Religion er woke

Religion er egentlig altid woke. Religion er altid normkritisk. Religion er undersøgende og stiller spørgsmål til os. Religion giver ikke svar, men tematiserer ved at stille spørgsmål til selvfølgeligheder. Religion er ikke svaret på, om man kan eller skal skifte køn men religion er inkluderende og emanciperende.

Nej, vil mange indvende, religion er fordømmelse og ekskluderende. Se bare på den katolske kirke, eller når man i Rusland får kirken til at fordømme homoseksualitet.

Well, nu er vi jo i Danmark, og der er vi præget af Luther og især Grundtvig. Det gør en verden til forskel. I Danmark har vi religionsundervisning i skolen som har til mål at være videnskabelig. Godt nok kniber det lidt engang imellem med at skele mellem at analysere religion indefra og udefra. Fx kan vi være tilbøjelig til at favorisere vores herlige protestantiske kirke helt ubevidst. Problemet i undervisningen er sædvanligvis at religionsundervisningen bliver affirmativ og historisk refererende. Fagets potentiale til at overskride grænser udnyttes sjældent. Ligesom vi i dag mest tænker horisontalt, så præsenteres religion religionsvidenskabeligt positivistisk at potentialet til selvindsigt og kritik forsvinder i spændende religionsvidenskabelige beskrivelser. ,

Tag for eksempel de unges identitetsproblematikker og udfordringer i dag. Det har altid været et projekt for unge at tænke på, hvem jeg er, og hvordan jeg kan leve sammen med andre. Men engang var den metafysiske dimension en selvfølgelighed, i dag er den så godt som forsvundet. Følgelig er den unge efterladt alene og uden større sammenhænge, som man evt. kunne parkere sin frustrationer i.

Ja det var endda bedre dengang man gjorde op med religion end i dag, hvor religion bare ikke er relevant.

I dag er der sådan at for mange unge er perspektivet horisontalt mod tidligere hvor der var en vertikal dimension endvidere er der en kamp om at virke autentisk, også på de sociale medier. Sociologen Reckwitz taler om en opmærksomhedsøkonomi, som får unge til at kæmpe om synlighed og multitaske for at være på.

Alt er åbent og alt sejler, værdier og identitet flyder subjektet akkumulerer kapital - i kraft af sit interessante job, sine spændende venskaber, rejser osv. -hvorved det selv opnår singularitetsstatus, altså fremtræder som unikt. For det senmoderne subjekt drejer det sig hele tiden om den "dobbelte bogføring" af den autentiske selvrealisering indadtil og den autentiske virkning udadtil: føler jeg, at jeg selv er autentisk fordi det vertikale er totalt fraværende, er det svært at orientere sig og finde endegyldige perspektiver at forholde sig til. Ideen om det metafysiske er end ikke relevant o så tilbage til religion.

Hvordan kan gamle tekster frigøre fra statisk kultur og stivnet dogmatisk tænkning? Ja det kan det hvis vi for det første læser teksterne som åbne tekster og ikke som døde bogstaver. I Grundtvigs ånd er de lys-ord og ikke livs-ord. Fx er Gud godt nok en mand; men er han bare patriarkalsk og heteronom? Skaber Gud fx ikke mennesket som mand og kvinde i sit billede? Hvorfor ikke lægge vægt på det i stedet for historien om Adam og Eva? Den kan måske bruges til noget helt andet.

Det gjorde fx Johannes Ewald i sit drama 'Adam og Eva', hvor han roser og priser eva for initiativ og mod. For at takket være eva kommer vi ud af paradis og puberteten. Eller der hvor Gud i det gamle testamente i profeten Esajas’ bog sammenligner sig selv med en mor, der ikke forlader sit diende barn, og et andet sted trøster han som en mor.

I Salmernes bog beskrives Gud også som en far, der er barmhjertig mod sine børn, men læser man teksten på hebraisk, kan den ifølge Kirsten Nielsen forstås sådan, at Gud ”har en livmoder” for sine børn.

Vi kan også se på fx forholdet mellem kong David og Jonathan. Måske er det et homoseksuelt forhold. Eller historien om Josef kan tolkes, så Josef bliver den første transvestit. Man kan fx også fokusere på, at i Johannesevangeliet er der kvinder, som fører teologiske samtaler med Jesus. Altså noget om rollefordeling i forhold til de forskellige evangelier. Eller endelig selveste Paulus kan ifølge den nyeste forskning ses som en inkluderende teolog, som kan rumme alle seksualiteter, for fællesskabet med gud er det afgørende ikke vores forskelligheder.

Det forudsætter så, at vi og de unge er parate til at være del af noget større end dem selv. Den nutidige tvivl om alt også herunder identitet kan meget vel hænge sammen med, at der ikke findes noget større end mig selv, og at min længsel efter identitet helt overser nødvendigheden af fællesskabet og noget større. Der findes trods alt ingen holdbar identitet uden fællesskab og anerkendelse udefra, fra andre.