Galskab i Politiken

Den omdiskuterede avis Politiken har spurgt konkurrencestatspolitikerne Anni Matthiesen, Annette Lind og Claus Hjortdal om det ikke er noget skidt, at Merete Riisager forsøger at gøre folkeskolen til en rigtig skole igen. Det synes de bestemt, og så havde uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang lige en artikel på nul komma fem. Som overskrift faldt valget på ”V og S: Minister skaber forvirring om folkeskolen”. Han fandt dog også en borgmester og en lystig DF`er, der mente det samme. Hu hej, hvor det går!

Til artiklen udtaler Venstres Anni Matthiesen, at vi ”skal passe på ikke at hælde en masse ud med badevandet. Jeg ved fra gode snakke med borgmestre, skoleledere og idrætsforeninger, at de appellerer om, at de får lov til at arbejde med skolereformen”. Det har Matthiesen jo lov til at mene, men jeg tvivler stærkt på, at hun har forholdt sig indgående til reformlinjens konsekvenser for Danmark og dansk pædagogik. Sigende er det også, at hun henviser til ”borgmestre” og ”skoleledere”, der jo har fået mere magt og kontrol med ensretningsindsatsen, samt til (sandsynligvis ledere af) idrætsforeninger, der rigtig nok i håbet om midler og øget aktivitet i stor stil har ladet sig købe. Til gengæld henviser hun ikke til hverken børn, forældre eller lærere, hvilket da også ville være omsonst som begrundelse for skolereformen. Matthiesen udtaler derpå, at hun ”har mere brug for at signalere ro på området, end ministeren har.”

Alt sammen er ganske forventeligt fra Venstres ordfører, der endnu ikke har tilegnet sig den store viden om området. Netop som man tror, at Fuglsangs artikel således blot er en opremsning af uvidende og pinlige citater, sker der noget: Fuglsang tager selv ordet! Han skriver: ”Ud over meldingerne om kortere skoledage har den nye minister blandt andet meldt ud, at hun vil have mere fokus på de dygtige elever og dannelse og mindre fokus på færdigheder og spændende aktiviteter.” Fuglsang har ret i, at Riisager – som mange andre indenfor både politik og forskning – har erkendt, at de lange skoledage ikke gavner hverken børn eller forældre, og her indtager hun et helt almindeligt, stilfærdigt og moderat standpunkt. Det er også korrekt, at Riisager – igen som de fleste andre seriøse aktører – er opmærksom på indsatsen for dygtige elever og diskussionen om dannelsestabet i læreruddannelse og skole. Så langt så godt. Til gengæld er det et stort mysterium, hvordan Fuglsang er kommet frem til, at ministeren skulle mene, at der skal mindre fokus på ”færdigheder og spændende aktiviteter”. Hvad i alverden kan han mene med den udlægning? Jeg har læst næsten alle Riisagers udmeldinger, og har desuden talt med hende ved flere lejligheder, og hele hendes skoletænkning starter og slutter med kundskaber, færdigheder, dannelse og alt muligt spændende indhold. Det er netop det, Riisagers skole handler om! I modsætning til konkurrencestatsskolens tilpasning. Mit gæt er, at Fuglsang simpelthen ikke forstår Riisagers (og den seriøse forsknings) faglighedsbegreb, og han tror måske derfor, at ”færdigheder” er det samme som tilpasning, digitale klikke-test, og at ”spændende aktiviteter” er lig med forhenværende undervisningsminister Christine Antorinis personlige præferencer. Fuglsang er enten uvidende eller manipulerende i hans udlægning af situationen, og mange vil nok også huske, at han ved Riisagers udnævnelse skrev flere harmdirrende og maniske indlæg om hende. Han sammenlignede hende sågar med Donald Trump i et fænomenalt anfald af manglende selvindsigt, da Fuglsang selv konsekvent argumenterer netop så kontrafaktisk som den nyvalgte amerikanske præsident. Man kan legitimt mene meget forskelligt om Riisager, men at hun er usaglig og urealistisk er meget svært at argumentere for.

Nå, men den spøjse artikel fortsætter med et tragikomisk bidrag fra Socialdemokratiets ordfører Annette Lind: ”For os handler det om at få skabt ro. Det er vigtigt for mig, at kommunerne ved, hvad de har at holde sig til”, hvortil hun tilføjer: ” Vi kan se, at det går fremad. Derfor skal vi holde fast i stedet for tvivle på, om det, vi har grundlæggende har gjort, er rigtigt”. Ordene virker måske ikke i sig selv så voldsomme, men Lind har altså en særlig evne til at formulere sig totalitært på en underspillet og ekstremt uhyggelig måde. Prøv at læs hendes udtalelse igen med tanke på, at pædagogik og skole per definition er en ufuldstændig omgang med andre menneskers uvisse fremtid – noget, der kalder på konstant ydmyghed, tvivl og omtanke. Så vil du bemærke det: Lind mener nemlig, at det vigtigste er ikke at tvivle, og at hensynet til magtapparatet er den vigtigste prioritet! Er det ikke vanvittigt? Vi taler om pædagogik, for hulan! Dertil siger Lind, at ”det går fremad”, men det er ikke til at vide, hvad hun mener med det. Måske at flere og flere lærere og børn føler sig apatiske, og at en del derfor stille og roligt opgiver at tænke selv? Eller tænker hun mon på de mange projekter om synlig læring, der begejstrer både de skolechefer, der bestiller dem og de firmaer, der sælger dem? Det er ikke til at vide.

