uden dette fag svækker vi sammenhængskraften i Danmark. Ingen identitet kan leve alene. Vi har behov for hinanden, og det skal læreruddannelsen danne vores studerende til at forstå, så de ikke ender i identitetspolitikken fælde.