Hans Krab Koed
Blog
Ingen læring i Kristendomskundskab
Det har længe været et populært mantra at tale om at lære af og om religion. Det har åbnet op for en eksistentialistisk tilgang, som samtidig har givet plads til diverse læringsteorier. En læring som lytter undervisningens fokus til den indre proces i eleven, som vi ikke kan se, (og som derfor skal gøres synlig og målbar.) Når fokus ligger et usynligt sted inde i eleven, bliver de andre undervisningselementer sekundære og i princippet valgfrie: Læreren, bøgerne, fagene, og basale kernfaglige begreber. Det bør nu være slut til fordel for mere kanonorienteret undervisning
I Gymnasieskolen kan man den 17. dec 2018 læse lektor Linda Lillelund Rom skrive:
"Undervisning er en mangfoldighed af elementer og ritualer; en kompleks afspejling af kulturen og videnskaben som grundlag for dannelsen af mennesker som individer og fællesskaber. Undervisning er en gave og noget, man modtager og deltager i. "Læring" derimod er en degradering af den kompleksitet, som mennesker dannes i, en forsimpling, som gør det muligt at give eleven "ansvar for egen læring", som om resten af undervisningens elementer var noget, eleverne kunne shoppe rundt og hive ned fra hylderne efter smag og behag."
Hvis dette er rigtigt, så er der god grund til at tage fat på den hyperkomplekse dynamiske kanon jeg plæderede for til religinsundervisningen for mange år siden i fx Information 11. oktober 2004.
"Det er udtryk for en forenklet modernitetsforståelse at overlade valget af indholdet i alle forløb til den enkelte lærer. Vi må komme ud over vores frygt for bindinger vedrørende stoffet. Først når vi er bundet og forpligtet, er vi frie til at boltre os inden for fagets områder. Viden er en fortolkningsproces, viden er ikke en substans, som kan overføres til eleverne. Tidligere da man troede på, at man refererede til en fælles viden, kunne man klare sig med pæne hensigtserklæringer om, hvad man skulle arbejde med i de forskellige fag. Men i dag hvor der ikke er en fælles viden og referensramme, må man beslutte sig for en sådan. En hyperkompleks kanon lyder som en selvmodsigelse; men er ikke desto mindre en spændende mulighed. Lige siden folkeskoleloven i 1975 afskaffede den nationale kanon i alle fag. Lige siden reformpædagogikken tog over og gik sin sejrsgang, har begrebet kanon været en vederstyggelighed. Takket være 70ernes opgør med kanon og fælles nationalromantisk identitet, kan man nu vælge en kanon uden at falde i den grøft, som hedder formørkelse."
Nu er det endelig tilladt igen at tale om undervining; lad os komme igang!
I stedet for fokus på den indre proces i eleven kan man koncentere sig om viden om fakta; fx hvor ligger Jerusalem, og hvornår kom muslimerne til Spanien.
Væk med den livsfilosofiske tilgang, lad os få regulær bibelhistorie på banen igen. bare for fx at ungå, at lærerstuderende med valgfag i religion tror, Abraham slog Isak ihjel. "Det sagde Gud jo han skulle gøre, ikke?"