Artiklen fortsætter med et par yderligere eksempler, som Fuglsang har fundet frem. Mest absurd er meldingen fra Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal, der i tråd med DF`eren Alex Ahrendtsen vil fastholde status quo: ”Vi har ikke brug det cirkus, som er i gang lige nu. Der er overbudspolitik blandt dem, som ytrer sig om skolen, og tilsyneladende frit slag på fastelavnstønden. Skolen har behov for ro og ressourcer. Lige nu får den det stik modsatte.”

Det sjove er, at hverken Politikens uddannelsesredaktør eller de interviewede har forstået noget som helst af det hele. Med skolereformen og de tilhørende tiltag blev skolen netop forstyrret, og uroen blev hurtigt gennemgribende, da skolen slet ikke skulle være skole, men snarere arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Riisager forsøger nu at skabe klarhed og give folkeskolen ro til at være det, den burde være, nemlig en skole.

Man kunne passende spørge konkurrencestatspolitikerne, hvorfor skolen ikke må få ro til at være skole? Det ville da være mere sagligt, men det kunne Politiken åbenbart aldrig drømme om. I Fuglsangs artikel er det kun Jacob Mark, der får lov til at komme med en lille bitte – men udmærket – kritisk bemærkning. Riisager blev pligtmæssigt også spurgt til et interview, men hun ønskede ikke at udtale sig. Det forstår man godt, men mon ikke man kunne have fundet andre, der kunne have sagt noget begavet? Fx Alternativets dygtige ordfører, en fra Enhedslisten, en repræsentant for Foreningen Folkeskoleforældre, Anders Bondo, Niels Christians Sauer, Thomas Aastrup Rømer, Peter Kemp, Steen Nepper Larsen, Lene Tanggaard, Dorte Lange eller andre med noget på hjerte. Bare en eller anden!

Den omdiskuterede avis Politiken er ved at grave sig ned i et hul, hvor den sammen med den indvandrerfjendske blog Den Korte Avis simpelthen kan sumpe rundt i kontrafaktiske cirkelslutninger. Et lignende cirkulært fænomen findes hos Claus Hjortdal og mange andre offentlige uddannelsesadministratorer, der velsagtens læser Politiken, og derpå nægter at anerkende, at Christine Antorini ikke er undervisningsminister længere. Der er sikkert også nogle i dette segment, der oprigtigt tror på, at ”det går fremad” og at det er dumt at ”tvivle på, om det, vi har grundlæggende har gjort, er rigtigt”.

I 2015 udgav jeg en bog, hvor jeg tegnede et meget dystert billede af den neototalitære og kontrafaktiske tankegang, som SSFR-regeringens konkurrencestatspolitik ville medføre. Jeg skrev bl.a.: ”Konkurrencestatens pædagogiske tænkning ville, især når man tager højde for dens ensrettende tendenser, bedst kunne fungere i en erklæret totalitarisme. Her er staten i kamp imod afvigere og statsfjender, og i en sådan optik er evidensbaseringen og industrialiseringen af pædagogikken legitim og rationel – set fra statens perspektiv. Der vil sandsynligvis stadig opstå ineffektivitet og afvigende synspunkter, men disse anormaliteter kan håndteres inden for den politiske, normative ramme, uden at teorien falder sammen.” Det er netop denne kamp vi ser nu. Man har massivt forsøgt at ensrette forskning, læreruddannelse og folkeskole, der har været flere forsøg på at lukke munden på kritikere, og man har skabt en generel incitamentsstruktur, hvor alle gør bedst i at rette ind. Alligevel er konkurrencestaten i krise, da vi lige nu har en oprigtig liberal minister og en oprigtig solidarisk opposition. Konkurrencestaten er hverken-eller, og sigter primært på kontrol. Men kan dens forsvarere bevare den, altså kontrollen? Det er for tidligt at sige, men det er tydeligt, at de forsøger, og at de er fløjtende ligeglade med hvem, der har den legitime magt. Demokratiet er ifølge de mest ihærdige læringsrevolutionære støtter nemlig kun vigtigt, hvis det er et middel til konkurrencestatens mål. Pt er demokratiet altså i vejen, må man forstå. Det er klart for enhver, og i Politikens spalter får vreden og og den anti-demokratiske arrogance frit løb....

Litteratur:

Fuglsang, Jacob (2017): ” V og S: Minister skaber forvirring om folkeskolen”. I: Politiken den 3/1-2017

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.