Hvor kan sprogligt svage elever sejre i den inkluderende skole?

Arne Kristoffersen stillede spørgsmålet: " Hvordan vil du og I råbe politikerne op, så sløjd og de andre praktiske fag kan blive styrket?" Jeg vil bla. med dette blogindlæg og via henvisning til en antologi om værkstedspædagogik argumentere for vigtigheden af de praktiske fag.

Dansk og matematik fordrer utilstrækkelighed

Der er i disse år megen fokus på bedre dansk og matematikkundskaber og med rette. Løsningen synes at ligge lige for: Mere tid i skolen og flere timer i de boglige fag. Men vi risikerer ikke at ramme målet, idet alle elevers læringsforudsætninger ikke tilgodeses. Sker dette ikke kan fornemmelsen af utilstrækkelighed snige sig langsomt ind i eleven, og denne undergraver al læring!

Værkstedspædagogik i praksis

Jeg er lærer på Try Efterskole ved Dronninglund, en specialefterskole for unge med særlige læringsforudsætninger, hvor undervisningen er værkstedsbaseret. Jeg er sløjdlærer, men underviser nu mest på vores landbrugsværksted. Sløjd skal derfor her forstås bredt som værkstedsundervisning. På landbrugsværkstedet er vi 22 elever og 3 lærere. Vi har et stort og varieret dyrehold, samt maskiner til at drive 10 hektar jord.

Elevgruppen er bredt sammensat: nogle lærer stadig bedst gennem imitation, andre bedst ved konkrete opgaver som støtte for abstrakt tænkning, og andre kan bare bedst lide at bruge deres krop og hænder. Vores udgangspunkt er elevens interesser og ressourcer. Undervisningen skal give mening, og eleven føle, at han bliver set og gør en forskel.

#Fil 2

Eleverne gives reelle opgaver: Elever er på skift fodermestre og skal efter oplæringen tage sig af fodringen af alle dyrene. Eleverne ved, at de har en opgave, der skal løses forsvarligt, det er et spørgsmål om liv og død! Eleverne får ansvar og bliver vist tillid.

Nogle servicerer traktorer og maskiner, mens andre arbejder mere kreativt på en opgave, som at konstruere en sneplov.

Nogle elever tager traktorkørekort hos en kørelærer. Dette er klar målrettet danskundervisning.

Dumhed kan læres

Mange af vores elever er kede af dansk, og har opøvet ”allergi” overfor bøger og klasselokaler. Vi ser lyset slukkes i øjnene, de går i ”passivmode”; et rigtig dårligt udgangspunkt for undervisningen og for elevens læring.

Den traditionelle klasseundervisning har for disse elever haft den utilsigtede medlæring, at de føler sig utilstrækkelige og dumme: at de ikke dur. De har lært, at de ikke kan lære. Dumhed kan således læres!

Og aflæres

Senere kan vi møde samme elev på værkstedet, men nu samarbejdsvillig, tændt, ivrig, lærevillig, ansvarsbevidst og kreativt tænkende i løsningen af dagen opgaver. Eleven oplever, at der er fokus på ham og hans ressourcer; ikke på hans mangler, så eleven vil være mere åben for læring.

Jeg vil forenklet postulere, at disse elever i den praktiske værkstedsundervisning, ud over at de lærer om landbrug, svejsning mv. får den tilsigtede medlæring: at de dur til noget, er gode nok, evner kreativitet, kan byde ind med noget til fællesskabet, kan deltage i undervisning også omkring dansk og matematik, og kan lære af det!

Kan vi overfor disse elever være bekendt at kalde en skole inkluderende uden samtidig at styrke paletten af praktiske fag og undervisningsformer, som netop kan tilgodese deres særlige læringsforudsætninger?

Inklusion på flere niveauer

Jeg er tilhænger af en inkluderende folkets skole. Men vi er nødt til at se inklusionsbegerebet bredere end bare at flytte eleverne til normalklassen. Hvis ikke den enkelte elev føler sig set, hørt og forstået, er han ikke inkluderet i klassen. Man kan sagtens sidde i et klasselokale, men reelt være ekskluderet.

Det handler måske i højere grad at inkludere til samfundet, så enhver elev, der starter i skolen på sigt skal komme ud som en fri og deltagende samfundsborger. Vejen dertil kan være forskellig. Det er både eleven, skolen og samfundet, der skal tilpasse sig!

Det handler om at møde eleven på de læringsforudsætninger denne har, tage disse alvorligt og støtte læringsprocessen på bedste vis, boglig eller ikke boglig. Nogle fungerer fint med den traditionelle boglige undervisning, andre lærer bedst i sløjdsalen, mens andre igen profiterer bedst af en specialklasse eller – skole.

Jeg vil derfor plædere for styrken ved forskelligheden i undervisningssystemet: Der er et net folke-, special-, fri – og efterskoler, som hver har et bud på en pædagogik, der fremmer almendannelsen hos elever med særlige læringsforudsætninger. Brug deres forskellighed til at støtte elevernes vej mod inklusion i samfundet!

Udbredelse af værkstedspædagogikken

Try Efterskole er en specialefterskole, en uddannelsesinstitution med en særlig pædagogisk praksis, men vores hovedopgave er alligevel at bidrage til elevernes almene dannelse; at de kan blive frie, selvbestemmende mennesker og ansvarlige, medbestemmende borgere.

Vi har en bevidst pædagogisk praksis, og har deltaget i et udviklingsarbejde med 12 lignende efterskoler for at beskrive, dokumentere og udbrede denne under ledelse af Leo Komischke-Konnerup fra UC Syd.

Den værkstedsorienterede pædagogiske praksis er beskrevet i antologien: ”Specialundervisningen på hovedet – almene pædagogiske synspunkter” på forlaget Klim, i et forsøg på at udbrede kendskabet, da vi er overbeviste om, at den kan inspirere undervisere også indenfor andre skoleformer. Men også for at give et teoretisk og praktisk bud på, hvordan forholdet mellem almen- og specialpædagogik kan opfattes.

Anmeldelse: Specialundervisning på hovedet

Den er allerede læst af mange, men jeg tror at endnu flere, bla. politikere kunne læse den med stort udbytte.

Jeg sender stafetten videre til Leo Komischke-Konnerup fra Professionshøjskolen U. C. Syddanmark med spørgsmålet: ”Bliver de praktiske fag ikke bare parkeringsplads for ”de utilpassede” elever i den kommende folkeskole?”