BLOG

Empty article - Subtitle

Lad os danse og klappe alting væk!

En livagtig drøm om den moderne magtudøvelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I nat drømte jeg, at jeg var en ung adjunkt, der var ansat på en dansk professionshøjskole. Navnet fortoner sig i drømmens tåger, men det er heller ikke så vigtigt. Jeg beskæftigede mig mest med læreruddannelsen, der netop var blevet omdannet til et læringsmedarbejderkursus, og folkeskolen, der netop var blevet reformeret efter læringsrevolutionære principper. Alle vegne hørte vi derfor om arbejdsmarked, gennemførselsprocenter, synlig læring, kompetencemålsstyring og omstillingsparathed. Når vi var samlet til fællesmøder foregik det hele i en tyk suppe af positiv psykologi, og vi klappede meget på ledelsens opfordring. Vi klappede af reformimplementeringerne, vi klappede af diverse arbejdsgruppers arbejde, vi klappede af os selv, og vi klappede bare sådan alting væk. Når det skulle være rigtig engagerende, dansede vi stopdans, og til slut fik vi altid en is.

I drømmen var der mange af mine dygtige og universitetsuddannede kolleger, der fandt det lidt latterligt at blive behandlet som børn, og mange fandt også, at noget så vigtigt som pædagogik og uddannelse altså ikke skal eller kan klappes væk. Jeg var sådan set helt enig med de kritiske kolleger, men ingen af os sagde det højt, for vi havde jo alle en husleje at betale. Vi klappede bare med og spiste vores is. Til gengæld var der nogle få højrøstede kritikere i den offentlige debat, der kaldte tilstanden i folkeskolen og på professionshøjskolerne for grotesk, ensrettende, fordummende og infantil. Vores ledere adresserede sjældent kritikken, men sagde engang på et fællesmøde, at den generelt var for skinger og usaglig. De ville faktisk gerne have kritik, men den skulle bare være konstruktiv. Med udsigt til en is og mulig lønbonus var vi alle enige i dette. Herefter dansede vi en stopdans til.  

Da jeg vågnede i morges, var jeg lidt ør. Drømmen var meget livagtig, og det skyldes nok, at jeg rent faktisk mange gange har oplevet de ting, der fandt sted i den, lige fra stopdansen, over klapperiet og lederudsagnene, til is-belønningen. Faktisk har jeg også oplevet det, der var værre, men det skal jeg ikke trætte læseren med her.

Jeg vil påstå, at det i dag er sådan, at en skarp offentlig kritik eller latterliggørelse af ovennævnte form for forvaltning af samfundets centrale institutioner ofte vil blive betragtet som useriøs, unuanceret og usaglig. Mange vil også påtale, at den er gal med ”tonen”, hvis man kalder adfærden for fx vanvittig, plat eller deslige. Det kan godt være, at de fleste faktisk finder det ovenfor beskrevne en smule pinagtigt, men de vil samtidig mene, at så længe det er folk med magt, der står bag, må man altså prøve at se lidt konstruktivt på det. Modsat forholder det sig med kritikken, hvis den altså ytres af folk uden magt, for så skal den bare blankt afvises som værende useriøs på stedet. 

Holdningen synes at være, at det er ok at bede universitetsuddannede mennesker danse stopdans som led i en reformimplementering, men det er ikke ok at kalde selvsamme ledelsesform for latterlig. På samme måde er lockout-forløbet i 2013 ”ærgerligt”, men ikke et overgreb fra KL og Finansministeriets side. Folkeskolereformen er ikke en katastrofe trods de katastrofale tilstande med lærermangel, faldende kvalitet, ensretning og elevflugt, men blot endnu ikke fuldt implementeret. Skolelederforeningen er en vigtig medspiller for samfundets skolepolitik, trods formandens yderst problematiske ageren ift ytringsfrihed og demokrati.

Jeg er ikke tilhænger af en grov tone som udgangspunkt for en samfundsdialog. Tværtimod synes jeg, at man skal tale så pænt og respektfuld til hinanden som situationen på nogen måde tillader. Dertil skal man også skelne mellem menneske og handling. Fx kan gode mennesker sagtens foretage sig dårlige ting, og man bør så vidt muligt undgå at skyde på personen, men i stedet pege på det problematiske i de handlinger, man finder forkerte. Selvsagt kan kritikken også være fejlbehæftet, og derfor skal kritikken også kritiseres. Dertil bør man også tænke sig grundigt om, inden man skriver noget hårdt eller potentielt sårende. Dog er det i mine øjne uetisk at fortie eller nedtone helt uansvarlige forhold. Når noget vitterlig er skandaløst, skal det betegnes som sådan. Når syv organisationer med KL i spidsen holder sig for øjne og ører, og vedbliver med at udsige banale, kontrafaktiske påstande, så skal adfærden beskrives som infantil. Når Skolederforeningens formand skriver klagemails til kritikeres arbejdsgivere, så skal adfærden beskrives som værende på kant med principperne for en demokratisk samtale. Når veluddannede mennesker, der burde beskæftige sig med videnskab og pædagogik af deres ledere udsættes for de mest pinagtige manipulationsforsøg, skal det dokumenteres og kritiseres for hvad det er. Vi skal ikke være grove ved hinanden blot for at være det, men vi bliver nødt til at tale om tingene som de forholder sig. Lige nu er tingene desværre helt på afveje, og det er de, fordi alt for mange gør som jeg og mine kolleger gjorde i drømmen: Vi tænkte vores, dansede med, og fik en is.